Hej Mindhelper
Jeg har en veninde, jeg har kendt i 10 år, og som jeg derfor er meget tæt på. Men i det sidste halve år har jeg mistet interessen for hendes venskab, da jeg føler, at hun kræver meget af mig, hvilket dræner mig. Hun føler, at vi skal snakke i tlf næsten hver dag før vi har et ordentligt venskab, hvilket jeg ikke har overskud eller mulighed for – jeg vil hellere skrive og ses. Vi er også meget forskellige, og hun er stædig og elsker at diskutere, hvilket jeg ikke gør. Hun er heller ikke bange for at være ærlig over for mig og sige når jeg gør/siger noget dumt, hvilket ofte sårer mig og det går udover min selvtillid. Hver gang hun er ked af det og jeg prøver at hjælpe hende, skubber hun også altid min trøst til side, fordi hun giver udtryk for, at jeg ikke kan finde ud af at sige det rigtige for at hjælpe hende, selvom jeg prøver – hvilket også sårer mig, og går ud over mine andre venskaber, da jeg overtænker alt jeg siger til andre nu. Hun manipulerer mig på en måde, så hun får mig til at virke som den dårlige ven, når jeg ikke har mulighed for at snakke i telefon hele tiden. Jeg kan bare heller ikke droppe hende pludseligt for jeg har aldrig sagt fra før, så hun ved jo intet..
(20 år)
Kære Du
Det lyder som om at forholdet til din veninde, fylder rigtig meget for dig. Derfor er jeg glad for at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Jeres venskab
Du skriver, at din veninde sætter nogle høje krav til, hvordan jeres venskab skal se ud. Og du føler, at det er drænende for dig. Det kan jeg sagtens forstå, at du kan føle. For hvis man ikke selv har et behov for, for eksempel at tale i telefon sammen hver dag, så kan det kræve en masse energi, at skulle gøre det. For så gør man det måske mere for at gøre den anden tilfreds, end fordi man egentlig har lyst.
Du fortæller også, at din veninde ofte kritiserer dig, når du prøver at hjælpe hende. Det lyder ikke særlig fedt. For når man som veninde prøver at hjælpe, gør man det i den bedste mening. Det kan også tit føles lidt sårbart at prøve at hjælpe en anden, for man kan aldrig helt vide, hvad det er, den anden har brug for at høre. Og så kan det gøre hammer-ondt at få at vide, at man ikke kan finde ud af at sige det rigtige. Det kan føles lidt som en mavepuster, og gøre at man blive usikker på sig selv.
Det går op og ned
Det er helt normalt at venskaber går op og ned. I nogle perioder svinger man bare mega godt med en veninde, og i andre perioder støder man måske hovederne sammen og synes egentlig ikke, at man er helt på bølgelængde. Men det skal helst være sådan, at de gode perioder vender tilbage. For ellers kan det blive meget tung, at være i et venskab. Derfor kan det også være meget godt, at stoppe op en gang imellem og mærke efter, hvordan det egentlig føles at være i de venskaber man har.
Det er okay, hvis ikke du vil mere
Du skriver til sidst i dit brev, at du ikke bare kan droppe din veninde, fordi du ikke har sagt noget op til nu. Jeg kan sagtens forstå, at du kan tænke sådan. For det er altid mega grænseoverskridende at skulle sige farvel til et venskab. Og man kan måske også komme til at blive i tvivl, om man egentlig har ret til at droppe den anden. For hvor slemt skal det være, før det er okay at sige, at man ikke længere vil være venner?
Men jeg vil sige til dig, at det er helt okay, hvis ikke du vil være veninder med din veninde længere. For det er din beslutning, hvem du vil bruge din tid med. Og det er vigtigt at mærke efter, og hvis det ikke føles godt at være i venskabet, er der helt iorden at sige fra.
Snak med din veninde
Hvis du gerne vil blive ved med at være venner med din veninde, så tænker jeg, at det vil være en rigtig god ide, at tale med hende om hvordan du har det. For hvis ens veninde siger nogle ting, der gør en ked af det, er det vigtigt at sige det. Og det kan også være godt at få en snak om, hvordan man hver især godt vil have, at ens venskab skal se ud.
Du kan tage et kig på vores artikel om, at lære at sætte grænser. Jeg tænker måske, at der er nogle ting i artiklen, der kunne være gode for dig at læse. At sætte grænser kan nemlig være svært, men det er super vigtigt at kunne. For på den måde kan man bedre passe på sig selv, så ikke man bliver såret af andre.
Tal med nogle andre
Når man går og har knas i et venskab, kan det være smadder godt, at tale med nogen om det. Det kan for eksempel være en god veninde, en forældre, eller en helt tredje. Det kan nemlig være rigtig rart, at få nogle af de tanker man går rundt med, ud i det åbne. Og så kan man også høre, hvad den anden tænker, om ens situation. Det kan nogle gange gøre at man får nogle nye inputs og de flest mennesker tæt på en, vil rigtig gerne lytte, hvis man går med nogle svære tanker eller følelser.
Tag i Headspace
Du kan også altid tage fat i Headspace, hvis du godt kunne tænker dig, at tale med nogen udefra. Hos Headspace sidder der en masse flinke og dygtige frivillige, som man kan have samtaler hos. De frivillige er vant til at tale med unge, om alle mulige slags problemer. Så de vil altid gøre deres bedste for, at det bliver en god oplevelse at komme der. Du kan både ringe til Headpace, eller skrive til deres chat, hvis du gerne vil høre lidt mere om det.
Det er aldrig sjovt at have knas i et venskab. Og tankerne om at stoppe et venskab, kan være tunge at gå rundt med. Derfor håber jeg, at der er noget i mit svar du har kunne bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej, og krydser fingre for, at du snart finder ud af hvad der føles rigtigt for dig at gøre i forhold til din veninde.
De bedste hilsner fra en Mindhelper