Jeg synes ikke, at det går særlig godt for tiden. Når det er allermest sort, får jeg tanker om, at ting ville være bedre, hvis jeg ikke var her mere.

Hej

Jeg er en pige, som går i 2.g
Jeg skriver, fordi det ikke går særlig godt, og fordi det har været sådan i en måned nu. Jeg får ikke gjort de ting, jeg skal, og jeg kan ikke samle mig om noget som helst. Mine forældre kører mig i skole hver morgen , så jeg kan ikke pjække, uden de opdager det. Tidligere har de været meget forstående omkring, at jeg godt kunne tage en fridag en gang i mellem, men nu hvor mit fravær er blevet ret højt, har det ændret sig. På en måde tror jeg, det er godt, for når jeg er i skolen, føler jeg mig glad. Jeg har lyst til de fleste fag og mine venner er søde, men så snart jeg kommer hjem, går det galt igen. Jeg mister lysten til alting og kan ikke overskue noget, mens mit skriftlige fravær bare stiger og stiger. Det er som om det hele samler sig til en knude i min mave, og jeg har svært ved at græde. Istedet føler jeg mig bare tom. Om aftenen søger jeg på depressioner og stress på nettet. Når jeg læser om andre, der har det dårligt, kan jeg nemmere græde. For en måned siden følte jeg mig stresset, men nu er det mere bare ligegyldigheden, der rammer mig. Jeg tror ikke, jeg har en depression, for jeg sover fint om natten. Og jeg er jo ikke trist hele tiden. Måske er jeg bare doven. Jeg hader min hjerne, det er som om den overtænker alting. Jeg har verdens sødeste familie og venner, men jeg har ikke lyst til noget. Når det bliver allermest sort, tænker jeg, at der er ikke er nogen mening i noget, at mange ting ville være bedre, hvis jeg ikke var her. Det skammer jeg mig over. Jeg ved godt, det ikke er sandt, men alligevel strejfer tanken mig.

Jeg har tænkt meget på, hvorfor jeg har det sådan her, men jeg kan ikke rigtigt finde ud af det. 1.g gik rigtig fint, selvom min mor havde kræft og jeg synes, det var svært at få venner i starten. På efterskolen havde jeg det til gengæld dårligt i en længere periode. Jeg følte mig generelt meget presset hele året, og mit selvværd var rigtig dårligt. Min far havde været syg med stress lige inden og var det tildels stadig, og det var hårdt for mig. Inden vi opdagede, han var syg, kunne jeg godt mærke, der var noget i vejen, men jeg troede, det var mig, den var gal med. At han ikke længere kunne lide mig. Han var altid så sur, og når vi snakkede sammen, var det næsten altid kun om hans arbejde. Han er rask nu, men usikkerheden og følelsen af at være forkert, har jeg stadig.

Mine forældre ved godt, jeg ikke har det så godt for tiden, men jeg tror ikke, de ved hvor slemt det er. Jeg ved heller ikke, om det er så slemt. Om jeg egentlig bare er kommet ind i et dårligt mønster og drukner mig selv i selvmedlidenhed. På en måde tror jeg, at jeg bare burde tage mig sammen, men når jeg tænker sådan, bliver jeg også ked af det. For selvom jeg ved, alting går bedre, når jeg kommer op af sengen, føles det så umuligt. Hver eftermiddag kan jeg bare ikke. Mine tanker kører langt ud, hvor jeg ikke kan styre dem, og hvor alting føles meningsløst. Det er ikke særlig rart. Jeg har en psykolog tid i næste uge. Jeg har det meget blandet med det, for jeg er så bange for at blive misforstået. Så nu skriver jeg også her. Jeg tror, jeg er bedre til at formulere mig på skrift.

(Pige, 17 år)

Kære du

Jeg læser dit brev og tænker: “Hold op den pige har meget, der fylder for hende for tiden”. Derfor er det bare super godt, at du har sat dig ned og delt din situation. Det er nemlig første skridt på vejen til at få det bedre.

Dejligt med en sød familie og gode venner
Det gør mig glad at høre, at du har en dejlig familie og nogle gode venner. Og det er godt at høre, at du rent faktisk kommer afsted i skole. Især fordi du siger, at du føler dig glad, når du er deroppe. Så det, tænker jeg, er rigtig vigtigt, at du holder fast ved. Også selvom det virker rigtig uoverskueligt at komme afsted. Men jeg kan godt forstå, hvis det kan være svært.

Du skal ikke bare tage dig sammen
Et par gange i dit brev udtrykker du, at du ikke helt ved, hvor slemt det egentlig står til hos dig. Om du bare skal tage dig sammen. Men når jeg læser dit brev, forstår jeg det ikke som, at du bare skal tage dig sammen. Jeg synes, det lyder, som om du har det virkelig svært. Så det må du ikke bare slå hen. Du skriver også, at dine tanker kører langt ud om eftermiddagen, hvor du ikke kan styre dem. Hvad er det for nogle tanker, der er svære at styre?

Dine tanker er helt almindelige
Når man får tanker om, at mange ting ville være bedre, hvis man ikke var der, så har man det ikke så godt. Men du skal vide, at det er rigtig almindeligt, at man får de tanker. Især hvis man er i en situation, der er svær for en at være i. Så du er bestemt ikke alene. Du skriver, at du skammer dig over dem, fordi det ikke er sandt. Og det kan jeg godt forstå, du synes. De kan virke fremmede i forhold til, hvordan man ellers tænker om sig selv og sit liv.

Men husk på, at de her tanker er en almindelig reaktion på, at din situation er svær for dig at være i. Men se det også som et tegn på, at du skal passe på dig selv ved at gøre noget ved den. Ligesom du har gjort ved at søge hjælp hos en psykolog. Og det er rigtig flot, at du har gjort det!

Tag en snak med dine forældre
Du skriver, at dine forældre ikke ved, hvor skidt du har det. Hvordan kan det være? Og ved de heller ikke, at du har været ved psykologen? (Jeg tænker, at du har været afsted). Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at du får delt med dem alt, hvad der fylder for dig for tiden. Det må være mit vigtigste råd til dig. Det er rigtig vigtigt, at du ikke går med det alene. Og så kan dine forældre bedre hjælpe dig igennem det her, hvis de ved, hvordan du lige præcis har det. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal få det sagt, kan du kigge på vores guide til at snakke med forældre om svære ting.

Psykologen prøver at forstå dig rigtigt
Som du også selv skriver, er du super god til at formulere dine tanker og problemer på skrift. Og du er ret struktureret i din måde at fortælle, hvad der fylder for dig. Jeg håber, at det gik godt hos psykologen, og at du følte, at du blev rigtigt forstået. Jeg er i hvert fald sikker på, at psykologen har gjort det bedste, vedkommende kunne for at forstå din situation så rigtigt som muligt. Og jeg håber, at det var en god oplevelse for dig at være afsted.

Hvis du synes, at det var lidt svært at få forklaret det helt rigtigt, kan du måske prøve det her før jeres næste samtale: Sæt dig ned og skriv et brev, som du kan have med og støtte dig op ad, når du skal fortælle psykologen om, hvad du oplever. Det kan være, at det gør det lidt nemmere for dig.

Tag et kig på vores artikler
Her til sidst vil jeg lige høre dig, om du har set vores artikler om depression? Hvis ikke, kan du give dem et kig. I nogle af artiklerne kommer vi nemlig også med råd til, hvad man kan gøre, hvis man har det rigtig svært. Du kan starte med at kigge på de typiske tegn på depression.

Jeg håber, at du får snakket med dine forældre. Og at dine samtaler hos psykologen gør noget godt for dig.

De bedste og varmeste hilsner fra Mindhelper