Kære Mindhelper

Jeg er en pige på 15 år

Jeg føler hver dag bliver værre og værre. Jeg er træt hele tiden og har ikke energi til noget. Jeg prøver og sove de fleste timer væk, men der er for mange ting at tage sig til. Jeg kommer hele tiden op og skændes med folk, og bliver hurtigt vred fordi jeg ikke har energien til noget som helst. Jeg hader mig selv for at have det dårligt når jeg har nogle gode forældre og veninder som vil hjælpe Og jeg føler mig så ond fordi det føles for hårdt at få det bedre.

Jeg tror ikke det bare er en dårlig fase jeg er inde i, fordi de sidste par år har føltes sådan her

Men jeg ville bare spørge om det ondt ikke at kæmpe nok til at kunne få det bedre?

(15 år)


Hej 15 årig

Når jeg læser dit brev, så kan jeg virkeligt mærke, at det er hammer-hårdt at være dig for tiden. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp, og det er første skridt på vejen imod at få det bedre. 

Du har kæmpet længe

Du slutter dit brev af med at spørge, om det er ondt, at det føles for hårdt at skulle kæmpe for at få det bedre. Og det tænker jeg bestemt ikke, at det er. Tværtimod så tænker jeg, at det er et tegn på, at dit liv har været rigtigt svært længe. Og at du har kæmpet så godt, som du overhovedet har kunne indtil nu. Men nu er du nået til et punkt, hvor det føles som om, dine kræfter er ved at være brugt op. 

Sådan kan man godt få det, hvis man har haft det svært rigtigt længe uden, at det er blevet bedre. Så kan det nemt føles for hårdt at blive ved med at kæmpe videre. Og man kan måske også komme til at tvivle på, om det overhovedet nytter noget. Mon du kan genkende det? Du skal vide, at det er tanker og følelser, der er normale at opleve, når man har det rigtigt svært. Men det er heldigvis ikke det samme som, at det ikke kan blive godt igen. For det kan det godt. 

Men det er tit et tegn på, at man har brug for mere hjælp til at få det bedre, end den man får lige nu, og det er helt okay. Vi kan alle sammen støde ind i perioder af vores liv, hvor vi for eksempel kan have brug for hjælp fra professionelle til at få det godt igen. Der kan nemlig være rigtigt mange grunde til, at livet føles hammer-svært. Derfor er svære perioder i livet også noget, der kan ramme os alle uanset, hvor gode og hjælpsomme mennesker vi har omkring os. 

Det skal ikke blive ved

Alle mennesker oplever, at der er dage og perioder i deres liv, hvor humøret er gråt og trist, og de mest bare har lyst til at gemme sig under dynen. Men det er ikke meningen, at livet skal føles så svært i flere år. Så hvis det ikke bliver bedre på et tidspunkt, men måske tværtimod bliver værre og værre, så er det vigtigt at være opmærksom. 

Der er nemlig nogen, der oplever at have det, som man kalder en depression. De har det tit sådan, at deres hverdag er blevet grå og trist. Og mange af dem oplever også at være så trætte, at de nærmest ikke har energi til at komme ud af sengen. Du kan læse mere om depression i den artikel, jeg har linket til. 

Hvis du kan genkende mange af tegnene i artiklen, så er det vigtigt at få det sagt til nogen. For man kan godt få det godt igen, selv hvis man har fået det så svært, at det måske er blevet en depression. Og heldigvis så får langt de fleste det godt igen med den rigtige hjælp.

Snak med nogen

Det lyder som om, du allerede snakker med dine forældre og veninder om, hvordan du har det for tiden. Er det rigtigt forstået? Det må du gerne give dig selv et klap på skulderen for. Det kan nemlig være hammer-svært at dele svære ting i livet med folk omkring sig. Men det er vigtigt at gøre det. For det at række ud og snakke med folk omkring sig, er det første skridt på vejen imod at kunne få hjælp. Derfor er det super godt, hvis du allerede snakker med folk omkring dig om, at livet er svært. 

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har fortalt dine forældre, at du lige for tiden har det sådan, at det føles for hårdt at kæmpe for at få det bedre? Hvis ikke du har det, så er det vigtigt, du gør det. Jeg kan sagtens forstå, hvis det lyder svært at skulle fortælle det til folk omkring dig. For det kan godt føles som lidt en forbudt følelse at have det sådan. Men det er vigtigt, du ikke går rundt med den følelse alene. Det er den nemlig alt for svær til. 

Snak med din læge

Når du har haft det svært i flere år efterhånden, og det bare bliver værre, så er det vigtigt, at du snakker med din læge om det. For det er ikke meningen, du skal blive ved med at gå rundt og have det sådan her. Og din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad det kan være, der gør livet så svært for dig. Samtidigt så kan din læge også hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til at få det bedre henne. 

Hvis du ikke har lyst til at tage til lægen selv, så synes jeg, du skal prøve at snakke med dine forældre om, om de kunne have lyst til at tage med dig. Det vil de fleste forældre nemlig gerne. Og det kan være rigtigt rart at have nogen med ind, som man kan støtte sig lidt op af. Og som også kan hjælpe en med at få sagt de ting, man gerne vil have sagt. Du kan også prøve at læse vores artikel om det at gå til lægen, når man har det svært. Der står en masse om, hvordan det foregår. Så måske den kan være meget rart for dig at læse. 

Når man har haft det svært rigtigt længe, så kan det godt begynde at føles for hårdt at kæmpe videre. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, der har givet dig håb for, at det kan blive bedre og mod til at kæmpe videre. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper