Hej Mindhelper
Hej mindhelper. Jeg håber at i kan give mig nogle råd. Og tak på forhånd 🙂
Jeg er en 14 årig pige. (Meget glad)
Her indenfor den sidste uge er jeg begyndt at føle mig meget nedtrykt og ked af det. Jeg føler mig rigtig ensom, især i skolen. Jeg føler at jeg ingen venner har, også selvom at jeg har rigtig mange gode venner og veninder. Men her efter hvor sommerferien er slut, føler jeg at jeg har mistet en af mine bedste veninder til en anden. (Som jeg ikke er veninder med mere) Vi plejer at kunne snakke sammen om alt. Men det er som om at der ikke er noget som hedder bedsteveninder mere. Og det er jeg virkelig ked af det, og trist over. Jeg føler også at jeg ikke orker skolen, da jeg aldrig har været glad for at gå i skole. (Jeg har så også lige 2 år tilbage) Jeg går i 8 nu) Men jeg vil bare så gerne have mine sidste to år afsluttet. Men det føles som en evighed.
Jeg føler mig forkert. Jeg hader min stemme. Jeg føler mig tyk, jeg har bare alle mulige ked af det tanker og følelser som er igang inden i mig. Og det er ikke alt jeg kan beskrive…Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal blive glad igen..Og jeg føler at det er helt umuligt lige nu.
Kh fra den 14 årig pige
(14 år)
Hej 14 årig
Det er rigtigt hårdt, når man ramler ind i en periode, hvor tristhed og ensomhed fylder meget. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting.
Svære perioder er normale
Det lyder ikke som nogen særligt rar periode, du er ramlet ind i lige for tiden. For det er altid hårdt, når det er de tunge og svære følelser, der fylder mest. Og når man er i sådan en periode, kan det let komme til at føles som om, man aldrig nogensinde bliver glad igen. Men det kan man heldigvis godt, selvom det kan føles helt umuligt at forestille sig.
Perioder i livet hvor altid føles svært og umuligt er helt normale. Dem oplever vi alle sammen ind imellem. For ligesom der er perioder i ens liv, hvor man er glad og det hele kører på skinner. Så vil der også altid være perioder, hvor alting er op ad bakke, og hvor man føler sig mere trist og nedtrykt. Det betyder heldigvis også, at selvom det hele er svært lige nu, så skal der nok komme en periode igen, hvor det hele bliver lettere.
Derfor handler det også om at lære, hvordan man kan komme igennem de svære perioder så godt som muligt. Og så skal man række ud til folk omkring en, så man ikke skal tumle med de svære ting alene. Det er vi mennesker nemlig ikke bygget til.
Snak med dine venner
Det lyder som om, du synes, det er lidt svært at finde din plads i det sociale i skolen efter sommerferien. Fordi du føler, at dine venskaber er blevet rystet lidt. Er det rigtigt forstået? Det kan jeg sagtens forstå gør dig ked af det, for det er aldrig særligt rart, når ens venskaber ændrer sig. Så kan man nemlig godt blive bange for at miste dem. Men jeg tænker, det er ret normalt, at ens venskaber svinger. Nogle perioder ses man en hel del og snakker rigtigt meget om alt muligt. Og så er der andre perioder, hvor man måske ikke snakker så meget og ses mere med nogle andre.
Samtidigt så tænker jeg også, at det er helt normalt, at man lige skal finde sin plads i klassen igen efter ferien. For især når man er teenager, så kan der godt ske rigtigt meget med ens klassekammerater henover sommerferien. Og så skal man lige finde hinanden rigtigt igen, og det kan nogle gange godt tage lidt tid.
Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har prøvet at snakke med dine veninder om, at du føler, jeres venskab har ændret sig? Hvis ikke du har det, så kan det nemlig være en rigtigt god idé at gøre det. For når der er noget i ens venskab, som man er ked af, eller som man godt kunne tænke sig var anderledes. Så er det vigtigt, man får snakket sammen om det. For ens venner kan nemlig ikke vide, hvordan man har det, hvis ikke man fortæller dem det.
Udfordr de kritiske tanker
Det er ikke nogen særligt rare tanker, du har om dig selv for tiden. For det er nogle kritiske tanker, og det kan gøre super ondt, når der er en masse af sådan nogle tanker, der fylder. Når man er i en periode, hvor man føler sig trist og nedtrykt. Så er det helt normalt, at ens tanker også bliver mere triste og kritiske, for vores tanker bliver nemlig farvet af det humør, som vi er i.
Samtidigt så er det helt normalt at være usikker på sig selv og sin krop. Især når man er ung. For når man bliver teenager, så begynder man at blive mere opmærksom på, hvordan man selv er i forhold til andre. Og så kan der nemt poppe en masse usikkerheder op, som er rigtigt trælse at gå rundt med. Heldigvis så er der nogle ting, man godt kan prøve af for at udfordre de kritiske tanker, så de ikke kommer til at fylde det hele. Det kan du læse mere om, hvordan man gør i vores artikel om at udfordre negative tanker om sig selv.
Snak med en voksen
Som jeg startede med at skrive, så er det vigtigt at række ud og få snakket med nogen, når man tumler med nogle svære tanker og følelser. For svære tanker og følelser har det nemlig med at bygge sig op og komme til at fylde endnu mere, hvis man går med dem alene. Samtidigt så er det også meget nemmere at klare sig igennem de svære perioder, hvis man har nogen til at hjælpe og støtte.
Derfor tænker jeg på, om der er en voksen i nærheden af dig, som du kan snakke med om, hvordan du har det? Det kunne for eksempel være dine forældre. De fleste forældre vil nemlig gerne vide det, hvis man har det svært, så de kan hjælpe. Men hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, så kan det også være en lærer på din skole, en god venindes mor eller en helt tredje voksen. Det vigtigste er bare, at det er en, som du tror, ville være god til at lytte til dig.
De vil altid lytte hos Headspace
Du kan også altid tage fat i Headspace og snakke med en frivillig rådgiver der om, hvordan du har det for tiden. Hos Headspace er man nemlig altid velkommen, hvis man er ung og har brug for nogen at snakke med. De frivillige rådgivere hos Headspace er vant til at snakke med unge, der tumler med nogle svære tanker og følelser. Og så kan du være helt anonym, hvis du helst vil det.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg fingre for, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det for tiden. Sådan så du ikke skal gå og tumle med de svære og følelser alene.
De bedste hilsner fra en Mindhelper