Hej Mindhelper

Min tanker er triste og jeg kan ikke lade vær med at være ked af det stort set hele tiden, men jeg har ikke en grund og jeg kan ikke styrre hvornår tårerne bare flyder ud

(Pige, 18 år)


Hej Pige på 18 år

Det er super hårdt, når man ramler ind i en periode, hvor ens tanker og ens humør er tungt og trist. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting.

Det er normalt i perioder

Det lyder super svært, at både dine tanker og dit humør er rigtigt trist for tiden. For det er rigtigt hårdt at gå rundt at være ked af det i lang tid. Men det er også helt normalt, at der er perioder, hvor man er ked af det, og hvor det er svært at holde humøret højt. Og det er ikke altid, der lige er nogen specielt grund til, at man ked af det. Nogle gange er det måske en kombination af en masse ting, der gør, at man er ked af det. Og andre gange er det måske nogle ting, der kommer indefra, der gør, at man nemt bliver ked af det – som for eksempel at man kæmper med en masse svære og triste tanker. Tanker har det nemlig med at farve ens humør. Så når man går med en masse triste tanker, så gør det også ens humør tristere.

Derfor tænker jeg egentligt også, det giver god mening, at du føler dig ked af det meget af tiden lige nu. Og det giver også god mening, at du ikke rigtigt kan styre, hvornår du bliver ked af det. Tanker og følelser er nemlig ikke noget, som man kan kontrollere selv. De kommer og går, som det passer dem uden, at man selv kan gøre ret meget ved det. Men selvom man ikke selv kan styre sine tanker og følelser, så er der heldigvis stadig nogle ting, man kan gøre for at passe lidt på sig selv, når man er trist. Det kan du læse mere om i den artikel, jeg har linket til om, hvad man kan gøre, hvis man er rigtigt trist.

Hvis det ikke bliver bedre

Selvom det er helt normalt at være mere ked af det, end man plejer at være i en periode, så er det en god idé at være opmærksom, hvis det ikke bliver bedre igen. Der er nemlig nogle, der oplever at blive så kede af det, at det bliver til en depression. De har det også ofte sådan, at de slet ikke har energi til noget som helst. Og de græder også tit meget mere, end de plejer at gøre. Hvis der er noget af det, du kan genkende, så kan du kigge i vores artikel med de typiske tegn på depression.

Det er helt normalt at kunne genkende nogle af tegnene. Men hvis du kan genkende mange af dem, og det har stået på rigtigt længe, så er det en god idé at snakke med nogen om det. For så er det i hvert fald uanset hvad et tegn på, at det er rigtigt svært at være dig for tiden. Og sådan skal du ikke gå rundt og have det alene. Selvom man har det rigtigt svært, så kan man nemlig heldigvis godt få det godt igen, men nogle gange kræver det lidt hjælp fra de mennesker, man har omkring sig.

Snak med nogen

Jeg har faktisk allerede taget lidt hul på mit bedste råd til dig – det er nemlig, at du skal snakke med nogen om, hvordan du har det. Man skal nemlig ikke gå alene med det, hvis man er rigtigt ked af det. Så kan det nemlig bygge sig op inde i en og komme til at fylde endnu mere. Derfor kommer jeg til at tænke på, om der mon er nogen tæt på dig, som du kan snakke med? Det kunne for eksempel være dine forældre. De fleste forældre vil nemlig rigtigt gerne hjælpe, hvis deres børn har det svært, fordi de holder af dem og bare vil dem det bedste.

Hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, kan du så snakke med en anden voksen? Det kunne for eksempel være en anden fra din familie eller måske en lærer eller en studievejleder på din skole. Hvis det er for svært for dig at skulle fortælle, hvor ked af det du er ansigt til ansigt, så kan du skrive det i et brev til den, du gerne vil snakke med og aflevere det til dem. Så kan de læse brevet og snakke med dig om det bagefter. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere, fordi du så ikke skal sige så meget.

De vil også altid hjælpe hos Headspace

Du kan også altid tage fat i Headspace, hvis du har brug for nogen at snakke med. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med de frivillige rådgivere om alt, hvad der fylder hos dig. Der er nemlig intet, der er for stort eller for småt at snakke om hos Headspace. De frivillige rådgivere har snakket med rigtigt mange unge, der har været kede af det og triste, så de skal nok gøre alt, hvad de kan for at hjælpe. Du kan også være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Snak med din læge

Hvis du bliver ved med at føle dig trist, eller hvis tristheden bliver værre og værre, så er det en god idé at tage fat i din læge. Man må nemlig altid gå til sin læge, hvis der er noget, der er svært, uanset om det er fysisk og psykisk. Din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor du mon går rundt med alle de her triste tanker og følelser. Og så kan din læge også hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til at få det bedre, hvis din læge tænker, at du har brug for det. Det kunne for eksempel være ved at henvise dig til en psykolog.

Det er super hårdt, når man kæmper med en masse triste tanker og følelser. Men selvom man er rigtigt ked af det, så kan man heldigvis godt få det godt igen. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt.

De bedste hilsner fra en Mindhelper