Hej Mindhelper

Jeg er blevet ødelagt af næsten alle, jeg har haft kært. Lige nu er mit liv helvede, og jeg tænker hver dag, at jeg har lyst til at dø. Min familie har ødelagt mig, og det samme har mine venner. Jeg har udviklet flere traumer og mentale sygdomme, fordi de har ødelagt mig så meget. Jeg håber hver dag, at denne tid snart er overstået, men det er ikke muligt i de næste mange år. Jeg er blevet smidt ud af begge mine forældre tidligere, og de fortryder begge meget, da det var 100% deres fejl. Jeg har ikke længere nogen at snakke med, og mit liv er blevet fuldkommen destrueret de sidste tre år. Der er så mange ting, jeg ikke har nævnt her, fordi mit hoved bare slår fra af at tænke på det. Jeg græder uden at tænke på noget, og jeg sidder hele dagen og kigger ud i luften. Jeg kan ikke få arbejde mere, og jeg kan ikke noget. Jeg kan heller ikke dø, fordi jeg har mine små brødre, som jeg ikke kan svigte.

Jeg har altid været noget af det gladeste og mest hjælpsomme menneske med store drømme. Men mennesker har udnyttet hver en del af det

(18 år)


Kære du

Det lyder til at det er helt vildt hårdt at være dig lige nu. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har valgt at skrive herind og dele dine tanker med os. For det at række ud til andre, er første skridt på vejen mod at få det bedre. 

Det giver mening

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg at det lyder som om, at du har alt for mange svære tanker og følelser at kæmpe med. Det er nemlig rigtig hårdt og drænende at gå rundt og føle, at ens liv er et helvede og at alle omkring en har ødelagt dig.

Derfor giver det også rigtig god mening, hvis du synes at dit liv er fuldstændig ødelagt og at du endda går med tanker om, at have lyst til at dø.

For når man får tanker ikke at være her mere eller om ens tid snart er overstået, så er det ofte et udtryk for, at man har det mega svært. Og når man har det så svært, kan det måske godt være svært at se, hvordan det nogensinde skal blive bedre. 

Og så kan det godt virke som om, at den eneste måde det hele kan blive bedre, er hvis man ikke var her mere. Men det er det heldigvis ikke. For man kan godt få det godt igen. 

Selvom det er hårdt lige nu, kan det hele godt blive bedre

Heldigvis er der rigtig mange, som har stået i samme situation som dig, som har fået det godt igen. Nogle gange kræver det bare en hjælpende hånd fra de rigtige mennesker.

For når vi går med svære tanker og følelser alene, kan det være rigtig hårdt og drænende i længden. Derfor er det også rigtig ærgerligt, at du ikke kan snakke med dine forældre eller venner om det. Heldigvis er der rigtig mange du kan tage kontakt til, for at få en god snak og en hjælpende hånd.  

Derfor er det også super godt at du har rakt ud til os og fortalt hvordan du har det. Det er bare rigtig vigtigt, at du bliver ved med at række ud og eventuelt kontakte nogle af dem, som kan hjælpe dig. Jeg har tænkt mig at fortælle dig om to af dem lidt længere nede i mit svar.

Noget andet som også nogle gange kan give noget håb, er at læse andres historie. Hvis du har lyst, så kan du prøve at læse interviewet: Jeg havde ikke lyst til at leve. Her fortæller Clara om, hvordan alt pludselig virkede uoverskueligt, og at glæden ved livet var forsvundet. Og at der var intet der hjalp, før hun snakkede med nogen om det.

De vil altid lytte hos Livslinien

Nogle af dem, som kan være rigtig gode at snakke med, hvis tankerne om ikke at være her mere bliver ved, er Livslinien. Hos Livslinien sidder der en masse søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med unge, der har tanker om ikke at være her mere. 

Du kan enten kontakte dem på chat eller ved at ringe til dem. De vil altid lytte hos Livslinien, så ring endelig en gang for meget, end for lidt.

Tag et smut forbi lægen

Når jeg læser dit brev, tænker jeg også at det kunne være en rigtig fin ide, hvis du tog en smut forbi din læge. Læger er nemlig også gode til at hjælpe, når det gør ondt indeni.

Din læge kan også hjælpe med at finde ud af, hvilken hjælp du kan få, til de svære tanker og følelser, som du går rundt med.

Hvis du ikke ved hvad du skal sige til din læge eller hvordan du kontakter dem, så kan du læse meget mere om det i vores artikel: Alt du skal vide om at gå til lægen, når du har det svært.

Jeg håber at der er noget i mit svar, som giver dig håb og kan hjælpe dig med at række ud efter en hjælpende hånd. Fordi du fortjener at få det bedre og blive den glade og hjælpsomme person du var igen. Jeg sender et virtuelt kram og de varmeste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper