Hvad gør jeg?

Hej jeg vil gerne sige til min lære at jeg har det lidt svært med mig selv og han er sød og venlig men jeg kan bare ikke få det ud af mig selv hjælp mig egentlig ville jeg bare dø.

(Pige, 13 år)


Kære pige 13

Det lyder rigtig svært at være dig lige for tiden. Derfor er det bare rigtig godt, at du skriver herind til os. Det viser, at du gerne vil gøre noget ved den situation, du er i nu, og det er godt nok sejt! At du også gerne vil sige til din lærer, at du har det svært med dig selv er virkelig flot, og det synes jeg helt bestemt også, at du skal.

Det er rigtig vigtigt, at du snakker med nogen
Når man har det svært, er det rigtig godt, at dele det med nogen, som man er tryg ved. Det kan hjælpe en ud af svære situationer. Bare det at have delt det med nogen kan gøre, at man ikke føler sig så alene om sit problem.

Det lyder til, at du er tryg ved din lærer og har det godt med ham. Så igen: Jeg synes, det lyder som en rigtig god idé at sige det til ham.

Det ville også være rigtig flot, hvis du kunne fortælle en af dine forældre om det. Det er vigtigt, at ens forældre ved, hvordan man går og har det. De er de personer, man ser alt den tid, man er hjemme. Og det er dem, der kan reagere, når noget ikke er helt, som det skal være.

Hvis du er lidt i tvivl om, hvordan du kan få det sagt; både til din lærer, men også en af dine forældre, kan du læse vores Guide til at snakke med dine forældre om svære ting. Den er skrevet i forhold til at sige det til forældre, men du kan sagtens genbruge de fleste punkter, når du skal sige det til din lærer.

Du kan også skrive det
Generelt kan det være svært at fortælle andre om sine problemer. Hvis det er for svært at sige, kan du altid vise dit brevkassespørgsmål eller måske skrive en lidt længere besked, som de kan læse i stedet. Det kan nogle gange virke mindre ubehageligt og skræmmende. 

Børnetelefonen kan også hjælpe dig
Hvis du synes, at det er alt for overvældende at fortælle til nogen du kender, kan du altid chatte eller ringe helt anonymt til Børnetelefonen. De er vant til at snakke med unge mennesker om de svære ting. Og de kan måske også hjælpe dig med, hvordan du kan få sagt det på en god måde til din lærer og forældre.

Tanker om døden
Du skriver helt til sidst, at du egentlig bare gerne vil dø. Det er jeg rigtig ked af at høre, for sådan skal du jo helst ikke have det. Men nogle gange kan ens situation bare være virkelig svær at være i, og så kan man få tanker om, at det ville være bedst slet ikke at være her mere. Det er derfor overhovedet ikke forkert af dig at have de tanker, når du har det svært. Faktisk har størstedelen af danskere oplevet at have tanker om døden på et tidspunkt i deres liv. Jeg vil dog lige høre: Når du skriver, at du gerne vil dø, er det så noget, du tænker, at du rent faktisk gerne vil, eller er det, fordi du egentlig bare gerne vil have det bedre?

Når vi får selvmordstanker, kan det være et tegn til os på, at der er noget i vores liv, der ikke er optimalt, og som vi skal forsøge at ændre.

Du er godt på vej
Du har allerede taget første skridt på vejen ved at skrive herind og reagere på din situation. Og at du tænker at sige det til din lærer viser også, at du er på vej – og igen: Virkelig sejt gået af dig.

Næste skridt er så, at du får snakket med din lærer og dine forældre, så de kan hjælpe dig på den vej.

Jeg håber rigtig meget, at mit svar har gjort dig mere sikker på, at du skal snakke med din lærer og en forælder om, hvordan du har det. Jeg er sikker på, at du godt kan. Du har vist det så flot her, så jeg tror på dig. Du må passe godt på dig selv.

Kærlige hilsner fra Mindhelper