Kære brevkasse

Jeg er en pige på 13 år og ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre ved mig selv. Der er en ny pige som skal starte i min klasse og hun går lige nu i min parallelklasse. Hverken mig eller andre fra klassen kan lide hende og hun er efter min mening en diva, som ikke rigtigt tænker på andre og overreagerer tit. (Jeg skriver selvfølgelig ikke dette får at såre hende) Jeg skal holde min fødselsdag for pigerne i min klasse snart og skal dele invitationerne ud om en uge. Problemet er at hun starter om 3 dage og min mor siger at hun også skal inviteres. Jeg ville helst ikke inviterer hende, fordi jeg ved at hvis hun kommer ødelægger det fødselsdagen for nogle af pigerne i min klasse. Jeg er allerede lidt træt af min fødselsdag, fordi jeg ikke må inviterer drengene og jeg har mange gode drengevenner fra min klasse. Jeg inviterer selvfølgelig pigen jeg ikke kan lide, fordi hun ikke skal føle sig udenfor. Jeg ville gerne PRØVE at lære hende bedre at kende, men er i tvivl om jeg så mister nogle af mine venner fra min klasse, fordi de ikke kan lide hende. Jeg ved ikke om jeg bare skal lade hende være en del af klassen, som om hun bare var et normalt menneske eller prøve at lære hende at kende. HJÆLP!!!

Hilsen Den Forvirrede Pige <3

(Pige, 13 år)


Kære Den Forvirrede Pige <3 

Åh altså, jeg kan godt se, at det er lidt et dilemma, du er landet i med den nye pige. For hvad søren gør man lige med en ny pige, som man måske ikke bryder sig så meget om, men som der også skal være plads til. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. Og jeg er rigtigt glad for at se, at du allerede har gjort dig så mange tanker om, hvad der lige kunne være den gode løsning for jer begge to. 

Det er hammersvært for hende også

Når jeg læser dit brev, så kan jeg godt mærke, at i ikke er så begejstrede for at skulle have den nye pige ind i klassen. Og det kan jeg også sagtens forstå. For I har fået et dårligt indtryk af hende og er måske lidt nervøse for, hvad det kan betyde for klassen, at få hende ind? Er det rigtigt forstået? Det kan være en en stor udfordring, at skulle have en ny elev ind i klassen og få det til at fungere. Men samtidigt kan det være en god idé, at prøve at huske på, at selvom det er svært for dig og de andre i klassen – så er det måske dobbelt så hårdt for hende. 

Det er super sårbart at skulle begynde i en ny klasse. Og når man er den nye, så er man helt alene i begyndelsen. Hun har ikke på samme måde som dig, nogle venner i klassen at falde tilbage på. Derfor kan det også være en rigtig god idé, at finde sit mest tålmodige hjerte frem, når der begynder en ny i klassen. Og selvom de måske går en på nerverne, så prøve at huske sig selv på, at hun også er hammernervøs og nok bare gerne vil passe ind. 

Gi hende en chance til  

Når man har fået et rygte for at være en rigtig diva, så er det hammersvært at slippe af med igen. Den opfattelse spreder sig nemlig lynhurtigt på en skole og pludselig går alle rundt og tænker “sikke en overreagerende diva”. Problemet med det er bare, at folk også tit begynder at behandle en, som om man er en diva. Og så bliver det en ond cirkel, hvor alle forventer man er en diva og derfor begynder man måske også at opføre sig som en diva – simpelthen fordi folk forventer det af en. Og så får man aldrig en chance for at vise noget andet. Det er ikke noget jeg skriver, for at give dig dårlig samvittighed. Men det er bare tit den måde, vi mennesker reagerer på hinanden på og det gør det hammersvært at være den, som har fået et uheldigt klistermærke sat på sin person. 

Jeg tror ikke, at den nye pige synes det er særligt sjovt, at blive opfattet som en diva. Og selvom hun måske overreagerer og opfører sig på en uheldig måde, så kan der være mange grunde til det. Hun kan nok godt mærke det, hvis folk ikke kan lide hende og så kan man komme til at reagere på nogle lidt uheldige måder. Det gør rigtigt ondt. For vi har allesammen brug for, at der er nogle der kan lide os.

Snak med dine venner 

Jeg må være ærlig og sige, at hvis dine venner dropper dig, fordi du prøver at lære den nye pige at kende, så kan du måske overveje, hvor gode venner de egentligt er? For selvom de ikke bryder sig om hende, så har det ikke noget at gøre med dig. Og hvem du ellers snakker med burde ikke være grund nok til, at de ville droppe venskabet med dig. Derfor tænker jeg også, at de nok ikke kunne finde på at droppe dig. 

Måske vil de spørge lidt ind til, hvorfor du snakker med hende, når i nu alle havde snakket om, at i ikke kunne lide hende. Og måske kunne det faktisk være en rigtig god snak at tage? At prøve at snakke om det her med, at det kan give mening, at give en person en ny chance. At man i hvert fald ikke dropper den nye pige, før hun har givet en rigtig god grund til det. Hvis man møder mennesker med venlighed, åbenhed og viser dem, at her er der plads til, at man godt må være sig selv – så viser folk også nogle gange nogle sider af sig selv, som man måske slet ikke vidste de havde. 

Hvis det ikke går

Hvis det alligevel ikke fungerer og du bryder dig om den nye pige, selvom du gav en hende en chance, så er det bare sådan det er. Men så ved du, at du gav det et forsøg og du kan have god samvittighed. Nogle gange, så er der nogle mennesker, som man bare ikke passer sammen med. Og så er der ikke så meget andet at gøre, at være venlig overfor dem og måske prøve at snakke med jeres lærer om, hvordan i kan håndtere det hele, så det kan blive rart for både jer og den nye pige i klassen. 

Det kan være hammersvært, at få en ny pige ind i klassen. Men så må man prøve at tænke over, hvordan man selv gerne ville behandles, hvis man var den nye. For det kan være en super sårbar situation nemlig. Jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig og det viser sig, at den nye pige er sød.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper