Hej.

Jeg går rundt og er trist hele tiden, og nogle gange begynder jeg at græde uden grund. Jeg er super nervøs før jeg skal på arbejde, hvilket resulterer i at jeg stort set ikke kan sove om natten før jeg skal på arbejde. Jeg har ikke noget jeg glæder mig til i fremtiden. Når jeg tænker på fremtiden og ting jeg skal, tænker jeg blot på at få en uddannelse, blot for ikke at komme for langt bagud, og fordi det forventes af mig fra samfundet. Jeg har ikke nogen drømme om fremtiden andet end at få et mere ubekymret liv, og så at finde kærligheden. Jeg synes dog at alt ser lidt sort ud, og ved ikke hvad jeg skal gøre for at få det bedre, for jeg synes, kun det går værre. Håber der er nogen der kan give mig noget opmuntring og noget håb.

Kærlig hilsen en frustreret og bekymret pige.

(Pige, 20 år)


Kære den frustrerede og bekymrede pige

Det er sindssygt hårdt at gå på arbejde, når man ikke er tryg ved det. Så det giver god mening, at det er virkeligt svært for dig for tiden. Og jeg er så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting.

Det går ud over humøret

Det lyder ikke særligt rart, at du går rundt og er så nervøs inden, du kommer på arbejde. Jeg kommer til at tænke på, hvad det er, du er nervøs for ved dit arbejde? Og hvordan du har det, når du så er på arbejde? Hvis man ikke er glad for sit arbejde og ikke er tryg ved at være der, så kan det godt påvirke ens humør. For det meste bruger man nemlig en del tid på sit arbejde, så hvis man ikke er glad for at være der, fordi man er utryg, så kan det godt gøre en ked af det.

Det kan for eksempel være fordi man bruger helt vildt meget energi på at være der, og selv når man kommer hjem, kan man ikke rigtigt slappe af, fordi man allerede er blevet nervøs og utryg ved at skulle på arbejde dagen efter. Hvis man har haft det sådan længe, så kan det hele godt kommes til at føles rigtigt svært. Og det kan måske komme til at føles som om, alting ser lidt sort ud, fordi man ikke lige kan se en vej ud af det. Er det mon noget, som du kan genkende?

Kan du snakke med din chef?

Jeg kommer til at tænke på, om det mon er en mulighed at snakke med din chef om, at du er så nervøs for at skulle på arbejde? Hvis det for eksempel er dine arbejdsopgaver, der gør dig nervøs. Eller hvis du bliver nervøs, fordi du er usikker på, om du gør det godt nok, så kan det måske hjælpe dig at snakke med din chef. Så kan I finde ud af sammen, hvordan du kan blive mere tryg ved at lave dine arbejdsopgaver. Eller om du måske eventuelt kan få lov til at lave noget andet, som du er mere tryg ved. Jeg tænker, at det kan hjælpe en lidt på humøret, hvis du ikke skal gå rundt og være så nervøs for at komme på arbejde.

Kan du finde et andet arbejde?

Jeg kommer også til at tænke på, om det mon er muligt for dig at finde et andet arbejde, hvis det er noget ved dit arbejde, der gør, at du føler dig nervøs for at skulle af sted om morgnen? For hvis det for eksempel er fordi, du ikke har det særligt godt med dine kollegaer eller din chef, så kunne det måske hjælpe at skifte til et andet arbejde, hvor folk forhåbentligt er sødere og mere hjælpsomme. Nogle gange kan det nemlig virkeligt hjælpe på humøret at komme et sted hen, hvor man faktisk har det godt og føler sig tryg.

Hvis det bliver ved med at være svært

Som jeg skrev, så tænker jeg, det giver god mening, at du er ked af det, når du ikke er tryg ved dit arbejde. Men hvis du bliver ved med at gå rundt og være ked af det, så er det en god idé at være lidt opmærksom. Der er nemlig også nogen, der oplever at få en depression. De har det tit sådan, at de er kede af det mere eller mindre hele tiden. Og de føler også ofte, at fremtiden er helt sort og uden håb. Hvis du kan genkende noget af det, så kan du prøve at kigge på vores artikel om depression.

Man kan sagtens have nogle af tegnene, fordi man er i en rigtigt svær periode uden, det behøver at betyde, at man har en depression. Men hvis du kan genkende mange af tegnene, så er det vigtigt, at du snakker med nogen om det. For så er det i hvert fald et tegn på, at det er rigtigt svært for tiden. Og uanset om det er en depression eller ej, så kan man heldigvis godt få det godt igen. Nogle gange kræver det bare lidt hjælp fra folk omkring en for, at man kan finde ud af, hvordan man kan få det bedre.

Snak med nogen

Jeg tog faktisk hul på mit allervigtigste råd til dig i afsnittet ovenover; mit vigtigste råd er nemlig, at du skal snakke med nogen om det. Det kunne for eksempel være dine forældre, hvis du kan snakke med dem. Men det kan også være en anden voksen, som du er tæt med, og som plejer at være god til at lytte. Det er nemlig ikke så vigtigt, hvem du snakker med. Det er bare vigtigt, at du får snakket med nogen, når du går rundt og er så ked af det. For hvis man går alene med det, så kan man nogle gange godt komme til at føle, at der ikke er nogen løsning. Ens tanker bliver nemlig farvet af det, når man går rundt og er ked af det. Men det kan godt blive bedre, også selvom jeg godt ved, det ikke føles sådan hos dig lige nu. Og hvis man snakker med nogen, så får de mulighed for at fortælle, hvad de tænker om det, man fortæller. Og de kan tit se tingene lidt mere ude fra, så de kan måske se nogle ting, som man ikke lige selv havde set.

Tag fat i Headspace

Hvis det er nemmere for dig at snakke med nogen, som du ikke kender, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace er du nemlig altid velkommen, hvis du har brug for nogen at snakke med. Der er nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om hos Headspace. Og de frivillige rådgivere hos Headspace er super dygtige, og så er de vant til at snakke med unge, der har det svært. Du kan være helt anonym, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Snak med lægen

Hvis du bliver ved med at gå rundt og være ked af det og synes, at det hele ser sort ud, så synes jeg, at du skal snakke med din læge. For selvom det er helt normalt, at man er ked af det i en periode, så skal det helst gå over igen på at tidspunkt. Hvis man bliver ved og ved med at gå rundt og være ked af det, så kan det godt være, man skal have noget hjælp til at få det bedre. Og din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få den hjælp henne.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Sådan så du kan få noget hjælp til at få det bedre. For der er heldigvis hjælp at hente, hvis man går rundt og er rigtigt ked af det. Og der er rigtigt mange, der har haft det ligesom dig, der har fået det godt igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper