Hej Mindhelper
Jeg er en pige der ikke har mange venner er der en app for at få venner eller måske en hjemmeside er der noget jeg vil møde søde mennesker piger på min alder der går op i de samme ting som mig at være kreativ og glad og lidt dyster skriver digte og bøger og bor i København Hvidovre Rødovre eller deromkring.
(Pige, 13 år)
Kære pige på 13 år
Det kan være super svært lige at finde ud af, hvor man skal starte henne, når man gerne vil møde nogle nye veninder. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind for at få lidt hjælp til, hvor du kan starte.
Du er mega sej og modig
Jeg er rigtigt ked af at høre, at du ikke har så mange venner. For det kan være rigtigt svært ikke at være en del af et fællesskaber. Vi mennesker er nemlig sociale væsner, der rigtigt gerne vil have et fællesskab og nogle venner, vi kan støtte os op af. Men jeg synes til gengæld, det er mega sejt, at du er klar til at tage udfordringen op og prøve at finde nogle nye venner. For det er bestemt ikke lige nemt for alle – for rigtigt mange er det faktisk virkeligt svært at skulle ud at finde nogle nye venner. Så jeg synes, det er så sejt, at du har taget udfordringen op og har skrevet herind for at finde ud af, hvor du måske kan finde nogle nye venner. Det skal du virkeligt huske at rose dig selv for!
Lidt forskellige forslag
Du spørger, om der findes en app eller en hjemmeside, der er lavet til, at man kan lede efter nye venner? Og det ved jeg, der gør. Jeg kan faktisk tænke på et par forskellige steder, hvor man kan møde nye, søde mennesker. Derfor har jeg lavet en liste over dem nedenunder, som du kan kigge på og blive inspireret af:
- Boblberg.dk: Boblberg er en hjemmeside, der faktisk er meget præcist det, du spørger efter. Boblberg er nemlig lavet til, at man kan møde nye mennesker, der har de samme interesser som en selv. Boblberg samarbejder også med en del kommuner i hele landet, så du kan jo undersøge, om de eventuelt har nogle fællesskaber i dit område.
- Skrivefællesskaber: jeg ved, at der også findes hjemmesider for skriveglade mennesker, hvor man kan dele sine ting med hinanden. Måske kan du finde nogle søde piger, der deler din interesse for at skrive digte og bøger?
- Facebook-grupper: jeg ved også, at der findes nogle grupper på Facebook, der også er lavet til, at man kan søge efter veninder i dem, blandt andet “find en veninde #dueraldrig alene!” Så hvis du har Facebook, er det måske også en mulighed at lede derinde?
Har du snakket med en voksen?
Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har snakket med en voksen om, at du ikke har så mange venner? Og at du faktisk gerne vil finde nogle nye? Hvis du ikke har det, så synes jeg nemlig, at du skal gøre det. Kan du for eksempel snakke med dine forældre? Eller med en lærer på din skole? Jeg tænker nemlig også, at det kan være, at dine forældre eller en af dine lærere, ved hvor der er nogle fællesskaber i nærheden af, hvor du bor, som du kan prøve af.
Jeg håber, at der er nogle af mine forslag, som du kan bruge til noget. Og så håber jeg sådan, at det lykkedes for dig at finde nogle nye, søde veninder. For det fortjener du. Men med dit mod til at kaste dig ud i det, er jeg næsten sikker på, at det nok skal lykkedes!
De bedste hilsner fra en Mindhelper.