Hej
Som mange andre her for tiden, sidder jeg derhjemme i coronakarantæne. Jeg går i 1.g og kan mærke, at jeg de sidste uger fuldstændig har mistet lysten til at lave mine skoleopgaver, lektier og afleveringer. Jeg er også begyndt at miste interessen for de ting, der ellers plejede at gøre mig glad. Jeg har ingen energi, er rastløs og føler mig modløs i alt, hvad der hører hverdagen til.
Jeg blev for nogle år tilbage diagnosticeret med depression og er bekymret for, at det, jeg har brugt så lang tid på at bygge op igen, er ved at falde sammen om ørene på mig endnu engang. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, mine forældre ved ikkke, hvad de skal gøre, og jeg tænker på at søge læge for at vende det med hende, men ved ikke, om det kan betale sig med alt, hvad der foregår her for tiden ift coronasituationen, da det ikke er sikkert, jeg kan få psykologhjælp under lockdown.
Jeg ved ikke, hvem jeg skal søge til. Jeg har snakket med min studievejleder på gym. Han gør, hvad han kan, men det er selvfølgelig meget begrænset. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan gøre eller hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg er ikke andet end ked af det og er bange for, at jeg når at synke så dybt, at jeg ikke får hevet mig selv op igen, når vi vender tilbage i skole.
(Pige, 18 år)
Hej Pige på 18 år
Hvor er du sej, at du reagerer på at det er svært og allerede har snakket med både din studievejleder og forældre. For det er super svært at skulle gå med alene og det kan være en god idé, at søge hjælp, hvis depressionssymptomerne kommer frem igen efter en lang periode. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine bekymringer med os.
Det er normalt at opleve
Man kan sagtens opleve, at man kan få depressionsymptomer igen, selvom man måske har været fri for dem længe. Men det betyder heldigvis ikke, at alt man har kæmpet for er væk. For den viden og erfaring, som du har med dig, den vil du altid have. Og det kan gøre en rigtigt stor forskel, at man ved, hvordan det har været og hvad der hjalp en igennem det sidste gang. På den måde kan man også hurtigere reagere på symptomerne, ligesom du gør nu. Du kan forestille dig, at det er lidt ligesom at have lært at cykle. Selvom man i en periode måske vælter meget, så starter man stadig ikke helt forfra, når man sætter sig op på cyklen igen. Derfor er det også så super godt at du skriver og at du reagerer på symptomerne. For det er nogle super gode skridt i rigtig retning.
Coronaperioden er noget møg
Der er rigtigt mange unge, som oplever, at coronaperioden er ekstra svær. Og det giver god mening. For man kan godt opleve at tæppet bliver trukket væk under en, når alle ens rutiner bliver rodet rundt. Så kan man godt opleve, at det er rigtigt svært at holde motivationen og holde fast i glæden, når det bare er sådan en mærkelig periode. Du gør det helt rigtige, når du søger hjælp. Og jeg vil prøve at komme med lidt råd til, hvilken retning du kan gå i nu.
Det er en god ide at tage til lægen
Jeg tænker det er en super god idé, at tage til lægen og vende det med hende. Hvis man reagerer hurtigt på depressionssymptomerne, så kan man måske nå at få taget hånd om dem, så de ikke kommer til at fylder det hele. Det er altid okay at søge læge og det kan sagtens betale sig. For lægen vil kunne rådgive og guide dig godt på vej. Og eventuelt give dig en henvisning til en psykolog, hvis det bliver nødvendigt. Så et af de bedste råd jeg kan give dig er, at tage et smut til lægen hurtigst muligt.
Man kan godt få psykologhjælp
Selvom der er coronatid, så kan man godt få hjælp hos en psykolog. De fleste psykologer holder stadig åbent og mange tilbyder samtaler både ansigt til ansigt eller over telefon og videomøder. Det er forskelligt fra psykolog til psykolog, hvordan de lige håndterer det, men de er derude. Der kan selvfølgelig godt være noget ventetid hos nogle af psykologerne, men det er ret forskelligt ud fra, hvor man bor henne i landet. Derfor tænker jeg også, at der ville være en rigtig god ide i hvert fald at snakke med lægen og så prøve at undersøge, hvad dine muligheder for psykologhjælp er, hvis det kunne være rart for dig.
Bliv ved med at snakke med dine forældre
Det lyder til, at du allerede har snakket med dine forældre og det er en rigtig god idé. For ens forældre er tit dem, som er allertættest på en og kan støtte en, når det er svært. Så kan det godt være, at de ikke har en løsning på ens problemer, men bare det at have nogen som lytter, kan være med til at gøre det hele lidt nemmere. Derfor er det også en rigtig god idé, at blive ved med at snakke sammen i den her svære periode.
Ring til depressionslinjen
Hvis det kunne være rart for dig, at snakke med nogen, som forstår, hvordan det er at opleve depression, så kan jeg anbefale depressionslinien. Der sidder nogle af depressionsforeningens frivillige klar på telefon til at snakke og lytte. Det kan være super rart at snakke med nogen, som godt ved, hvor hårdt det er, at opleve depressionssymptomer. Og det er helt gratis. Dine forældre kan også ringe til dem og snakke med dem om, hvordan man bedst hjælper, når man er forældre. Det kan depressionslinjen også hjælpe med.
Tema om depression
Hvis du har lyst til at læse mere om depression og nogle af de ting, som man selv kan gøre, for at gøre det lidt lettere, så kan jeg anbefale vores tema om depression. Der er artikler om alt fra ting man selv kan gøre og hvordan man kan snakke om depression med sine nærmeste. Måske er er nogle artikler, som du også vil kunne bruge?
Det er rigtigt svært, hvis man oplever at deppresionssymptomerne kommer frem igen i en periode. Men det er helt normalt og jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt og kan guide dig i en god retning.
De bedste hilsner fra en Mindhelper