Hej,


Jeg er en pige på 20 år. Min kæreste og jeg har sammenlagt været sammen i 4 år. Dog med en pause på næsten 1 år efter vi havde været sammen det første 1 1/2 år.
Mit problem er, at jeg er usikker på mig selv, hvilket går ud over vores forhold. Jeg stoler ikke nok på, at han rent faktisk gerne vil være sammen med mig, for jeg ser ofte kun negative ting ved at være sammen med mig. Han er ellers en rigtigt omsorgsfuld person og fortæller mig hver dag, at han elsker mig. Men det er som om, at jeg glemmer det hurtigt, og hele tiden har behov for bekræftigelse fra ham. Jeg går også og tænker over, om han nogle gange synes, at jeg er for meget. Selvom han altid har sagt til mig, at hvis han er utilfreds eller har brug for at snakke om noget vedr. mig, vil han komme til mig med det samme. Men det stoler jeg heller ikke altid på, og det ved jeg virkeligt ikke hvorfor!
Når jeg prøver at forklare ham, hvordan jeg har det, fortæller jeg aldrig 100% hvordan jeg har det. For jeg er bange for, hvordan han reagerer. Jeg frygter, at han til sidst ikke føler, at han kan gøre mere eller give mere af sig selv, så jeg kan føle mig sikker på ham.
Så hvad skal jeg gøre for, at jeg ikke er så usikker på mig selv og dermed slappe mere af i vores forhold?

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Det lyder til, at de negative tanker fylder en del hos dig. Det kan være rigtig svært at gå rundt og være usikker og hele tiden finde de negative ting. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Når den indre kritiker fylder er det naturligt at blive usikker 

Det er rigtig hård, når man er usikker på sig selv og oplever, at den indre kritiker fylder rigtig meget. 

Vores hjerner er nogle værre vanedyr og derfor er det også sådan, at den hele tiden kommer til at lede efter de ting, som den er vant til og kender. Så hvis den er vant til hele tiden at finde alle de negative ting ved en, så falder den hurtig ind i et mønster, hvor de negative ting får al opmærksomheden og de positive ting får alt for lidt. Og så er det en helt naturlig reaktion, at man kommer til at lytte til alle de negative ting. Det kan komme til at påvirke den måde, som man ser sig selv på og gå ud over ens selvværd. Du kan tage et kig på vores artikel dæmp din indre kritiker – accepter dig selv. I den kan du nemlig læse om, hvad man kan gøre, når de negative tanker fylder alt for meget. 

Når ens indre kritiker fylder rigtig meget, og hele tiden dunker en i hovedet med de negative ting, er det helt naturligt, at man kan blive usikker og have brug for bekræftelse fra ens kæreste. Det er rigtig hårdt at gå og have det sådan. Derfor er det også rigtig godt, at du selv er opmærksom på det og gerne vil gøre noget ved det – sådan!  Og heldigvis er det sådan med vores hjerner, at de godt kan trænes ind i et andet mønster. Det er ikke noget der sker fra dag til dag, men det handler om at tage det skridt for skridt og langsomt træne hjernen i at se alle de positive sider, som jeg er helt sikker på, at du har masser af. 

Øv dig i sige 3 gode ting til dig selv 

En måde hvor man kan øve hjernen i at se de positive ting, er ved at finde 2 positive ting ved dig selv hver dag. Måske den ene ting kan være om dig selv som person, og den anden kan være om dig som kæreste. Det kan også være en rigtig god ide at skrive det ned på et papir, for så kan du altid tage det frem og kigge på det igen, hvis du kan mærke usikkerheden. Så kan det nemlig være rart lige at kigge på papiret og blive mindet om, at man har en masse gode sider. 

Nogle mennesker synes, at det er rigtig rart at starte dagen med at sige positive ting til sig selv, og andre vil hellere gøre det om aftenen inden de går i seng. Du kan prøve dig lidt frem og se hvad der virker for dig. Det vigtigste er bare, at du får sagt tingene til dig selv, så din hjerne bliver trænet i at huske på alle de positive ting ved dig. Det er også helt normalt, at det kan føles lidt underligt at gøre i starten, for det er helt nyt for hjernen. Men de fleste oplever, at det bliver nemmere og nemmere og rigtig mange synes, at det er rart lige at få mindet sig selv om ens positive sider. 

Snak med din kæreste om din usikkerhed

Det lyder til, at du har snakket lidt med din kæreste om dine tanker og det er rigtig godt. Men jeg tænker, at det også er en god ide, at du får fortalt ham, hvordan du helt 100% går og har det. For så kan det også være nemmere for ham at forstå, hvorfor du har brug for bekræftelse. Når han ved, hvordan du har det, kan det også være nemmere for jer begge at være i. For så skal du ikke gå rundt med en knude i maven og være usikker. Og din kæreste ved, hvordan du har det og hvad du har brug for. De fleste holder rigtig meget af deres kærester. Derfor vil de også rigtig gerne have, at deres kæreste har det godt. Derfor tænker jeg også, at han vil blive rigtig glad for at du fortæller ham om dine tanker og usikkerhed. 

Snak med din kæreste om hvad han godt kan lide ved dig 

Din kæreste har været sammen med dig i lang tid, og han fortæller dig hver dag, at han elsker dig. Når jeg læser det, synes jeg, at det lyder til, at han rigtig gerne vil dig og holder utrolig meget af dig. 

Derfor tænker jeg, at du måske kunne tage en snak med ham om, hvad det er, som han godt kan lide ved dig. For han har været sammen med dig i 4 år, så han ser sikkert en hel masse positive og dejlige ting ved dig, som du måske selv har lidt svært ved at få øje på. Det er nemlig sådan med os mennesker, at vi er mere mere hårde og kritiske overfor os selv, end vi er overfor andre mennesker. Derfor er det helt almindeligt, at komme til at overse alle de gode ting ved én selv, som alle andre mennesker ellers ser.  

Jeg tænker, at det måske kunne være rigtig rart for dig at høre, at han måske ser dig helt anderledes, end du ser dig selv. Når I har fået snakket om det, kan det være en god ide, at få tingene skrevet ned på et papir eller på din telefon. Så har du listen og så kan du tage den frem når du bliver usikker. Nogle oplever nemlig, at det kan give lidt ro, fordi man kan tage listen frem inden usikkerheden når at vokse sig al for stor. På den måde, kan du også blive mindet om alle de gode sider, som din kæreste sætter pris på. Og bruge listen til at finde bekræftelse i dig selv. Hvad tænker du om det? 

Snak med dine veninder 

Det kan være rigtig tungt at gå rundt med alle sine tanker og bekymringer alene. Usikkerhed er en følelse, som langt de fleste mennesker oplever på et tidspunkt i deres liv. Derfor tænker jeg også, at det kan være en god ide, at du snakker med dine veninder om det. For det kan være, at der er nogen af dem der har prøvet, at have det sådan. Og så kan det være, at I kan få en god snak om, hvad du kan gøre og måske om hvad de gør, når de bliver usikre. Mange synes nemlig, at det kan være rigtig rart at snakke med nogen, som også har prøvet at have det på samme måde.

Snak med Headspace 

Du kan også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en helt masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. Det er helt gratis at komme i Headspace og hvis du synes, at det er rarere kan du også sagtens være anonym. De frivillige er vant til at snakke med unge om svære ting og derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde som er rar for dig. Så I kan få snakket om lige præcis de ting, som fylder hos dig. 

Det kan være rigtig svært når de negative tanker bare fylder alt for meget og derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar som har hjulpet dig. Og husk på, at du er god nok lige præcis som du er!

De bedste hilsner fra en Mindhelper