Kære Mindhelper


Jeg tror jeg har en depression. Jeg har autisme, BED, kaster op og skære i mig selv. Jeg har i et stykke tid nu været grundlæggende trist, ikke at det er umuligt at være glad, enlig er det mere en følelsesløshed, jeg bliver hverken rigtigt glad eller trist. De ting som jeg elsker og går op i, føler jeg ikke rigtig noget for mere og nogle gange er det svært bare at komme ud af sengen for slet ikke at tale om at lave noget. Det er ikke særlig rart at have det sådan og jeg føler mig svag og selvisk. Jeg har svært ved at genkende mig selv, ikke så meget i det jeg siger og gør, men i mine tanker og mangel på entusiasme og energi. Jeg føler mig fanget i tilstand af dovenskab. Jeg har ikke sagt det til min familie eller venner fordi jeg er bange for at være til besvær og skuffe dem. Jeg er dog heldig at have mange mennesker i mit liv som holder af mig og er der for mig, jeg håber bare jeg kan finde en måde at sige de her ting på uden at gøre dem alt for kede af det. Jeg håber i kan komme med konkrete trin til hvad jeg skal gøre, da min autisme gør at jeg har brug for en social guide selv i hverdagssituationer.
Jeg håber i kan hjælpe og det ikke er for meget besvær

(18 år)


Kære Du

Først og fremmest vil jeg starte med at sige til dig, at du ikke er til besvær. Og det at du har skrevet herind og bedt om hjælp bestemt heller ikke er til for meget besvær. Det er det, vi er her for. Og faktisk er jeg rigtig glad for, at du har gjort det. For svære ting er ikke noget, som man skal gå med alene. 

Det lyder hårdt 

Det lyder til, at du kæmper med rigtig mange ting lige nu – både selvskade, tristhed og svære tanker og følelser, og det er rigtig hårdt, når man gør det. Derfor kan jeg også godt forstå, at du synes, at det er svært at have det sådan. Og når man går gennem svære ting, så kan det godt føles som om, at man ikke helt kan kende sig selv. Man trækker sig måske ind i sig selv, og de ting, som man før nød er måske ikke så fede mere. Og jeg tror, at langt de fleste kender til at have svære perioder. For vores humør og overskud svinger gennem hele livet. Derfor er det også helt normalt at have perioder, hvor tingene er lidt mere tunge og triste end ellers. 

Men hvis det fylder meget i ens hverdag og står på i længere tid, kan det blive til en depression. I vores artikel om depression, kan du læse lidt mere om de typiske tegn på depression, og hvad man kan gøre, hvis man tænker at man måske bøvler med en depression. Så jeg tænker, at den måske kunne være rar for dig, at tage et kig på? 

Man må gerne bekymre dem omkring sig 

Du skriver, at du er så heldig at have en masse mennesker, som holder af dig, og er der for dig. Det er jeg så glad for at høre. Det er nemlig rigtig rart at have mennesker omkring sig, som vil støtte og hjælpe en. Men du skriver også, at du er bange for at være til besvær og skuffe dem. Og at du derfor ikke helt ved, hvordan du får fortalt dem, hvordan du har det. 

Du skriver også, at du håber at finde en måde, hvor du kan få det sagt uden at gøre dem kede af det. Jeg kan sagtens forstå, at det ikke er rart at skulle gøre nogen kede af det. Men det at nogen bliver kede af det, når man fortæller dem om svære ting er som regel et tegn på, at det føler med en, og holder af en. Derfor tænker jeg også, at det vigtigste er, at du får fortalt dem det, som det er – også selvom de måske bliver kede af det i starten. For heldigvis bliver langt de fleste som er tæt på en også glade for, at man deler det svære. For så giver man dem muligheden for at hjælpe og støtte en. 

Hvordan får man det sagt? 

Du skriver, at du håber, at vi kan komme med nogle konkrete trin til, hvad du kan gøre. Der findes desværre ikke en trin-for-trin-guide til at sige svære ting, men jeg vil alligevel forsøge at komme med nogle konkrete råd, som forhåbentlig kan hjælpe dig lidt på vej. 

  • Aftal et tidspunkt 

Det kan være en hjælp at aftale et tidspunkt, hvor man kan snakke. For så er der god tid til at få talt om tingene. Og samtidig kan det også være lettere at få det sagt, når man ved, at det er det, der skal ske. Så måske du kan aftale et tidspunkt med din familie eller venner, hvor I kan snakke? Hvis du synes at det er svært at spørge om, kan du også sende dem en SMS, hvor du fx skriver “Jeg har noget, som jeg gerne vil fortælle. Kan vi aftale et tidspunkt, hvor vi kan snakke?”

  • Sig det som det er 

Når man skal fortælle andre om nogle svære ting, er det en rigtig god ide at sige det som der. Du kan fx sige “Jeg har det rigtig svært lige nu, og jeg føler mig rigtig trist”. På den måde er det ligesom ude, og så kan man få gang i snakken på den måde.

  • Vis dem det her brev

Du kan også vise dem det brev, som du har skrevet herind til os. For heri beskriver du så fint, hvordan du har det. Og så kan I få snakket om det på den måde.

Du kan også tage et kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig endnu flere gode råd til, hvordan man får det sagt. 

Tag et smut til lægen 

Her til sidst vil jeg også lige opfordre dig til at tage et smut til lægen. Lægen er nemlig et rigtig godt sted at starte, når man bøvler med nogle svære ting. For læger ved en hel masse om, hvordan kroppen fungerer både udenpå og indeni. Derfor kan lægen også hjælpe med at finde ud af, om der måske er noget hjælp, som ville være godt for dig at få. I vores artikel om at gå til lægen, når man har det svært, kan du læse lidt mere om, hvordan det er at snakke med lægen om svære ting. 

Det kan være svært at finde ud af, hvordan man får sagt til dem omkring sig, at man har det svært. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og håber på, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det

De bedste hilsner fra en Mindhelper