Til Headspace. Jeg skriver til jer, da jeg dagligt har tankemylder og overtænker voldsomt. Det er de seneste par år blevet værre og går hen og påvirker min relation med mine kollegaer. Jeg føler hele tiden at jeg får sagt nogle dumme ting og måske også i forkert toneleje. Jeg er opmærksom på det og henvender mig også til mine kollegaer hvis jeg ikke kan slippe det – i form af “Jeg håber ikke jeg har fået sagt/gjort noget forkert, for det var ikke min hensigt” jeg har svær præstationsangst og tror det er i de situationer jeg ikke altid får tænkt ordentlig. Jeg får kun at vide jeg er en rar, arbejdsom og smilende pige, men hvorfor føles det så ikke sådan? Når dagene er værst med tankemylder trækker jeg mig mehet ind i mig selv, og vil rigtig gerne slippe det. Det påvirker også min relation til familie , da jeg bliver nervøs for at tale generelt. Har før gået to-tre dage uden at sige mere end 20-50 ord. Hvordan bliver jeg bedre til at stole på folk ville henvende sig til mig hvis jeg gjorde noget forkert – og stole på jeg er den pige som smitter med godt humør

(20 år)


Hej med dig

Jeg skal lige starte med at sige, at det her ikke er Headspace, men Mindhelper som du har skrevet til. Det kan være super hårdt, når tankerne kører derudad. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Hvorfor tankerne nogle gange fylder så meget

Du skriver, at du dagligt har tankemylder og overtænker voldsomt. Det lyder super hårdt, for det kan være ret drænende, når ens tanker flyver afsted i hovedet med 100 kilometer i timen. Du skriver også, at det påvirker din relation til dine kollegaer og familie, da du tænker på om du får sagt noget forkert til dem eller i et forkert toneleje. 

Det med at bekymre sig om, synes om en, er helt naturligt. Det er noget, som vi alle sammen gør. Vi mennesker er nemlig fra naturens side flokdyr. Det betyder, at vi er indbygget sådan, at vi altid er opmærksomme på, hvordan folk omkring os reagerer og lægger mærke til de mindste tegn på, om andre fx er sure eller glade. Dengang vi levede på savannen, var det nemlig super smart at være del af en flokken, så man ikke pludselig stod alene, hvis der kom et farligt rovdyr. På den måde, er det super hjælpsomt, at vi kan lægge nøje mærke til andres signaler. Problemet er bare, at vores hjerne nogle gange kan blive lidt for opmærksomme på andres signaler. Og så kan man bruge rigtig meget energi på at tænke på, hvordan det man siger til andre, bliver opfattet. 

Stop snebolden før den vokser sig for stor

Når man overtænker, kan ens tanker nogle gange godt føles som en snebold, der ruller ned af en bakke og vokser sig større og større. Overtænkning ender derfor nogle gange med, at blive til en spiral, som er svær at komme ud af. Det bliver en spiral, fordi man først er så opmærksom på, hvad man siger og gør, at man måske slet ikke kan være naturlig sammen med andre. Og det bliver måske lidt mærkeligt, og så tænker man måske endnu mere over det næste gang. På den måde ender det hele med at køre i ring og ting, som førhen var nemt, bliver svære og svære.

Derfor tænker jeg, at det kan være en god ide, at øve sig i at stoppe snebolden af tanker, inden den bliver for stor. I vores artikel Lær at bryde tunge tanker og følelser, når de kører i ring, er der nogle gode råd til, hvordan man kan bryde tankerne op, så de ikke kører i ring. 

Arbejd med tankerne

Når jeg læser det du har skrevet, får jeg en fornemmelse af, at du måske er lidt hård ved dig selv. For selvom folk omkring dig siger, at du både er rar og arbejdsom, skriver du, at det ikke føles sådan, og at du ikke forstår hvorfor. Ofte er vi vores egen værste kritiker, og derfor har vi mennesker det også med at være meget hårdere ved os selv end vi er overfor andre. Og det kan være ret drænende. Derfor tænker jeg også, at der måske er noget i vores artikel Dæmp din indre kritiker: Acceptér dig selv!, finder du nogle råd til, at være mindre kritisk over for en selv.

Snak med nogen om det

Når tankerne fylder for meget, er det en god ide at få snakket med nogen om det. Det er nemlig alt for tungt at gå med det hele selv. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, hvis du fik snakket med en voksen om, hvordan du har det. Det kan være en af dine forældre, en onkel eller en helt tredje. Det vigtigste er bare, at det er en, som du føler dig tryg med. Ofte hjælper det til at få lidt luft til ens tanker, når man deler det med andre.

Headspace

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre om det, er du altid velkommen til at kontakte Headspace. Hos Headspace sidder en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være gode at snakke med, når tankerne fylder for meget. Det er ganske gratis og man kan være anonym, hvis man har lyst til det. Du kan finde Headspacecentre i de fleste storbyer, og ellers kan du altid fange dem på chat. 

Det er hammertræls, når tankerne suser rundt i hovedet og fylder det hele. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper