Hej Mindhelper
Depression??
Jeg har gennem en del år haft nogle svingende følelser. Jeg ved ikke om det er depression eller om det er fordi jeg er sensitiv eller hvad det lige er. Nogle gange føler jeg at mit liv er godt, men for det meste føler jeg at mit liv er nyttesløs.
Nu har jeg heler aldrig været den dygtige elev, da jeg er ordblind, har svært ved at lære nye ting, da det tager længere tid for mig, og så fandt jeg for 2 år siden ud af at jeg har social angst, hvilket også har haft indflydelse på min ”glæde ved livet”, da jeg tit har følt at jeg ikke var god nok. lægen sage at jeg nok ville komme til at leve med angsten.Jeg fik snakket med lægen en gang om ugen ca, og blev hendvist til en spykolog, men droppede det fordi jeg syndes mine tanker blev værre når jeg talte om mine udfordringer.Når lægen spurte til min angst løj jeg og sagde det gik fint, fordi jeg ikke orkede at blive ved med at snakke om det. I 10 klasse tog jeg på efterskole, hvilket har hjulpet mig rigtig meget mht min sociale angst, da der var et stort fællesskab, hvor der var plads til at se ud som man ville/være som man ville. Selvom jeg havde det godt, så fik jeg stadig en tom følelse inden i, hvor jeg også kom til at cutte, ikke dybt, fordi jeg ved det giver ar, men et diskret cut, så jeg kan føle et eller andet end elendighed. Det skal også lige siges at jeg fra 7-9 klasse cuttede i migselv. Jeg har stadig god kontakt med mine efterskole venner i dag. Jeg gik derefter på hf,og min slut eksamen gik slet ikke godt. Har også haft vildt svært ved at finde ud af, hvad meningen med mit liv er. Syndes jeg har svært ved alt, hvilket er vildt demotiverende. Jeg studere til pædagog, da jeg brænder for at hjælpe andre/vise omsorg og støtte. Men jeg er begyndt at tvivle på om jeg overhoved egner mig til det. Det har været hårdt at læse i Corona tiden, og derfor føler jeg mig bagud. For tiden har jeg bare følt ligegyldighed og været sur på mig selv, da jeg lærer langsomt.Jeg har også lagt mærke til at jeg hurtigt bliver påvirket af andres følelser fx hvis nogen er trist ,så bliver jeg trist. Eller hvis jeg høre musik så kan jeg blive trist specielt hvis det er noget jeg syndes er smukt,det samme gælder film.Jeg kan heler ikke have hvis andre ikke har det godt, det gør mig trist,fordi jeg lever mig meget ind i andres sted, hvilket kan gøre at jeg føler mig tom inden i flere dage efter.
(Pige, 20 år)
Hej Pige på 20 år
Det lyder til, at det er rigtigt svært at være dig og der er mange ting, som fylder for dig i øjeblikket. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine bekymringer med os.
Det giver god mening
Når jeg læser, det du skriver om coronatiden og om at føle sig bagud, så tænker jeg bare, at det giver så god mening. For coronatiden har gjort det virkeligt svært at holde fast i sine normale rutiner. Og hvis du så i forvejen har lidt svært ved at læse, pga. ordblindhed, så giver det god mening, at det hele bare bliver lidt uoverskueligt for dig, da coronatiden så kom. Derfor tænker jeg heller ikke, at det kun er fordi, at du har svært ved at lære, at du er kommet lidt bagud lige nu. Det er fordi coronatiden giver rigtigt dårlige vilkår til at klare sig godt. Men coronatiden slutter igen og så kan man få hjælp til at komme tilbage på sporet, hvis man er kommet bagud. Det skriver jeg mere om længere nede i brevet.
Du skriver, at du er i tvivl om, om du overhovedet egner dig til at være pædagog. Men samtidigt så skriver du, at du brænder for at hjælpe andre og vise omsorg. Det tænker jeg er den allerbedste egenskab, en pædagog kan have. Og det er meget vigtigere end at man klarer sig godt til eksamen eksempelvis.
Depression
Det kan være svært for mig præcist at kunne svare på, om det er depression, du oplever. For der skal man nemlig have hjælp fra en professionel, eksempelvis en læge, som sidder sammen med en og kan undersøge grundigt, hvad det er man oplever. Men det lyder til, at det er rigtigt svært lige nu og du også tidligere har oplevet, at der har været periode, som har været rigtigt hårde. Du kan prøve at læse vores artikel om typiske tegn på depression. Det er helt normalt at have nogle tegnene, men hvis man oplever, at have mange af tegnene og det bare er rigtigt svært i øjeblikket, så kan det være en rigtig god idé, at tage et smut til lægen og få det tjekket. Det skriver jeg lidt mere om længere nede i brevet.
Hvis man oplever, at man bliver rigtigt ked af det over at høre noget bestemt musik eller se bestemte film, så kan det være en rigtig god idé, at tage en pause fra den slags musik og film. Og i stedet prøve at finde noget musik, som løfter ens humør i stedet for.
Snak med nogen tæt på dig
Det bedste råd jeg kan give dig er at få snakket med nogen om, hvad du oplever i øjeblikket. For det lyder til at være rigtigt hårdt for dig at gå med alene og så kan det være rigtigt rart, at få en hjælpende hånd. Hvis man har en rigtig svær periode, så er det en god idé at række ud til nogen, man er tryg ved. Det kunne eksempelvis være forældre, en tæt veninde eller en lærer , man er glad for. Måske er der en du tænker på lige nu? Så kan du prøve at snakke med dem om, hvad der sker. Det kan nemlig være en rigtig rar måde, at få lidt pusterum fra de svære tanker og følelser. Og måske får nogle andres syn og idéer til, hvad man kan gøre.
Tag en tur til lægen
Hvis man tror, man måske har en depression, så er det rigtigt vigtigt, at man tager en tur til lægen. For så kan lægen nemlig hjælpe en med at finde ud af, om det er depression man oplever, eller måske noget andet. Så sidder man sammen med lægen og snakker om, hvad man oplever og hvad der er svært. Så kan lægen hjælpe med at finde ud af, hvad der kunne være en god hjælp til dig. Og eventuelt henvise dig til en psykolog igen, hvis det er depression. Sidste gang du gik hos en psykolog oplevede du, at dine tanker blev værre. Men det er helt normalt at opleve, at det kan være hårdt at gå hos psykolog. For det er måske nogle rigtigt svære ting, man arbejder på. Men så bliver det tit bedre og bedre, hvis man holder fast og bliver ved med at gå hos psykologen. Så selvom det var svært sidste gang, så kan det nogen gange være en rigtig god idé, at give det et ekstra forsøg. For det tager tid før man bliver bedre, hvis man har det rigtigt svært.
Tag fat i studenterrådgivningen
Jeg tænker på, om du kender til det der hedder Studenterrådgivningen? Studenterrådgivningen hjælper studerende med at få studielivet til at fungere, når det bliver svært. De er super dygtige og kan eksempelvis hjælpe med, hvordan man får sit studie til at fungere, hvis man er faldet bagud. Man kan også snakke med dem om, hvordan man har det, hvis man har en rigtig svær periode. De er helt vant til at snakke med unge, som oplever depression eller andre ting, som gør det svært at få hverdagen til at fungere. Dem kan jeg varmt anbefale.
De bedste hilsner fra en Mindhelper