Hej Mindhelper

Hvordan siger jeg til min mor at jeg ikke har det godt fortiden og jeg har alle tegne på en depration? bliver nervøs bare ved tanken

(Pige, 13 år)


Hej Pige på 13 år

Det kan være rigtigt svært, at få fortalt sin mor om, hvad der fylder for en. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine bekymringer med os. 

Det er helt okay at blive nervøs 

Du skriver, at du bliver helt nervøs ved tanken om, at skulle fortælle din mor om, hvordan du har det. Det er helt normalt, at du har det sådan. For det kan godt føles rigtigt sårbart at skulle snakke om de ting, som fylder meget for en. Og man kan blive nervøs for, hvordan ens mor vil reagere på det man siger. Men det er helt okay at blive nervøs. Det bliver vi alle sammen engang imellem, især hvis vi skal snakke om noget svært. Du kan læse mere om at snakke om depression og tristhed i denne her artikel. Der står lidt gode råd til, hvordan man kan snakke om tristheden.   

Hvordan får man det sagt?

Jeg er næsten helt sikker på, at din mor gerne vil lytte, hvis du fortæller hende, at der er noget, du har brug for at snakke om. For de fleste forældre vil rigtigt gerne hjælpe, hvis de ved, at deres børn har det skidt. Din mor er den voksne, så er det også hendes ansvar, at passe godt på dig og sørge for, at du får hjælp til at få det godt igen, når det er svært. Vi minder tit meget om vores forældre, så måske har din mor også selv prøvet at have det svært, dengang de var 13 år.

Du kan prøve at læse vores guide til, hvordan man snakker om svære ting med sine forældre. Der står nemlig en masse rigtig gode tips til, hvordan man kan få taget hul på en svær snak. Jeg synes især rådet om at skrive en brev kan være rigtigt godt, hvis man ikke ved, hvordan man lige skal få det sagt. På den måde kan man nemlig bruge tid på at skrive de ting ned, som man tænker det er vigtigt, at ens forældre ved. Og det kan være lidt nemmere end at skulle sige det ansigt til ansigt. 

 Det behøver ikke være et langt brev, det kan sagtens være en lille seddel, hvor der står “Hej mor, jeg har det ikke så godt i øjeblikket og jeg har brug for, at du snakker med mig om det, knus”. Så ved din mor nemlig, at du har brug for, at hun hjælper dig med at få tingene sagt også. Det kan også være en sms, hvis det er bedre. 

Tag fat i Børnetelefonen 

Hvis du stadig synes det er uoverskueligt at skulle snakke med din mor om, hvordan det går, så kan jeg anbefale dig at tage fat i Børnetelefonen. Børnetelefonen er et anonymt rådgivningstilbud, hvor børn og unge kan få hjælp til det der fylder. Der vil du kunne ringe eller skrive ind og snakke med en frivillig om, hvordan du kan få snakket med din mor. Dem må du altid kontakte og du kan være helt tryg ved det – de er super søde og dygtige. Og det er helt gratis. 

Det kan være hammersvært at få snakket med sin mor om tristhed og depression. Men jeg håber, at mit svar har givet dig lidt ekstra mod, og du får snakket med hende. Jeg hepper i hvert fald på dig og krydser fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt.

De bedste hilsner fra en Mindhelper