Hej Mindhelper

hvad er dumt at gøre når man har depression? altså at drikke alkohol, tage stoffer?

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15

Det kan være mega svært at håndtere en depression. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine spørgsmål med os.

Når man har en depression kan man godt få lyst til at dulme de svære følelser og tanker med alkohol eller stoffer. For det kan godt give en en kortvarig følelse af lettelse og bevidstløshed. Men det er ikke så god en idé at gøre, fordi det kan være farligt og man kan ende med at udvikle et misbrug. Jo oftere man indtager stoffer eller alkohol, jo mere kan man også være nødt til at tage, for at få den samme effekt. Altså, man bliver mere og mere tolerant overfor stofferne/alkoholen, så man vil skulle tage mere og mere hver eneste gang. Og så bliver man hurtigt afhængig. Udover det, så er alkohol og stoffer faktisk ikke særligt effektivt til at håndtere en depression. For når rusen er faldet og man er blevet ædru igen, så er depression der stadigvæk. Måske er den endda blevet værre.

Du spørger, hvad der er dumt at gøre, hvis man har en depression. Det er ikke så smart at tage stoffer og drikke alkohol. Det er heller ikke så godt, hvis man ikke fortæller nogen om, at man har en depression og prøver at håndtere det alene. For de ting kan faktisk godt være med til, at gøre depressionen værre. Du kan prøve at læse dette brevkassespørgsmål. Det minder rigtigt meget om dit spørgsmål og måske kan du finde flere gode råd i det. Hvis du vil vide mere om, hvad der kan være rigtigt godt at gøre, hvis man oplever depression, så har vi skrevet en en artikel med super gode råd til hvad man kan gøre, hvis man oplever depression her. Det er især en rigtig god idé, at få snakket med nogen om det, så man kan få hjælp og støtte til at komme igennem depressionen.

Jeg håber du har kunne bruge mit svar til noget. Masser af held og lykke herfra.

De venligste hilsner fra en Mindhelper