Jeg føler, at min eksistens er pænt ligegyldig. Det er ikke fordi, jeg har lyst til at dræbe mig selv. Jeg har mere bare lyst til at holde op med at eksistere.

Hej Mindhelper

Jeg er ved at hoppe ned i et dybt, mørkt hul igen, som jeg har været ude af i et godt år.
Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg føler, at min eksistens er pænt ligegyldig. Det lyder måske lidt voldsomt. Jeg har ikke lyst til at dræbe mig selv, for det mener jeg er en ekstrem egoistisk tanke, da det påvirker så utrolig mange mennesker negativt. Jeg har mere bare en lyst til at stoppe med at eksistere. Det ville jeg finde så meget nemmere. Jeg er endelig begyndt at gøre de ting, der gør mig glad igen, men i de timer om dagen, hvor jeg er alene, fanges jeg i mine tanker, og det kan være så svært, at bryde ud af mit eget fængsel. Som sagt har jeg haft nogle “deprimerende” tanker før, Det har været godt væk i år nu, men det kom meget pludseligt igen. Jeg ved ikke, hvad der gjorde det, men jeg prøver ihærdigt at finde ud af det. Jeg snakker dog med nogle om det. Mine forældre ved ikke, hvordan jeg har det, for jeg så, hvor meget det tærede dem sidste gang, og det har alligevel ikke sådan her længe. Har snakket med nogle få venner, som også har fået mig til at indse, at det ikke er selvmordet, der er den fristende tanke, men det er forsvindingen fra jordens overflade jeg godt kunne bruge. Jeg sover en del, fordi det er det eneste tidspunkt jeg ikke tænker. Når jeg sover skal jeg ikke forholde mig til noget, men det betyder også, at en del af tiden bliver brugt i min seng, hvilket ikke gør mig tilpas eftersom jeg er et super socialt menneske. Jeg ved ikke om jeg skal blive for at finde en lille smule ro, men så være pænt vinterdeprimeret, eller om jeg skal ud og ses med mine venner, selvom jeg bagefter virkelig ikke kan holde til noget. Så jeg er på en måde i flere konflikter med mig selv. Jeg ved det er en svær situation at håndtere, men jeg håber at I kan hjælpe mig bare en smule.

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15 år

Det lyder virkeligt som om, du har det svært lige nu. Det må bare være så hårdt, når du ellers lige havde kæmpet dig ud af det. Derfor er jeg mega glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er det første skridt på vejen imod at få det bedre. 

Det er ikke unormalt

Æv altså, hvor er det bare træls, at du har ramt sådan en træls periode igen, for jeg kan virkeligt godt mærke, at du bare har det svært lige nu. Og det er bare så hårdt at kæmpe sig igennem dem. Men du er en mega sej pige, der klarede den sidste gang, du ramte sådan en hård periode, så jeg er sikker på, at du også har styrken til at klare dig igennem den her periode. Og selvom det er rigtigt nedern, så er hårde og svære perioder desværre en del af livet. Vi rammer dem alle sammen, men heldigvis går de også over igen. Nogle gange går de over af sig selv. Og andre gange har man brug for noget hjælp for at få det bedre. Men det er så vigtigt at huske sig selv på, at lige meget hvad så kan man godt få det godt igen.

Når man har det hammersvært ligesom dig, så er det slet ikke unormalt at få tanker om, at det kunne være rart bare at stoppe med at eksistere. Det er tit et tegn på, at det gør rigtigt ondt indeni. Og at det gør så ondt, at det er svært at se, hvordan det nogensinde skal holde op. Derfor kan det komme til at virke som om, at det at holde op med at eksistere er den eneste løsning. Men det er det ikke. Som jeg har skrevet, så kan man heldigvis godt få det godt igen. Og du er langt fra alene om at have det sådan her. Heldigvis er der også rigtigt mange af dem, der har haft det som dig, der har fået det godt igen. Nogle gange kan det hjælpe lidt at læse om andre, der har det lidt som en selv. Hvis du også synes, det hjælper, kan du prøve at læse Claras historie. Hun havde fået det så dårligt, at hun ikke havde lyst til at leve mere, men i dag har hun heldigvis fået det rigtigt godt. 

Det er godt at komme lidt ud

Du skriver, at du er lidt i konflikt med dig selv om, om du skal blive inde, selvom du så er pænt vinterdeprimeret. Eller om du skal tage ud at ses med dine venner, selvom du så er helt smadret bagefter. Og det kan jeg godt forstå, for når man er rigtigt ked af det og har det rigtigt svært, så har man for det meste ikke lyst til ret meget andet end bare at ligge i sin seng. For man bruger rigtigt meget energi på at være ked af det, så man føler måske tit, at man slet ikke har overskud til andet.

Men det er en rigtigt god idé at tage ud af døren alligevel. For selvom det måske lyder lidt mærkeligt, så får man endnu mindre energi og lyst til at lave noget, jo mere man ligger derhjemme i sin seng. Så jeg tænker, at det ville være en rigtigt god idé at tage ud og være lidt sammen med dine veninder. Jeg ved godt, at det er rigtigt meget lettere sagt end gjort. Men du behøver ikke være sammen med dem hele dagen, hvis det så gør dig helt flad resten af ugen. Så kan du måske nøjedes med at være sammen med dem en time til at starte med, hvis det er det, du har overskud til. Du kan læse flere gode råd til, hvad man kan gøre, hvis man føler sig deprimeret i den artikel, jeg har linket til.

Fortæl det til dine forældre

Det er super godt, at du allerede snakker med nogen om, at du har ramt sådan en mega hård periode igen. For det er nemlig mega vigtigt, at man ikke går alene med det, når man har det så svært. Men jeg tænker også, at det er rigtigt vigtigt, at du får snakket med dine forældre om det. For jeg er næsten sikker på, at de rigtigt gerne vil vide, at du har det svært igen. Både fordi de holder af dig og rigtigt gerne vil kunne hjælpe dig, når du har det svært. Men de fleste synes faktisk også, at det er det rareste at få det at vide, når nogen de holder af, har det svært. Så går de ikke og er bange for, hvad der kan ske, hvis man lige pludseligt får det rigtigt dårligt. Fordi de ved, at man tager fat i dem, når man har det rigtigt svært og har brug for hjælp.

Jeg kan virkeligt godt forstå, hvorfor du ikke har lyst til at fortælle det til dem. For det er mega hårdt at se, at det også påvirker andre, at man har det rigtigt svært. Og det er så omsorgsfuldt af dig, at du bare gerne vil passe på dine forældre. Men det er dine forældres ansvar at passe på dig – ikke omvendt. Og der er slet ikke noget mærkeligt i, at dine forældre blev bekymret for dig sidst, du havde det rigtigt svært. Det er en helt normal måde at reagere på, når nogen man holder af er i en svær periode. Men dine forældre er voksne, så de ved godt, hvordan de skal passe på sig selv samtidigt med, at de passer på dig.

Tag fat i Headspace

Hvis du har brug for at snakke med nogen, som ikke kender dig, kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle søde og dygtige frivillige klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med dem om alt, hvad der fylder for dig. Der er nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om i Headspace. De frivillige i Headspace er vant til at snakke med unge, der har det svært. Og så kan du være helt anonym i Headspace, så dem kan du trygt tage fat i.

Tag fat i Livslinien, hvis tankerne bliver for meget

Jeg er rigtigt glad for at høre, at du ikke har lyst til at slå dig selv ihjel. For jeg tænker, du har helt ret i, at der er rigtigt mange rundt omkring dig, der ville blive kede af det, hvis du ikke var her mere. Men det lyder også som om, de har tanker om at have lyst til bare at holde op med at eksisterer fylder rigtigt meget. Derfor laver jeg lige et link til Livslinien. Dem kan du altid tage fat i, hvis tankerne om at have lyst til at forsvinde kommer til at fylde for meget for dig.

Hos Livslinien sidder der nemlig altid nogle frivillige rådgivere klar til at snakke med en, hvis man har det så svært, at man bare gerne vil væk herfra. De frivillige rådgivere hos Livslinien har snakket med rigtigt mange unge, der har haft det sådan. Og du kan også være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i, og det skal du endelig gøre, hvis du føler, du har brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Snak med din læge

Hvis du bliver ved med at gå rundt og have det så svært, så synes jeg, du skal tage fat i din læge. For læger er nemlig også uddannede til at hjælpe, hvis det er noget psykisk der er svært. Og hvis din læge tænker, at det kunne være en god idé, at du fik lidt mere hjælp til at få det bedre, så kan han eller hun henvise dig til nogen, der kan hjælpe dig. Det kunne for eksempel være en psykolog, der kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor du rammer de her mega svære perioder. Hvis du ikke har lyst til at tage fat i din læge selv eller tage derind selv, så kan du spørge dine forældre, om de har lyst til at tage med dig og støtte dig, når du er hos din læge.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med dine forældre om, hvordan du har det. Så du også kan få deres hjælp og støtte til at få det bedre igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper