Jeg kan ikke snakke med mine forældre eller mine venner om, hvordan jeg har det. Jeg er bange for, hvordan de reagerer. Alt føles bare helt forkert indeni.

Hej Mindhelper

Jeg føler mig deprimeret og har absolut ingen grund til det. Jeg er født med en guldske i røven og alligevel føler jeg at verden er imod mig. Jeg føler mig ofte psykisk syg, og har sommetider lyst til at skade eller slå andre. Til trods for dette, er jeg sikker på at enhver læge ville erklære mig fuldstændig rask. Jeg er meget velopdragen og høflig, men jeg hader at være det.

Jeg føler ofte at jeg ikke høre hjemme i det her samfund, og nogle gange også min familie. Jeg har nogle gange så mange kritiske spørgsmål til verden, at det giver mig lyst til at forsvinde. Jeg føler ikke at jeg kan stole på nogen, overhoved. Jeg føler ikke jeg har nogle ægte venner, på trods af dette har jeg mange venner.

Jeg er god til mange ting, men aldrig fremragende til én. og det frustrere mig helt vildt, det bevirker at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med mit liv. For på samme tid er det sidste jeg ønsker at bruge mit liv på noget jeg ikke “gider”, og dette lyder ekstremt forkælet, og det er jeg måske også, men jeg synes ikke det gør mig til et dårligt menneske.

Jeg føler mig mærkelig MEN ægte, hvorimod jeg føler at andre mennesker jeg bruger min tid med ikke er. Jeg får at vide at jeg skifter humør KONSTANT, og jeg kan ikke styre det. Det er måske fordi min krop og mine følelser og alt det ubevidste i mig, har mere kontrol over mig, end det bevidste i mig har. Jeg bekymre mig alt for meget. Hele tiden. og det gør mig deprimeret. Jeg vil gerne flytte hjemmefra, og mine forældre vil gerne købe en lejlighed til mig. Jeg er bare bange for at jeg kommer til at fucke det op. At jeg bliver i tvivl, at jeg ikke kan betale alle mine regninger osv.

Jeg aner ikke hvad jeg vil. Og det gør mig så træt hele tiden. og jeg er træt af ikke at vide hvad jeg vil. Jeg hader det. Og det værste er at jeg er en den eneste der kan finde ud af det. Men det kan jeg bare ikke. Jeg ville gerne sige alle de her ting til mine forælder, men er sikker på at de ville reagere forkert. Nogle gange ville jeg bare ønske jeg kunne sige alle de her ting, uden at det ville få konsekvenser. Jeg ved ikke.. jeg kan ikke forklare det…

(Pige, 20 år)


Kære pige, 20 år 

Det er nogle svære overvejelser du kæmper med lige nu. Når man har sådan nogle tanker, kan det føles som om du er den eneste i hele verden der har det på den måde.

Men uden at det skal lyde som om jeg ikke tager dig alvorligt, skal du vide at rigtig mange unge har det som dig. En konstant følelse af at være helt forkert, have tvivl om sine egne evner, ikke have nogen sikker fornemmelse af hvad man vil med livet – og ikke kunne forklare det til sine forældre. Det er alt sammen noget der hører med til den indimellem ret besværlige vej hen imod at blive voksen.

Når tankerne vælter sådan rundt inde i hovedet, er der heller ikke noget at sige til at dit humør skifter. Måske vil det være en god idé for dig at starte med at skrive dine tanker ned, så du får lidt mere overblik over hvad der egentlig er i gang. Lister med “for og imod” kan også nogen gange hjælpe: hvad er rart i dit liv lige nu, hvad gør dig glad – og hvad er svært. På den måde kan du tydeligere se at tingene ikke altid er triste.

Du skriver at det er svært at snakke med dine forældre om hvordan du har det. Det kan være at du i stedet skal starte med at snakke med nogle venner, eller andre voksne som du føler dig tryg ved (fx nogle i familien, en af dine forældres venner eller din lærer). Prøv at tjekke vores råd til, hvordan du kan forberede dig på en snak med dine forældre. De vil helt sikkert forstå dig meget bedre end du tror.

Du kan også prøve at øve dig i mindfulness. Det er en teknik, der lærer dig hvordan du bedre kan rumme de svære tanker. De går ikke væk, men du kan blive bedre til at betragte dem på afstand uden at blive overvældet af alt det ubehagelige.

I artiklen “Sådan kan du slippe af med tristhed” får du opsummeret nogle af de råd jeg har skrevet, plus endnu flere konkrete tips til ting du kan gøre for dig selv.

Du skriver i starten af dit brev, at du føler dig deprimeret. Det kan jeg ud fra dit brev ikke vurdere om du er. Men vi har skrevet en artikel med gode råd til depression. Og dem kan du måske have glæde af – også selvom du ikke har en “rigtig” depression: Deprimeret? 7 gode råd til, hvad du kan gøre

Held og lykke med det 🙂

Varme hilsener, Mindhelper