Kære Mindhelper

Tusinde tak for alt den hjælp I giver unge mennesker hver dag og især mig.

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal formulerer mig, men jeg vil prøve så godt jeg kan. Jeg føler mig tom, død og fortabt indeni, ligesom der ikke er noget indeni mig ikke engang et hjerte eller mine lunger, jeg kan ikke mærke noget, som om jeg er ved at blive spist inden fra. Det værste er at jeg ”føler” mig tom, at jeg ikke rigtig kan føle noget som helst og jeg kan heller ikke føle at jeg er tom, men det er bare noget jeg ved. Nu har jeg haft det sådan i snart 7 måneder og for hver dag spader tomheden sig mere, og bliver bare mere og mere ked af det. Jeg begyndte at snakke med min far da det startede og han sagde jeg skulle tage mig sammen og ikke sige sådan noget til nogen, efter det har jeg ikke fortalt ham at det er blevet meget værre for er bange for den samme reaktion, og har også været bange for at fortælle det til andre, for hva nu hvis det er mig der er helt galt på den. Jeg ved ikke hvad der gjorde så jeg har fået det på den måde, det er bare kommet og det gør mig bange for at skulle leve med den ikke”følelse”resten af mit liv. Jeg synes ikke det er sjovt, for det resultere i at jeg har skubbet alle mine venner væk, fordi de ikke kan holde til at jeg altid er trist (men ikke kan føle at jeg er trist) eller mere tom.

Håber I kan hjælpe.

Hilsen den fortabte pigen.

(Pige, 15 år)


Kære Den fortabte pige

Tusind tak for de søde ord i starten af dit brev. Vi er så glade for, at du oplever, at vores sider har hjulpet dig. Samtidigt er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker, for det lyder som om, du er inde i en rigtigt svær periode for tiden. Og det er så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting. 

Det er ikke farligt

Det lyder som om, du er inde i en periode, hvor det er drønsvært at være dig for tiden. Det er nemlig super ubehageligt, når man føler sig helt tom indeni. Men selvom det er rigtigt ubehageligt, så er det heldigvis ikke farligt at have det sådan. Det er faktisk en følelse, der er rigtigt mange, som har det rigtigt svært, der beskriver. Nogle gange kan man få det sådan, hvis man har gået rundt og været ked af det rigtigt længe. Så kan ens hjerne god lukke lidt ned for følelserne for at passe på en, fordi det simpelthen gør for ondt at gå rundt og være rigtigt ked af det i lang tid ad gangen. Jeg ved ikke, om det giver mening for dig? 

Det kan blive godt igen

Det er helt normalt at opleve, at der er nogle perioder i ens liv, der bare er rigtigt svære. Men hvis man har haft det svært rigtigt længe, og det ikke rigtigt bliver bedre, så er det en god idé at være lidt opmærksom. For der er for eksempel nogle, der føler sig helt tomme indeni, fordi de har en depression. De har det også tit sådan, at de slet ikke føler den samme glæde mere, når de gør ting, som de ellers plejede godt at kunne lide. Hvis det lyder som noget, du kan genkende, så kan du kigge i den artikel, jeg har linket til om de 13 typiske tegn på depression

Det er normalt at opleve nogle af tegnene i en periode, men hvis der er rigtigt mange af tegnene, du kan genkende, så er det en god idé at fortælle det til nogen. For uanset om det så er en depression eller noget andet, så er det i hvert fald et tegn på, at det er hammer-svært at være dig for tiden. For du behøver ikke at gå rundt med den her følelse af tomhed resten af dit liv. Der er nemlig hjælp at få, hvis man kæmper rigtigt meget med at føle sig tom indeni. Og det er heldigvis sådan, at langt de fleste af dem, der har haft det lidt ligesom dig, har fået det godt igen med den rigtige hjælp.  

Du har ret til at fortælle det til nogle andre

Det gør mig ked af det på dine vegne, at din far reagerede ved at blive så hård mod dig, da du fortalte ham, hvordan du har det. For det må have krævet virkeligt meget mod for dig at fortælle ham om, hvordan du har det i første omgang. Og så gør det bare hammerondt at blive afvist på den måde. Men du gjorde det helt rigtige ved at prøve at fortælle ham om, hvordan du har det. For det her handler ikke om, at du bare skal tage dig sammen og få det godt igen. Det kan du nemlig ikke, for følelser er ikke noget, vi kan bestemme over. Så du kan ikke bare beslutte dig for at tage dig sammen og blive glad igen. Hvis du kunne det, så tænker jeg, at du havde gjort det for længst. Det er jo heller ikke særligt rart for dig at have det sådan her. Så det her handler om, at du skal have noget hjælp til at få det godt igen. 

Derfor tænker jeg på, om der mon er en anden voksen end din far i nærheden dig, som du er tryg ved at snakke med og som kan hjælpe dig? Er din mor for eksempel inde i billedet og kan du snakke med hende? Eller er der måske en sød lærer på din skole, som du kan snakke med? Jeg kan godt forstå, at du ikke rigtigt tør snakke med nogle andre efter, at din far fortalte dig, at du ikke måtte fortælle andre om, hvordan du har det. Men alle børn og unge har ret til at have det godt. Det står faktisk i vores lovgivning. Så når man ikke har det godt, så har man også ret til at fortælle det til nogen, så man kan få hjælp til at få det godt igen. Derfor har du også ret til at fortælle en anden voksen om, hvordan du har det, så de kan hjælpe dig med at få den hjælp, som du har brug for til at få det godt igen. 

Du kan altid tage fat i Headspace

Du kan også altid tage fat i Headspace, hvis du har brug for nogle at snakke med. Hos Headspace sidder der nemlig nogle super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med de frivillige rådgivere om alt, hvad der fylder for dig. Hos Headspace er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. Og de frivillige rådgivere hos Headspace er der for at hjælpe dig og lytte til, hvad du fortæller dem. Så de vil rigtigt gerne høre, hvad du fortæller dem. Og de skal nok gøre alt, hvad de kan for at hjælpe dig så godt, som de kan. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det, så du kan trygt tage fat i Headspace. 

Snak med din læge

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtigt god idé at tage fat i din læge. Når der er noget, der er svært for en, så vil ens læge nemlig altid gerne hjælpe uanset, om det er fysisk eller psykisk. Din læge kan for eksempel hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til at få det bedre igen. Når du er 15 år, så kan du godt selv bestemme, at du gerne vil have hjælp fra din læge uden dine forældre. Så hvis dine forældre ikke er med på idéen, så kan du godt få hjælp alligevel.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at der er nogen i nærheden af dig, som kan hjælpe dig med at få hjælp til at få det godt igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper