Pige

Hej,

Jeg har droppet ud af efterskole og gymnasiet pga depression, angst og udiagnostiseret adhd.
Derved har jeg mistet ALLE mine venner. Førhen var jeg ‘populær’ og havde mange venner.

Jeg føler dog kun at jeg har haft én ægte ven som jeg VIRKELIG havde det godt med. Jeg føler dog ikke at hun havde det sådan, for jeg var lidt for god til at lave jokes om hende:(

Har self haft andre tætte venner, men ingen som VIRKELIG var tæt på mig.
Jeg har heller aldrig haft et venskab hvor vi bare kunne mødes dagligt og slappe af hos hinanden, og jeg har heller aldrig haft det rart ved at være omkring deres forældre eller søskende.

Jeg har fuldstændig vanvittig angst for afvisninger, så derfor har jeg meget svært ved at kontakte venner og ‘næstenvenner’.

Alle de venner jeg har haft, har været igennem skole eller sport.

Hvordan får jeg venner? Jeg har forsøgt med kollegaer, men føler ikke at de ser mig som andet end en god kollega.

Alle mine tidligere venner går i skole.

Jeg ville gerne starte til sport, men mine tidligere venner går der, så nogo.

Hvad fanden gør jeg??? Jeg er miserable uden venner og det bliver kun værre???

Jeg er meget usikker i mig selv og min krop.
Hjælp!!!

(20 år)


Kære du

Det kan være mega svært, når man rigtig gerne vil have venner, men samtidig oplever at det er svært at få nye venner.

Og hvis det så også er svært at beholde dem, man har, hvad skal man så gøre?

Når vi spænder ben for os selv

Nogle gange kan vi mennesker godt finde på at have tanker om os selv, som vi fortæller os selv så tit, at de går hen og bliver en sandhed inde i vores hoved. 

Og nogle gange kan de få rigtig meget magt over de ting vi siger og gør i vores liv. 

For eksempel hvis man mister alle sine venner, så kan man lave en fortælling inde i sit hoved om, at det nok er fordi man er sådan en, folk ikke vil være venner med. Eller at man er sådan en, der ikke kan holde på venskaber. 

Og når man så går ud i verden, så kan man komme til at se sine nye relationer i det lys og faktisk komme til at selv at slutte et venskab, fordi man tror, at den anden ikke vil være venner med én.

Er det mon noget, som du kan genkende? Hvis det er, så kan det være godt at få øje på, hvilke tanker man gør sig om sig selv. For får man gjort det, så kan det blive meget lettere at prøve at gøre noget andet i stedet. 

Hvordan får man nye venner?

Du spørger, hvordan du får nye venner. Det er der heldigvis en masse gode måder at gøre på.

Vi har i vores artikel: Sådan lærer du nye mennesker at kende, samlet en masse gode råd til hvordan man bryder isen og skaber nye kontakter.

En anden god måde, at lære nye mennesker at kende på, er ved at smalltalke. Hvis det lyder som noget for dig, så kan du prøve at læse vores artikel: Sådan bliver du bedre til at smalltalke.

Det lyder også til at du har gjort en god indsats med dine kollegaer på arbejde. Måske skal du ikke give helt op på dem endnu. 

Du kan jo fx spørge om de har lyst til at mødes efter arbejde, og tage på cafe eller bar med dig? Hvis det virker for skræmmende at spørge en enkelt, kan du jo spørge om der ikke er flere, som gerne vil med?

Hvor intet vover, intet vinder

Du skriver, at du er fuldstændig vanvittigt angst for afvisninger og derfor har svært ved at ringe til dine venner og “næsten venner”. 

Selvom det virker utroligt skræmmende eller svært, kan det være nødvendigt at give det et forsøg.

For hvis du lader angsten bestemme, så sker der heller ikke noget. 

Vi kan nemlig ikke altid forvente, at vores venner opsøger os. For sidder vi bare og venter, så sker der ikke nødvendigvis noget.

Derfor kan det være en god ide, at prøve at tage kontakt til dem alligevel. Når du så ser dem, kan du forklare dem, at du har svært ved at tage kontakt og om I eventuelt kan finde en fælles løsning på det.

Det kunne fx være, at I efter hver aftale, finder en dato for jeres næste aftale. På den måde slipper du for, at skulle vente på at de skriver eller selv skrive til dem. 

For det lyder til, at du rigtig gerne vil se dem. Men bare har svært ved at være den der tager kontakt.

Har du hørt om headspace?

Hvis du synes det kunne være rart at snakke med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale dig headspace.

Hos headspace sidder der en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært.

Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis man er angst for afvisninger, men stadig gerne have nye venner. Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.

Find dit fællesskab hos Ventilen

Et andet rigtig godt sted at finde nye venner, er gennem Ventilen

Ventilen er for dig, som kender til ensomhed og godt kunne tænke sig hjælp til at møde nye mennesker.

Du kan læse meget mere om deres tre fællesskabs tilbud og hvor du kan finde din lokale Ventilen på Ventilens hjemmeside.

Når man føler sig miserabel uden venner, kan det være svært at vide hvad man skal gøre. Derfor håber jeg også, at mit svar til dig, kan hjælpe dig med at finde nogle nye venner. Jeg sender de bedste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper