Min farfar der blevet indlagt. Det gør mig ked af det. Og det påvirker min selvtillid, fordi jeg ikke rigtigt kan tænke på nogen gode ting.

Hej

jeg har det problem som er at min farfar er blevet indlagt.og det gør mig virkelig ked af det. Tænker ikke på andet end ham. Min selvtillid bliver også lavere fordi jeg ikke kan tænke på nogen gode ting.

(Pige, 14 år)


Kære du

Jeg er virkeligt ked af at høre, at din farfar er blevet indlagt. Jeg kan godt forstå, det gør dig virkeligt ked af det, så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er helt normalt

Det er helt naturligt, at du er super ked af, at din farfar er blevet indlagt. For jeg går ud fra, at du holder af ham. Og når nogen som man er rigtigt glad for, bliver syg, så påvirker det en. Og det kan for eksempel påvirke en på den måde, at man bliver rigtigt ked af det. Der kan være mange forskellige grunde til, at man bliver ked af det. Det kan for eksempel være fordi, man savner personen, mens han eller hun er på hospitalet. Eller det kan være fordi, man bliver bange for, om personen skal dø af sin sygdom. Jeg ved ikke, om der er noget af det, som du kan genkende? Men uanset hvad skal du i hvert fald vide, at det er fuldstændigt normalt at reagere med at blive rigtigt ked af det, når nogen man holder af, bliver indlagt.

Nogle gode råd 

Du skriver, at det også påvirker din selvtillid, fordi du har svært ved at tænke på nogle gode ting lige nu. Det er også helt normalt, at det kan fylde sindssygt meget i ens tanker, når nogen man holder af, er syg. Og så kan det godt gå lidt udover ens selvtillid, hvis ens hoved er fyldt med en hel masse triste tanker. Jeg vil prøve at komme med et par råd, der måske kan hjælpe dig lidt.

Det første råd er at prøve at flytte dit fokus lidt fra, at din farfar er indlagt. Jeg ved godt, at det er en sindssygt svær opgave, men det kan faktisk godt lade sig gøre. Vores hjerne er nemlig ikke så god til at fokusere på to ting på en gang. Og det kan man udnytte til at flytte sine tanker hen på noget andet, når de kører i ring. Det kan man gøre ved at give sig til at lave noget, som gør en glad. Det kan for eksempel være at være sammen med dine veninder, læse i en bog eller danse tosset rundt på dit værelse til noget musik. Det er ikke så vigtigt præcis, hvad det er. Så længe det kan gøre dig i godt humør i et par minutter og flytte fokus lidt væk fra din farfar.

Det andet råd er at skrive dagens gode oplevelse ned. Jeg forstår godt, hvis du synes, det lyder lidt svært lige nu. Men det behøver ikke være en særligt stor ting. Det kan for eksempel være, at der var fem minutter i løbet af dagen, hvor du ikke tænkte på din farfar. Så er det det, du skriver ned den dag. Når der sker nogle dårlige ting i ens liv, er det nemlig helt normalt, at det kan være svært at få øje på de gode ting også. Men med den her lille øvelse øver man sig i at få øje på dem. Og selvom det ikke er en mirakelkur, så kan det alligevel hjælpe med at gøre en lidt gladere, end man var før.

Snak med nogen

Jeg kommer også til at tænke på, om der mon er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med om, at din farfar er indlagt? Det er nemlig så vigtigt, at man ikke går og holder det for sig selv, når man er ked af det. Så kan de triste tanker nemlig begynde at bygge sig op og komme til at fylde mere og mere. Men hvis man får delt dem med nogen, får man tankerne lidt ud af hovedet, og så fylder de ofte lidt mindre bagefter. Når man fortæller andre, at man går rundt og føler sig ked af det, får man også mulighed for at få støtte fra dem. Og det kan også være rigtigt rart og trygt at have nogen at støtte sig op af, når man føler sig ked af det.

Hvem du snakker med er egentligt ikke så vigtigt. Så længe det er nogen, du er tryg ved at snakke med. Du kunne for eksempel snakke med dine forældre. De er nok også påvirkede af, at din farfar er indlagt. Så jeg er næsten sikker på, at de godt kan forstå, hvorfor du er ked af det. Og også rigtigt gerne vil hjælpe dig og støtte dig, når du er ked af det .

Tag fat i Headspace

Hvis du ikke lige kan komme i tanke om nogen, du er tryg ved at snakke med, kan du tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig nogle super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med dem om alle de tanker, der fylder for dig. Lige meget om det er små eller store tanker. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med unge, der er kede af det af mange forskellige grunde. Og så kan du være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så krydser jeg alle mine fingre for, at din farfar forhåbentligt snart bliver frisk nok til at blive udskrevet fra hospitalet igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper