Hej.


Jeg har i længere tid grædt hver eneste dag og følt mig nedtrykt. Har ingen energi og kan egentlig ikke finde ud af hvorfor jeg er ked af det hele tiden

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

Det kan være rigtigt svært, når man går rundt og er nedtrykt og det lyder til, at det fylder en del hos dig, derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet ind til os – sejt! 

Det er normalt at være ked af det og nedtrykt fra tid til anden 

Humør og følelser er noget, som svinger meget gennem hele livet, og derfor er det også helt normalt at være ked af det en gang imellem. Der kan være rigtig mange forskellige grunde til, at man er ked af det. Og derfor kan det også være svært lige at sætte fingeren på, hvad det helt præcist er, der gør en ked af det. Og sommetider er der bare heller ikke lige en ting, som gør en ked af det. Men når man er meget ked af det og nedtrykt tager det bare rigtig meget af ens energi. Og derfor kan jeg også sagtens forstå, at du ikke har så meget energi lige nu, for du bruger en masse energi på at være ked af det.

Selvom følelsen af at være ked af det er helt normal er det også vigtigt, at det går over og at man får det bedre igen. For nogle sker det helt af sig selv, men sommetider kan følelsen af at være ked af det og nedtrykt vare så længe, at det bliver til at en depression. Og derfor kan man også have brug for hjælp til at få det bedre igen. Du kan læse mere om hvad man skal kigge efter, i artiklen 13 typiske tegn på depression, som du skal holde øje med.

Det er helt normalt, at opleve nogle af tegnene på depression, men hvis du kan genkende mange af tegnene, er det super vigtigt at tage det alvorligt og få noget hjælp. 

Snak med dine forældre og lægen om det

Når man er ked af det og nedtrykt fylder ens tanker ofte en del og det er bare rigtigt tungt at bære rundt på alene. Derfor er det også super vigtigt, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Så du kan få hjælp til at få det bedre igen, for du skal ikke skal gå rundt og have det sådan. 

Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakker med dine forældre om hvordan du har det. Så kan de nemlig også hjælpe dig med at få hjælp til at få det bedre igen. Forældre vil nemlig oftest rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Og derfor bliver de som regel også glade, når deres børn fortæller dem, hvordan de går og har det. Hvis du snakker med dem, kan det også være, at de kan hjælpe dig med at tage fat i lægen. For lægen kan nemlig hjælpe dig og sørge for at du får den rigtige hjælp, så du igen kan få det bedre. Læger er vant til at snakke med folk om de ting som er svære og er gode til at lytte. Derfor er det også en rigtig god ide, at snakke med lægen, når man ligesom dig har været nedtrykt i en længere periode. 

Tag fat i headspace 

Du kan også tage fat i headspace. Hos headspace sidder der en masse søde og rare frivillige klar til at snakke med dig, og du kan være anonym, hvis det er rarere for dig. De frivillige er vant til at snakke med unge. Og derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Så I kan få snakket om alle de ting som er svære for dig. Det er i hvert fald super vigtigt, at du får delt dine tanker med nogen, for det er alt for tungt at bære rundt på alle tanker alene. 

Det er super hårdt, når man går rundt og er nedtrykt, og derfor håber jeg også, at mit svar har hjulpet, og at du får snakket med nogen om hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper