Hej Mindhelper

Jeg har tit følt mig meget alene og nu har jeg endelig fået en bedste ven men hun er begyndt at tale med en anden og jeg føler mig ensom

(13 år)


Kære Du

Det er rigtig hårdt at føle sig ensom og alene. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til og delt det med os. For det skal du bestemt ikke gå med alene. 

Ensomhed gør ondt

Du skriver, at du tit har følt dig meget alene, og at du nu føler dig ensom. Det lyder rigtig svært. For det kan være gøre hammerondt at føle sig ensom. Vi mennesker er nemlig flokdyr, og derfor vil vi rigtig gerne passe ind og være tæt med andre mennesker. Det er noget, der sidder i os tilbage fra dengang, hvor vi levede ude i vildmarken. Der havde vi nemlig brug for andre for at overleve. Så den ubehagelige følelse der kommer, når man føler sig ensom, er lavet til at få os til at søge tilbage mod flokken. Så vi ikke blev efterladt alene til at kæmpe mod vilde og farlige dyr. Den mekanisme sidder stadig i os i dag. Derfor gør det også så hammerondt at føle sig ensom. 

Men heldigvis kan man godt komme ud af ensomheden igen, så den svære følelse ikke bliver ved med at sidde i maven og gøre en ked af det. I vores artikel Bryd ensomheden – 11 gode råd til dig, der føler dig ensom, står der nogle rigtig gode råd til, hvad man kan gøre, når ensomheden fylder. Så jeg tænker måske, at der er noget i den, som kan være hjælpsomt for dig? 

Flere venner

Når man tit har følt sig alene og har fået en bedste ven, kan det føles rigtig rart. For så har man pludselig en, som man er tæt med, og som man kan være sammen med. Og når ens bedste ven, så begynder at tale med en anden, kan man godt blive bange for, om man er ved at miste personen. For når man tidligere har følt sig alene, kan det godt stadig sidde i en. Og kroppen og hjernen husker, at det var en rigtig ubehagelig følelse. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du synes, det er en svær situation. 

Men det er helt normalt, at have flere venner. Så selvom ens bedste ven er venner med andre, behøver det ikke at betyde, at man er mindre venner af den grund. Vi mennesker er forskellige på det punkt – nogle kan bedst lidt at have få venner og andre har mange, som de er tætte med. Og der er ikke noget, som er mere rigtigt end det andet. Derfor tænker jeg også, at dig og din bedste ven sagtens kan blive ved med at være gode venner, selvom hun også er begyndt at tale med en anden. 

Snak med din bedste ven

Det kan være rigtig svært, når man går og bekymre sig om, at ens bedste ven er begyndt at tale med en anden. Derfor kan det også være en rigtig god ide at snakke med sin ven om, hvordan man har det. For så kan det måske også være med til at punktere nogle af de bekymringer, som ligger og ulmer inde i en. Jeg tænker også, at det måske kan være med til at give dig lidt mere ro, så du ikke skal gå og føle dig ensom og ked af det.

Det kan også være, at du kan snakke med din bedste ven, om I alle tre kan lave noget sammen. Så du også kommer til at kende den anden person. Det kan være, at I kan gå et tur sammen, spille et spil eller noget helt tredje. På den måde kan I måske alle tre hygge jer sammen. 

Snak med dine forældre 

Når man har det svært og kæmper med ensomhed, er det vigtigt, at man fortæller nogen om, hvordan man har det. Dine forældre er måske nogle af dem, som er allertættest på dig. Derfor tænker jeg også, at det kunne være rigtig godt, at du fortalte dine forældre om, hvordan du har det. For de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor bliver de som regel også rigtig glade for, at man fortæller dem, at man har det svært. For så kan de også hjælpe en med at få det bedre. 

Nogle unge synes, at det kan være lidt svært at få taget hul på snakken. Hvis du også har det sådan, kan du tage et kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig en masse gode råd til, hvordan man får åbnet op. 

Snak med en anden voksen

Hvis det slet ikke dur at snakke med dine forældre, kan du også tale med en anden voksen. Det kan fx være en vens forældre, en lærer eller en helt tredje, som du er tryg ved. Det vigtige er nemlig bare, at du får fortalt en voksen, hvordan du har det. For det er alt for tungt at gå med alle de svære tanker og følelser helt alene. Og vi mennesker er slet ikke lavet til at klare det svære alene. Vi er lavet til at have brug for andre, når vi bøvler med svære ting. 

Børnetelefonen

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Børnetelefonen. For de vil altid gerne lytte. Hos Børnetelefonen sidder der en hel masse super søde og rare frivillige. De er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når man kæmper med ensomhed. Du kan både ringe til dem, chatte med dem eller sende dem en SMS. Og det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Så dem kan jeg virkelig anbefale dig at tage fat i. 

Det gør hammerondt at føle sig ensom. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender dig de allervarmeste tanker, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper