De sidste to måneder er jeg begyndt at blive rigtig trist. Jeg er ikke den glade pige, jeg normalt plejer at være. Jeg vil gerne fortælle det til nogen.

Hej

Jeg har i den sidste to månedernes tid begyndt at blive meget trist, jeg plejede at være den glade pige, og det er jeg stadig uden på, men inden i er jeg bare blevet så trist og der er ingen der ved det, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller hvem jeg skal snakke med da jeg syntes det er pinligt. Jeg føler at jeg er ekstremt grim, at jeg aldrig får en kæreste osv. Jeg græder meget ofte og har det virkelig dårligt. Hvad kan jeg gøre? Hvordan får jeg åbnet op til mine forældre eller mine venner? Håber i kan hjælpe med lidt svar.

Kærlig hilsen pige, 15 år.

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15 år

Jeg er ked af at høre, at du gennem de sidste to måneder er begyndt at blive trist. Det er rigtig hårdt – og også at skulle dele med nogen omkring en. Derfor er jeg rigtig glad for, at du skriver herind og ønsker hjælp til at få hul på snakken. Det er nemlig første skridt til at få det bedre.

Det er ikke pinligt
Du skriver, at det er svært at finde ud af, hvem du skal snakke med, fordi du synes, det er pinligt. Og søde dig, hvor har jeg brug for at sige til dig: Det er overhovedet ikke pinligt at blive trist, have det dårligt og græde ret tit. Du skulle bare vide, hvor mange mennesker – bare i lille Danmark – der kan genkende det, du beskriver lige her. Der er sikkert en, du kender, som kan genkende det, du oplever nu.

Følg guiden til at få det sagt
Jeg fornemmer på dit brev, at du faktisk rigtig gerne vil sige det til nogen. Og du skal vide, at det er en rigtig god idé. For du skal ikke gå rundt alene med det her. Faktisk vil det også være mit bedste råd til dig. Men det lyder til, at du har svært ved at få grebet det an. Og det er helt forståeligt – for det kan nemlig være den sværeste del af det. Heldigvis har vi nogle guides til at snakke om de svære ting med forældre og venner. Så de guides synes jeg, du skal tage et kig på.

Er det svært at sige højt, kan det være nemmere for dig at skrive et brev. På den måde får du det ud, du har behov for. Det kan gøre det lettere at finde hoved og hale i det, men også at få udtrykt sig på den måde, du gerne vil. Netop fordi du har tid til at skrive det ned. Når brevet så er færdigt, kan du vælge enten at give det til den person, så du selv kan læse det. Eller du kan læse det højt for dem. Det er helt op til dig.

Tag fat i hjælpetilbud
Nogle gange kan det være nemmere at starte med at snakke med nogen, der ikke kender en. Og her er både Headspace og Børnetelefonen rigtige gode at tage fat i. Begge disse hjælpetilbud er vant til at snakke med unge, der har det svært. Derfor er de også rigtig dygtige til at hjælpe og lytte til det, du kommer med. Og du vælger helt selv, hvad I skal snakke om. På den måde kan du komme ud med det, der fylder for dig. Og hvis du har brug for det, kan du også være helt anonym.

Du kan selv gøre noget
Du spørger til, hvad du kan gøre. Og faktisk er der mere, du kan gøre, end at snakke med nogen. Selvom det selvfølgelig er førsteprioriteten at få snakket. Men du kan gøre noget ved din tristhed selv. Hvordan kan du læse i vores artikel om at håndtere tristhed. Når tristhed kammer over og varer i længere tid, kan nogle komme ind i en depression. Det er en periode, hvor man næsten konstant er trist og har mistet lysten og interessen til ting. Hvis du vil, kan du læse om flere typiske tegn på depression.

Jeg håber, at du har fået svar på dine spørgsmål. Og at mit svar har hjulpet dig til at finde ud af, hvordan du kan åbne op overfor dine forældre og dine venner. Du er hammersej, fordi du virkelig gerne vil sige det. Næste skridt er så at få det sagt. Og det tror jeg på, at du godt kan.

De bedste hilsner fra en Mindhelper