Kære Mindhelper.

Først vil jeg sige tusind tak for at den hjælp i giver at alle unge der skriver ind og det skal I have en stor tak for, for det betyder alt at man har et sted at gå hen, når de folk man kende ikke kan hjælpe en. Så tak…..

Jeg er en pige på 15 år, som er virkelig bange for mit liv.
Nu har jeg i et stykke tid haft en følelse af tomhed i mig, og det føles som om jeg er død indeni, at jeg ikke kan mærke noget og jeg ved ikke om jeg er ked af det eller glad, sur, men jeg ved bare at jeg tom indeni. Jeg har prøvet at snakke med mine forældre om det men det eneste de siger er ”TAG DIG NU SAMMEN” og råber af mig fordi jeg ikke har det godt, så jeg fortalte dem ikke, men jeg prøvede. Jeg ved ikke hvordan det er kommet, men det er den værste følelse i verden. Jeg ved ikke om det kan have noget at gøre med at for et par år siden gik jeg hele tiden og tænkte på at jeg ikke burde være i live, eller måske noget at gøre med min angst som også fylder en virkelig meget. Jeg ved virkelig ikke hvad der er galt med mig og jeg kan ikke være ikke denne tilstand meget mere. Jeg virkelig ked af at have det sådan og jeg er bange for at fortælle mine forældre hvordan jeg virkelig har det, for jeg vil ikke gøre dem kede af det, og fordi de ikke holder af mig så de ville være ligeglad.

Hilsen den bange piger

(Pige, 15 år)


Kære Den bange pige

Tusind for de søde ord i starten af dit brev. Vi er rigtigt glad for, at Mindhelper hjælper dig. Og jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det lyder som om, du har det rigtigt svært for tiden.

Det kan blive godt igen

Det lyder super ubehageligt, at du føler dig tom og nærmest død indeni. Sådan kan jeg godt forstå, du ikke har lyst til at have det. Men jeg tænker heldigvis heller ikke, at du behøver at have det sådan her resten af livet. For det er nemlig heldigvis sådan, at der er mulighed for at få hjælp, når man har det ligesom dig. Og jeg ved, at der er rigtigt mange, der har haft det ligesom dig, der har fået hjælp og har fået det godt igen. Så det kan godt blive godt igen. 

Der er ikke altid en forklaring

Jeg kan desværre ikke give dig et præcis svar på, hvorfor du har det sådan her. For det er ikke altid, at der lige er en forklaring på, hvorfor man har det svært. Men jeg synes, at nogle af de ting du selv skriver, lyder som nogle rigtigt gode forslag til, hvorfor du måske kunne have det svært. For det er nogle virkeligt svære og hårde ting, du beskriver. Angst er nemlig en virkeligt svær følelse, der virkeligt bare kan dræne en for energi. Og det må også være virkeligt hårdt at gå at tænke over, om du overhovedet burde være i live. For vi mennesker har nemlig alle sammen brug for at føle, at vi har en plads i livet. Samtidigt så synes jeg også, det lyder som om, du er lidt presset derhjemme. Det lyder i hvert fald ikke som om, at dine forældre altid er super støttende og, at det er nogen, du trygt kan komme til, hvis du har brug for at snakke med nogen. Er det rigtigt forstået?

Det er også super hårdt, når det er sådan. For når man er barn og ung, så har man brug for, at ens forældre kan være en slags tryg base, som man altid kan komme tilbage til, hvis man har brug for hjælp og støtte. Hvis ikke de er det, så kan man hurtigt komme til at føle sig utryg og usikker. Er det mon noget, du kan genkende? Når man lægger alle de ting oveni hinanden, så har du faktisk virkeligt mange rigtigt svære ting at kæmpe med. Og når man har rigtigt mange, rigtigt svære ting at kæmpe med, så kan ens hjerne godt lukke ned for ens følelser, også selvom man ikke selv har bedt den om det. Det gør den tit for at passe på en, fordi det simpelthen ville gøre alt for ondt, hvis man skulle mærke alle de svære følelser på en gang. Jeg ved ikke, om det giver mening for dig? 

Når det er for svært

Der er også nogle, der oplever at føle sig helt tomme indeni, fordi de har det, man kalder en depression. Hvis man har en depression, så har man det også tit sådan, at man føler sig træt og udmattet og helt tom for energi. Jeg ved ikke, om der er noget af det, du kan genkende? Hvis der er, så kan du prøve at kigge i vores artikel om depression. Der står lidt mere om, hvad depression er. Og hvad for nogle ting, der kan være et tegn på, at man har en depression. 

Det er normalt, at man oplever nogle af tegnene i artiklen i en periode af sit liv. Men hvis der er mange af tegnene, du kan genkende. Og det har stået på rigtigt længe, så er det vigtigt, at du får det fortalt til nogen. For lige gyldigt om det så er en depression eller ej, så er det i hvert fald et tegn på, at der er noget, som er rigtigt svært for dig, hvis du kan genkende mange af tingene fra artiklen. Og så er det vigtigt, at du får noget hjælp til det, så du kan få det godt igen. 

Er der nogle andre, du kan snakke med?

Det giver mig rigtigt ondt i maven på dine vegne, at dine forældre reagerede ved at blive sure på dig, da du prøvede at fortælle dem, hvordan du har det. For det er ikke særligt rart at blive råbt af, når man forsøger at fortælle om noget, der i forvejen er rigtigt svært for en. Og jeg forestiller mig, at det må have været rigtigt hårdt at få at vide, at du bare skal tage dig sammen. For hvis du bare kunne tage dig sammen og få det godt igen, så havde du jo gjort det for længst. Så det her handler ikke om, at du bare skal tage dig sammen. Det handler om, at du skal have noget hjælp til at finde ud af, hvad der er så svært for dig. 

Derfor tænker jeg også på, om der er nogle andre end dine forældre i nærheden af dig, som du kan snakke med? Det kunne for eksempel være en sundhedsplejerske eller en lærer på din skole eller måske en helt tredje person. Hvis der er det, så synes jeg nemlig, at du skal snakke med ham eller hende. For så kan de hjælpe dig med at få den hjælp, som du har brug for. Og de kan måske hjælpe dig med at snakke med dine forældre, så de forstår, hvordan du har det. Du kan også altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig nogle super søde frivillige rådgivere klar til at snakke med dig og hjælpe dig. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. 

Har du selvmordstanker?

Når du skriver, at du for nogle år siden havde tanker om, om du overhovedet burde være i live. Og også skriver, at du ikke kan holde ud at have det sådan her meget længere. Så kommer jeg til at tænke på, om du også har eller har haft selvmordstanker. Det vil sige for eksempel tanker om, at du ikke har lyst til at være her mere? Derfor linker jeg dig lige til Livslinien. Hvis du har selvmordstanker, så er det nemlig super vigtigt, at du ikke går alene med dem. For som jeg startede med at skrive, så kan du godt få det godt igen. Og hos Livslinien sidder der altid nogle super søde frivillige rådgivere klar til at snakke med dig, hvis du har selvmordstanker. Du kan altid tage fat i Livslinien, hvis du har brug for det. Og det skal du endelig bare gøre. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.  

Snak med din læge 

Jeg synes også, at du skal prøve at snakke med din læge. Når man har det svært, så må man nemlig altid tage fat i sin læge. Uanset om det er noget fysisk eller onget psykisk, der er svært. Din læge kan for eksempel hjælpe dig med at finde ud af, om du føler dig helt tom indeni, fordi du måske har en depression. Og så kan din læge hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til at få det bedre henne, hvis din læge tænker, at det er nødvendigt. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at der er nogen i nærheden, som du kan snakke med. Sådan så du kan få noget hjælp til at få det bedre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper