Hej Mindhelper
hvordan kan social status og gruppepres påvirke mig på gode eller dårlige måder? Og hvad kan konsekvenserne være hvis jeg bliver presset til noget som jeg ikke vil?
(13 år)
Kære dig,
De fleste mennesker kender nok det med, at man er med til at gøre noget, selvom man egentlig ikke har lyst. Dét er gruppepres. Gruppepres er, når vi føler os pressede til at gøre noget, også selvom vi ikke har lyst.
Når vi gør ting, som vi egentlig ikke har lyst til, så kan vi få en dårlig fornemmelse i maven. Det kan være vi bagefter sidder tilbage med en følelse af, at vi har gjort noget, vi faktisk fortryder. Men fordi vi blev presset til det, så gjorde vi det alligevel.
En konsekvens af gruppepres kan altså være, at vi gør ting, som vi fortryder og slet ikke har lyst til.
Gruppepres er ikke godt
Du spørger også, om gruppepres kan påvirke dig positivt. Ordet gruppepres beskriver kun situationer, hvor du bliver presset til at gøre ting, som du ikke har lyst til. Derfor er ordet i sig selv negativt.
Derfor har jeg også svært ved at se, at gruppepres skulle påvirke dig positivt.
Nogle gange kan det være, at vores venner kan hjælpe os med at samle mod til noget, vi måske er lidt nervøse for. Men her taler vi altså ikke om gruppepres. Her mener jeg situationer, hvor ens venner hjælper én til at samle mod til noget, man gerne vil.
Det kan påvirke positivt, når vi kan finde støtte og mod i vores venner. For her hjælper de os til at gøre ting, vi gerne vil. Men når vi taler om gruppepres, så handler det om, at du bliver presset til at gøre ting, du ikke har lyst til. Og det er ikke okay.
Når vi modstår gruppepres
Gruppepres kan være rigtig svært at modstå. Fordi vi mennesker er flokdyr, så vil vi gerne passe ind. Og det er faktisk derfor, det kan være rigtig svært for os at sige nej til at gøre noget, selvom vi egentlig ikke har lyst.
Men når vi tør sige nej, så kan det påvirke os på en rigtig god måde. Når vi tør sige nej, så vil vi ofte føle, at vi får mere respekt for os selv, fordi vi tør stå ved det vi mener. Samtidig så viser vi også andre, at det er okay at sige nej.
Hvis du har brug for at læse mere om gruppepres, og hvordan det kan påvirke dig, så kan jeg varmt anbefale vores artikel: Gruppepres? Sådan modstår du det!
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse god energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper