En anden pige ser mig som en rigtig god ven. Hun hænger hele tiden på mig og er rigtig påtrængende. Jeg har prøvet at få hende til at stoppe uden held.

Hej,

Jeg oplever, at der er en anden pige, som betragter mig som en rigtig god ven, men når hun ser mig, hænger hun konstant på mig og er meget tæt på mig. Hun vil altid hjælpe og gøre alt mulig for mig. Selvfølgelig vil jeg også hjælpe hende og tale pænt med hende, men jeg er ikke interesseret i dybere venskab, som er så nært, og alligevel virker hun bare så påtrængende og nærværende hele tiden. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan få det til at stoppe… Har prøvet at få hende til at kunnet lide mig mindre, men det hjalp ikke så meget…

Og er ret sikker på, hun ikke er lesbisk.

(Pige, 16 år)


Kære pige på 16 år

Alt det med veninder kan være rigtig svært at finde ud af. Og især når man ikke er helt på samme side i forhold til, hvad man ønsker fra hinanden. Jeg har lidt svært ved at give dig konkrete råd, men jeg vil se, om jeg ikke kan brede din situation lidt ud for dig. Det kan i sig selv også nogle gange bringe noget ret brugbart med sig.

Det kan måske handle om ensomhed…
For det første vil jeg lige sige, at du må være en skøn person, siden pigen hænger sådan på dig. Det må da helt sikkert være en kompliment til dig og din måde at være på over for andre mennesker, og noget du endelig skal holde ved. Du skriver også selv, at du gerne vil hjælpe hende og tale pænt med hende. Det tænker jeg også altid er vejen frem. Har du tænkt på, hvorfor hun mon ellers hænger på dig? Er hun lidt ensom eller har få venner, som er søde mod hende? Det tænker jeg sagtens kan have noget at sige i forhold til, hvor meget hun opsøger dig.

Fanger hun betydningen af dine signaler?
Det er en helt fair snak, at der er nogen, man virkelig godt kunne tænke sig at være venner med. Og andre man ikke så gerne vil være gode venner med. Det er ikke alle, vi klinger lige godt med. Og det skal vi heller ikke. Du nævner, at du har forsøgt at få hende til at kunne lide dig mindre. Hvad gør du i de situationer? Kunne det måske tænkes, at hun har svært ved at aflæse dine signaler og på den måde ikke fanger, at du ikke er interesseret? Der er nogen, der har lettere ved at opfange hints end andre. Måske er hun en person, der har lidt svært ved at opfange hentydninger og tegn fra andre?

Jeg kommer også til at tænke på, hvordan du er over for hende, når hun kommer og snakker med dig. Er du god til at være høflig og sød ved hende? Hvis hun i forvejen har svært ved at aflæse dine signaler og sociale hints generelt, kan det være, at hun ser din høflighed som et tegn på, at hun virkelig godt kan lide dig. Det er hermed ikke sagt, at du skal til at være kold over for hende, men det er i hvert fald noget, du kan prøve at tænke over.

Kan du snakke med din klasselærer?
Til slut tænker jeg, om det kunne være en idé at snakke med din klasselærer om det? Hvis du fortæller vedkommende det, du har nævnt her, kan han/hun måske være behjælpelig med at holde øje eller komme med råd til, hvordan du kunne få hende til at hænge mindre på dig, så du ikke skal gå og blive lidt halvirriteret på hende. Det kan også være, at I på klassen kunne tage en snak om, hvordan I kan sige fra på en pæn måde til hinanden, og at du kunne bruge det over for pigen?

Jeg håber, at mit svar har været en lille hjælp for dig, og at det har åbnet nogle muligheder for dig. Held og lykke med det!

De bedste hilsner fra Mindhelper