Jeg er kommet til at tænke på noget. Hvis man har været ked af det i lang tid, kan man så godt blive en helt anden? For senere at blive sig selv igen?

Hej Mindhelper

Kan man godt være så ked af det i en lang periode at man kan lukke ned og blive en helt anden for så senere at blive sig selv igen?

(Pige, 20 år)


Kære 20-årige pige

Det lyder ubehageligt at være så ked af det, at man føler, man er blevet en anden. Derfor er jeg rigtigt glad for, at du har skrevet ind. Det er et mega sejt og super vigtigt skridt til at få det bedre.

Det er ikke unormaltHvis man går rundt og er rigtigt ked af det i lang tid, kan det godt påvirke, hvordan man er. Det kan for eksempel ske, hvis man har en depression. Det er slet ikke unormalt, at man så kan opleve, at man i en periode slet ikke kan kende sig selv. Når så depressionen er lettet igen, begynder man at blive mere sig selv. Tanker og følelser ændres, og man får langsomt mere overskud til at være den, man er igen. Hvis du har lyst til at læse mere om, hvad depression er, har jeg her en artikel om depression og de mest typiske tegn

Snak med dine forældre
Du skriver ikke, om det er dig selv, der oplever dette. Men hvis man oplever at være så ked af det, at man ikke længere kan genkende sig selv, er det vigtigt at få snakket med nogen om det. Derfor vil mit bedste råd være at fortælle dine forældre om, hvordan du går og har det. Nogle gange letter det lidt at snakke med nogen om de ting, der er svære. Desuden vil dine forældre kunne hjælpe dig og støtte dig, hvis de ved, at du har det svært. Det kan være svært at snakke med sine forældre om det, der fylder. Derfor har jeg linket til en guide med gode råd til, hvordan du kan snakke med dine forældre

Tag fat i Headspace
Nogle gange kan det være nemmere at snakke med nogen, man ikke kender. Derfor vil mit andet råd være at tage fat i Headspace. Der sidder der frivillige klar til at snakke med dig om lige nøjagtigt det, der fylder for dig. Det er gode og trygge rammer at snakke om det, der kan være svært. Du kan være helt anonym, og de frivillige er vant til at snakke med unge, der ikke har det godt.

Lægen kan også hjælpe
Endeligt kan din egen læge hjælpe, hvis du har gået rundt og følt dig rigtigt ked af det i en længere periode. Hvis du ikke helt ved, hvad du skal sige til din læge, kan du her finde nogle gode råd til at snakke med lægen

Det kan være rigtigt hårdt at gå have det svært. Heldigvis får langt de fleste det godt igen med den rigtige hjælp. At skrive herinde er første skridt i den retning, og jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper