Hej Mindhelper
Her for tiden er det lidt svært. Mine ”venner” snakker kodesprog når vi er ”sammen”. Hvorfor må man kun skrive 1100 anslag? ANYWAY! Tilbage til mit lorte liv.
(17 år)
Kære dig,
Det lyder ikke rart, at dine venner snakker et sprog, du ikke rigtig forstår. Jeg kan godt forstå, hvis du får en følelse af at være udenfor.
Tal med dine venner
Venner skal helst være nogen, man har det rart med. Lige nu lyder det ikke som om, at du synes det er særligt rart, når dine venner taler kodesprog, når I er sammen.
Jeg tænker derfor, at det kunne være en god ide, hvis du får talt med dem om, hvordan du har det. Og får sagt til dem, at det ikke er rart når de taler på en måde, du ikke forstår.
Forhåbentlig kan I sammen finde en løsning, så du ikke skal gå og have ondt i maven over det. Gode venner vil oftest gerne deres venner det bedste.
Hvis du synes det er svært, hvordan du skal starte samtalen, kan du prøve at læse vores artikel: Guide: Sådan snakker du med din ven om svære ting.
Hvad er en god ven?
Du kan også overveje, hvad en god ven er for dig? Det kan være en man føler sig tryg ved, kan være ærlig over for eller har det sjovt med.
Når vi ved, hvordan vi gerne vil have vores venskaber skal være, så er det også lettere at finde nogen, der passer til os.
Hvis du taler med dine venner, og de ikke vil ændre hvordan de taler når i er sammen, så kan du overveje, om de er nogle gode venner for dig?
Hvis du finder ud af, at du egentlig hellere vil være venner med nogen, som ikke taler kodesprog, når I er sammen, så er det helt okay.
Der er heldigvis mange måder at finde nye venner på. Du kan prøve at læse vores artikel: Sådan lærer du nye mennesker at kende. Her kommer vi med vores bedste råd til, hvordan man kan finde nye venner.
Headspace skaber et trygt rum
Hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale Headspace. Hos Headspace kan man få rådgivning, og man kan være helt anonym. De er utroligt søde, og de hjælper unge hver eneste dag.
Headspace har afdelinger i de fleste store byer i Danmark, og de tilbyder både fysisk og online rådgivning.
Du må altid skrive igen
Du skriver ikke så meget om, præcis hvad du har brug for råd til. Jeg har derfor prøvet at svare, så godt jeg kan. Hvis du har brug for svar på noget andet, så er du altid velkommen til at skrive igen.
Det kan være svært, når ens venner taler på en måde, man ikke forstår. Det kan give én en dårlig følelse i maven. Og så er det vigtigt, at man får talt med dem om det. Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig på vej, og jeg sender dig en masse positiv energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper