Hej Mindhelper

Jeg læste jeres artikel der omhandlede tegn på deppresion. Næsten hver eneste punkt kunne jeg relatere stærkt til, og har længe gået med tanken om, at jeg kunne have en deppresion, men har været meget usikker.

Jeg føler mig nu rimelig sikker på, at der er noget galt, så hvad kan jeg gøre for at hjælpe mig selv?

(18 år)


Kære Du

Det kan være smadder hårdt at gå rundt og ikke have det godt. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det. For det første skridt på vejen mod at få det bedre er at række ud efter hjælp.

Når man har det svært

Du skriver, at du længe har gået med tanken, om du mon har en depression. Og at du kan genkende mange af tegnene på depression, som du har læst i artiklen her på Mindhelpers side. Det er helt normalt, at have perioder, hvor man føler sig nede eller trist. Derfor er det heller ikke ualmindeligt, at man nogle gange kan genkende nogle tegn på depression hos en selv. Men hvis det svære kommer til at fylde meget, eller tegnene bliver ved med at være der i længere tid, så er det vigtigt at reagerer på det.

Derfor er det også super godt, at du er opmærksom på, hvordan du har det. For det kan være ret hårdt i længden at gå rundt og føle, at der er et eller andet galt. Og når du skriver, at du kan relatere stærk til mange af tegnene på depression. Så tænker jeg, at det er et tegn på, at du går igennem nogle svære ting lige nu.

Tal om det

Det er ikke meningen, at man skal klare sig igennem svære ting alene. Derfor er mit bedste råd til dig, at fortælle nogen om, hvordan du har det. Når man går igennem svære perioder i livet, er det nemlig vigtigt at have nogle mennesker, som man kan støtte sig til. For så bliver det tunge som regel lidt lettere at bære.

Derfor tænker jeg også på, om du har en forældre, en god ven, en søskende eller en anden, som du kan tale med? For selvom de måske ikke kan få ens problemer til at forsvinde. Så kan det stadig være ret rart, at dele det man går igennem. Og de mennesker man har tættest på sig, vil for det meste rigtig gerne lytte og hjælpe, når man går rundt med en følelse af, at der er noget, som ikke er helt som det skal være.

Mange unge kan synes, at det er lidt svært, det der med at skulle snakke, om hvordan de har det. Hvis du har det lidt på samme måde, så kan du tage et kig på artiklen Guide til at tale med forældre om svære ting. Her står der lidt tips til, hvordan man lettere kan få sat ord på, hvordan man har det. Og selvom artiklen handler om forældre, så kan den også sagtens bruges, hvis der er en anden, som man hellere vil snakke med.

Ting du selv kan gøre

Du spørger også, hvad du kan gøre, for at hjælpe dig selv. Det giver god mening, at du gerne vil vide det. For hvis man har det skidt, er det helt naturligt, at man gerne vil finde ud af, hvad man kan gøre for at få det bedre. 

Som jeg allerede har skrevet, så er det først vigtigt, at snakke med folk omkring sig, når man har det svært. Men der er også nogle forskellige andre ting man kan prøve af, hvis man går og føler sig nede eller trist. Du kan læse artiklen Deprimeret? få 10 gode råd til, hvad du selv kan gøre. Jeg tænker, at der måske er nogle af rådene i den, som du kan bruge. For selvom det kan være hammer-tungt at føle sig nede, så er det muligt, at få det bedre igen. 

Tag til lægen

Hvis man går og tænker, at man måske har en depression, så kan det være en rigtig god ide, at tage et smut forbi sin læge. Lægen ved nemlig en masse om, hvordan mennesker virker, både udenpå og indeni. Derfor er lægen også god at tale med, når man går rundt med en følelse af, at der er noget galt. Og for at vurdere, om du har en depression eller ej, så er det vigtigt, at få nogle fagfolk ind over. Udover det, så kan lægen også hjælpe dig med at finde ud af, om der er noget hjælp, som du har brug for. Du kan læse lidt mere, om det at tage til lægen, når man har det svært, i denne her artikel.

Headspace

Hvis du godt kunne tænke dig, at tale med nogen ude fra, så kan du altid tage fat i Headspace. Headspace er et rigtig godt sted, hvor man kan komme og tale om det, der fylder. Intet er for stort eller småt. De frivillige som arbejder hos Headspace er vant til at tale med unge, og de er super flinke og dygtige. Så dem kan jeg varmt anbefale dig. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan også være anonym.

Se hvad der er af tilbud i din kommune

I de fleste kommuner er der forskellige tilbud til unge, hvor man kan få støtte og rådgivning. Hvis du vil se, hvad der er af muligheder i din kommune, så kan du prøve at vælge kommune på vores vejviser og se, hvad der er i nærheden af dig.

Prøv vores vejviser til tilbud nær dig

Det er vigtigt at reagere på det, hvis man går rundt med tegn på en depression. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar som er hjælpsomt for dig. Og så håber jeg, at du får talt med nogen om, hvordan du går og har det for tiden. Så du ikke skal gå med dine tanker alene.

De bedste hilsner fra en Mindhelper