Hej Mindhelper

Jeg bliver ret ofte meget ked af det om aftnen når jeg er sammen med min kæreste. Det er som om alting bare falder sammen i en stor klump der bare vil ud. Min kæreste er ved at være pænt træt af det hvilket er forståeligt. Jeg ved ofte ikke hvorfor jeg bliver ked af det. Jeg føler bare ikke at jeg er noget værd. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre hjælp!

(16 år)


Kære Du

Det lyder til, at tristheden fylder meget hos dig lige nu. Og at den særligt kommer frem om aftenen, når du er sammen med din kæreste. Det kan være rigtig hårdt at have det sådan. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os. 

Det er normalt 

Det kan være rigtig svært, når man føler sig trist og går med en klump i maven. For det tærer rigtig meget på ens energi, når ens humør er helt i kulkælderen. Og lige pludselig kræver det hele måske lidt mere af en, og når man så når til aftenen, så har klumpen i maven vokset sig så stor, at den bare vil ud. Derfor er det også normalt, at triste følelser bliver forstærket om aftenen, for det er mørkt, og man er måske også rigtig træt oven i hatten. Så jeg tænker egentlig, at det giver rigtig god mening, at det særligt er om aftenen, at tristheden rammer dig. 

Og ligesom at ens følelser og humør kan svinge gennem dagen, så kan det også svinge i længere perioder. Derfor er det også helt normalt at have perioder, hvor man føler sig mere trist og ked af det, end man plejer. Også uden at man helt kan sætte en finger på, hvad det er, som gør, at man bliver ked af det. Ofte er det måske heller ikke kun en ting, som gør at man har det svært. Tit er det en blanding af flere forskellige ting. Derfor er det også helt normalt, at man ikke helt ved, hvad det er, som gør en ked af det.

 Men heldgivis kan man godt få det bedre igen, selvom man er ramlet ind i periode, hvor tristheden fylder rigtig meget. I vores artikel I kulkælderen få 10 gode råd til at håndtere din tristhed, står der nogle gode råd til, hvad man kan gøre, når man føler sig trist og ked af det. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som er hjælpsomt for dig. 

Selvværd 

Du skriver, at du ikke føler dig som noget værd. Det er en rigtig svær følelse at gå med. Derfor kan jeg også godt forstå, at det fylder en del hos dig. For når man har det sådan, kan de negative tanker godt komme til at fylde rigtig meget. 

Du skriver også, at din kæreste er ved at være pænt træt af, at du bliver ked af det om aftenen, når I er sammen. Det kan være rigtig svært, når man er ked af det, og den anden person bliver irriteret over det. For når man er ked af det, har man måske allermest lyst til nærvær og omsorg fra den anden person. Og når den anden så bliver irriteret, kan det godt gøre ondt. Og så kan følelsen af ikke at være noget værd godt blive forstærket. Men den svære følelse af ikke at være noget værd, kan man heldigvis godt arbejde med, så den ikke bliver ved med at fylde så meget. I vores artikel om selvværd, kan du finde nogle gode råd til, hvordan man får det bedre med sig selv. Så den vil jeg varmt anbefale dig, at tage et kig på. 

Tal med din kæreste i fredstid 

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du fik snakket med din kæreste om, hvordan du har det på et andet tidspunkt end om aftenen, hvor det hele er hammersvært. For når man står midt i alle de svære følelser og er rigtig ked af det, kan det måske være svært helt at få sat ord på, hvad man gerne vil have fra den anden person. Så måske dig og din kæreste kan aftale et tidspunkt, hvor I kan snakke om, hvordan du har det. For sommetider kan det hjælpe at begge parter ved, at man skal bruge fx en time på at snakke. Så er man indstillet på det, og så er der måske mindre sandsynlighed for, at din kæreste bliver irriteret. Og når man først har fået plads til at lufte ud for alle de svære tanker og følelser fylder de måske ikke helt ligeså meget mere.  

Tal med dem omkring dig 

Det kan være rigtig hårdt at gå med en masse svære tanker og følelser helt alene. Derfor kan det også være en rigtig god ide at snakke med nogen om, hvordan man har det. For vi mennesker er slet ikke lavet til at klare det svære helt alene. Vi er lavet til at have brug for andre, når livet er svært. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med nogen omkring dig om, hvordan du har det. Det kan fx være en god veninde, dine forældre eller en helt tredje, som du er tryg ved. 

Headspace

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre om det, kan du også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når tristheden fylder meget. Det er helt gratis at komme i Headspace og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes at det er rarere. 

Tag til lægen, hvis det fortsætter

Hvis du bliver ved med at føle dig meget ked af det, tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide at du tog et smut til lægen og fik snakket om, hvordan du har det. For læger ved rigtig meget om, hvordan kroppen fungerer både udvendigt og indvendigt. Derfor er de også gode til at hjælpe, når man har det svært. Læger snakker ofte med unge, som bøvler med nogle ting. Derfor er de som regel også rigtig gode til at sørge for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. I vores artikel om at snakke med lægen om svære ting, står der lidt mere om, hvordan det er at gå til lægen, når man har det svært. 

Det er hammerhårdt, når man føler sig trist og ikke ved, hvorfor man har det sådan. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender de varmeste tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper