Hej Mindhelper,

Jeg går på efterskole, har to venner og vil gerne have hjælp til at blive venner med en, som jeg er meget interesseret over og fylder mit hjerte.

Problement er at jeg ved ikke hvordan jeg skal udvikle forbindelsen, fordi han er mega generthed, taler aldrig og jeg har social angst. Vi er dog begge store fans af en video spil, og vi har spillet sammen to gange, hvor jeg inviteret ham over, men udover det har vi slet ikke talt sammen.

Jeg har tænkt over at prøve at starte en samtale med ham, men jeg er alt for nervøs til at gøre det, og jeg ryster lidt i kroppen når jeg er tæt på ham. Jeg kunne godt invitere ham over igen, men jeg føler at det ville blive lidt af det samme hvis jeg ikke gøre noget andet først.

Det gode er at jeg har hørt positivt fra en lære, som siger at han blev meget glad, fra første gang jeg inviteret ham for at spille.

(17 år)


Kære du

Det kan være rigtig svært at vide, hvordan man bliver venner med folk, som man kun har snakket med et par gange. 

Derfor er jeg også rigtig glad for at du har skrevet herind og bedt om hjælp.

Det giver mening

Når man har social angst, kan det med venner godt være lidt svært. Man har måske rigtig svært ved at være i store menneskemængder, tænker tit på hvad andre tænker om en og har svært ved at snakke med folk man ikke kender.

Derfor giver det også rigtig god mening, at du ikke helt ved hvordan du skal udvikle forbindelsen med ham fra din efterskole.

For når han så også er genert og ikke siger så meget, så kan det være svært at tage springet fra “en man kender” til “venner”.

Fra en man snakker med, til gode venner

Det med at gå fra at være en man har snakket med nogle gange, til at være gode venner, er ofte noget der sker naturligt.

Man ender i gruppe sammen i skolen, snakker godt der og begynder så at snakke i frikvartererne eller efter skole. Den ene dag tager den anden, og pludselig er man blevet vildt gode venner.

Men hvad gør man, hvis det ikke sker naturligt? Og man vil gerne have, at det sker med en bestemt person fra ens efterskole?

To muligheder

Jeg kan desværre ikke give dig en opskrift på, hvordan du bliver gode venner med ham fra din efterskole. Vi er alle sammen forskellige og det kan derfor være svært at sige, hvad der altid virker.

Alligevel, vil jeg prøve at give dig to gode muligheder, som du kan prøve af:

Mulighed 1: Inviter ham for at spille igen

Det virkede de to første gange, så hvorfor skulle det ikke virke tredje gang?

Du skriver, at du føler det ville blive “lidt mere af det samme”, hvis du inviterede ham over for at spille igen. Men hvem siger, at “lidt mere af det samme” er så kedeligt?

I er begge to vilde med spillet, det gik godt de første to gange og din lærer har endda fortalt dig, at han blev rigtig glad for, at du inviterede ham over.

Alt sammen tegn på, at det godt kunne blive en succes tredje gang også. 

Mulighed 2: Inviter ham på en gåtur 

Hvis du synes, mulighed 1 er for kedelig, så er den her til dig.

Hvis du godt kunne tænke dig at I prøvede at lave noget andet, så inviter ham fx på en gåtur i området ved jeres efterskole.

I kan fx snakke om de sidste to gange I spillede sammen, spillet i sig selv, nogle af underviserne I synes er sjove eller irriterende, eller noget helt andet.

Og hvis det bliver akavet eller du føler, at I ikke har noget at snakke om, så kan I altid gå ind og spille.

Snak med dine to venner om det

Når der er noget, som man synes er svært, kan det være en rigtig god ide at spørge om hjælp. Og en af de bedste måder at gøre det på, er ved at snakke med sine gode venner om det.

De kender ofte en rigtig godt og har som regel en god ide om, hvad der ville hjælpe, hvis der er noget man går og bakser med.

Derfor tænker jeg også, at du måske kan prøve at snakke med dine to venner på efterskolen om det. De kender jo både dig og ham, du gerne vil være bedre venner med. Det kan jo også være, at de har prøvet det samme og derfor har nogle gode råd til dig. 

Headspace kan også hjælpe

Hvis du synes at det kunne være rart at snakke med nogen om det, så er du altid velkommen til at kontakte headspace.

Hos headspace sidder der nemlig en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge om alt muligt. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis man har svært ved at udvikle forbindelsen til andre.

Du kan enten fange dem på chatten eller give dem et kald. Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.

Det kan være svært at vide, hvordan man skal udvikle forbindelsen til en, man kender. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper