Hej
Jeg skriver da jeg ikke har det specielt godt. Jeg har gennem hele mit liv haft problemer og i perioder følt mig depressiv og været til flere psykologer uden det har hjulpet.
I sommers tog jeg mig endelig sammen til, at komme op til lægen og få en henvisning til en psykiater, da jeg ofte har tænkt, at jeg kunne have en psykisk sygdom. Der er dog lang tid til, at jeg har min tid og indtil da håber jeg, at jeg kan få nogle råd som måske kan hjælpe mig i mellemtiden.
Jeg føler, at ingen kan lide mig.
Jeg føler, at jeg ikke er god nok og mit selvværd -og selvtillid er faldet meget gennem årene.
Jeg føler, at jeg har en slags socialangst og hver gang jeg skal snakke foran andre eller flere kigger på mig, bliver jeg ildrød ved brystkassen som stiger op til skuldre og hals (flushing), hvilket også er noget som er kommet de senere år.
Jeg føler, at min overtænkning og alt kun bliver værre. Det er så svært, og jeg er så bange for, og tænker tid på, hvad nu hvis jeg aldrig får det bedre, fordi jeg har haft det sådan her i så mange år, og det kun er blevet værre.
Det er virkelig hårdt og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre længere.
Det er et kæmpe problem for mig.
(23 år)
Kære dig,
Det lyder til, at der er meget, som fylder lige nu. Jeg kan godt forstå, det er mega svært, for det kan være hårdt, når man slet ikke ved, hvad man skal gøre for at få det bedre.
Derfor er jeg også virkelig glad for, at du har skrevet til os, for de følelser og tanker skal du ikke gå med alene.
Det giver god mening
Selvom det kan virke som mange forskellige ting, der er på spil hos dig, så giver det faktisk rigtig god mening.
For lavt selvværd og selvtillid hænger ofte sammen med overtænkning og angstsymptomer i kroppen.
For når vi har lavt selvværd, så leder vi ofte efter, hvad det rigtige er at gøre i bestemte situationer, ved at kigge på andre.
Hvad gør de, hvordan reagerer de på forskellige ting, hvad siger de osv.
Men det kan også gøre, at vi bliver hyperopmærksomme på andre i sociale situationer. Og det kan gøre, at vi konstant scanner de rum vi er i, og lægger mærke til, hvordan andre reagerer på det vi gør.
Og det kan faktisk være ret ubehageligt at være i.
Det kan også være, man så bruger rigtig meget tid på at tænke over forskellige situationer, når man så kommer hjem.
Det kræver sindssygt meget energi.
Så jeg kan sagtens forstå, at det er en virkelig svær situation, du står i.
Men heldigvis behøver det ikke at være sådan for evigt, for der er faktisk ret mange ting, man kan gøre, for at få det bedre.
Du kan få det bedre
Du skriver, at du tit tænker ‘hvad nu hvis jeg aldrig får det bedre’.
Det synes jeg giver god mening, når det du oplever, har stået på i ret lang tid og fylder meget i din hverdag.
Men du skal vide, at du godt kan få det bedre. Dét, at du har skrevet ind til os, er for eksempel et tegn på, at du rigtig gerne vil have det bedre.
Og ofte når man gerne vil have det bedre, og gerne vil gøre noget for det, så bliver det ofte også bedre. Jeg tror på dig, og tror virkelig på, at du godt kan få det bedre.
Hvad kan du gøre?
Du skriver, at du sidder med en følelse af, at du snart ikke ved, hvad du skal gøre mere. Det forstår jeg godt.
For du har prøvet forskellige psykologer, og du synes ikke rigtigt, det har hjulpet.
Til gengæld har du været mega sej, og har sørget for, at du nu har fået en henvisning til psykiatrien. Det er virkelig godt gået.
Men som du selv skriver, så er der lang ventetid hos psykiatrien, og så kan man virkelig føle, at man skal træde vande, indtil man skal starte i sit forløb.
Men der er faktisk ting, man kan gøre i mellemtiden.
Har du hørt om Internetpsykiatrien?
Et sted jeg varmt kan anbefale, er Internetpsykiatrien.
Internetpsykiatrien er en online og gratis behandlingsmulighed, som alle danskere over 18 år kan søge.
Her kan man få hjælp, hvis man bøvler med angst eller depression.
Hos Internetpsykiatrien kører det hele digitalt, hvor du skal igennem et behandlingsforløb, du faktisk selv arbejder dig igennem. Under dit forløb får du så hele tiden hjælp og støtte fra en af Internetpsykiatriens psykologer.
Internetpsykiatrien hjælper personer, som har tid og overskud til at arbejde med behandlingen to gange om ugen.
Lavt selvværd er som en muskel, den skal trænes
På det du skriver, lyder det til, at negative tanker og lavt selvværd er noget, som fylder meget hos dig.
Heldigvis er selvværd noget, som man kan træne, og man kan godt få et stærkt selvværd.
Men det kræver, at man bruger tid på at styrke det.
I vores artikel: Lavt selvværd: 7 gode råd til, hvordan du får det bedre med dig selv, kan du læse en masse om det. Men jeg vil alligevel lige uddybe noget af det for dig.
Tal med dine venner og udfordre de negative tanker
En ting man kan gøre, er at tale med sine venner om, hvordan man har det.
Og det er der to gode grunde til.
Først og fremmest er det rigtig rart at få sagt sine tanker og følelser højt. For når vi går med dem alene, så har de det med at fylde rigtig meget.
Man kan se det lidt som en ballon, der kun bliver større og større, og for at den skal blive mindre, bliver man nødt til at lukke luft ud af den en gang imellem.
Og det gør man ved at fortælle andre, hvordan man har det.
Den anden gode grund er, at når man går helt alene med sine negative tanker, så er der ingen til at udfordre dem.
Du skriver for eksempel, at du føler, at ingen kan lide dig, og at du ikke føler dig god nok.
Når jeg læser dit brev til os, så synes jeg, du virker som et virkeligt eftertænksomt og modigt menneske, som gør det allerbedste du kan. For det er sindssygt sejt, at du har rakt ud efter hjælp!
Og det som ens venner kan, er faktisk at hjælpe én med at se sig selv gennem andre øjne.
For ens venner kan ofte se alle de gode og skønne kvaliteter vi har, som vi selv glemmer.
Headspace vil altid lytte
Til sidst vil jeg blot komme med en kæmpe anbefaling.
Hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale Headspace.
Hos Headspace kan du få fysisk eller online rådgivning, og du kan være helt anonym. De har fysiske afdelinger i hele Danmark, så det kan være der er én tæt på dig.
For det er virkelig vigtigt, når man har det svært, at man får talt med nogen om det. Derfor håber jeg også, at mit svar kan hjælpe dig på vej.
Jeg er virkelig glad for du har skrevet herind, jeg hepper mega meget på dig, og sender dig en masse positive tanker.
De bedste hilsner fra en Mindhelper