Spring til hovedindhold
Udgivet: 05/08/2026

Hej Mindhelper

Jeg har social angst og er næsten også lige blevet diagnosticeret med ADD.
Jeg har været sygemeldt fra min uddannelse siden februar, men i maj valgte jeg at droppe ud.
Jeg er for det meste bare hjemme, fordi jeg ikke kan få mig selv til at gå ud af døren eller overskue at skulle være sammen med andre mennesker. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare kan tage mig sammen. Jeg kan for det meste godt stå op af sengen, men det er altid en kamp. Og nogle dage sover jeg til hen over middag, fordi min krop føles så tung og udmattet. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få vendt det om, så jeg har lidt nemmere ved at komme ud af sengen, og ud af døren.

(Pige, 22 år)


Kære dig,

TAK fordi du skriver ind. Det lyder bare ekstremt udmattende, det, du går igennem lige nu…

Og jeg kan kun forestille mig, hvor frustrerende det må være at skulle kæmpe hele tiden!  

Sæt din bar lavere for dig selv!  

Det første jeg bider mærke i, når jeg læser dit brev er, at du taler lidt hårdt til dig selv.  

Du skriver, at du skal “tage dig sammen” og “få vendt det om”.  

Jeg forstår godt den tanke, at man bør hive sig selv op i kraven og komme videre – men det kan man ikke altid. 

Det lyder som om, at du går igennem nogle store ting for tiden. Fx med en sygemelding der er endt med, at du har meldt dig ud af din uddannelse og to diagnoser. 

Det er ikke småting… 

Og derfor giver det måske egentlig ret god mening, at alting er lidt sværere lige nu. 

I stedet for at tænke ‘jeg skal bare tage mig sammen’, så kan det i sådan nogle situationer ofte give bedre mening at tænke: ‘jeg har rigtig svært ved mange ting for tiden, det er forståeligt, hvad kan jeg gøre for mig selv, for at gøre hverdagen bare lidt lettere?’. 

ADD-diagnosen  

Og ift. ADD diagnosen, som du lige har fået, så tænker jeg også, at den er værd at bide mærke i. 

Det kan være ekstremt energikrævende at forholde sig til! Måske har det været en forløsning at få diagnosen, måske har du det helt omvendt. 

Der kan være mange ting på spil… men lige nu kan jeg i hvert fald godt forstå, hvis du føler dig træt og tung.  

Det kan faktisk være svært at komme ud af sengen 

Jeg kan virkelig godt forstå, at det er let at komme til at tænke: “Hvorfor kan jeg ikke engang komme ud af sengen?”.

For man kan komme til at tænke, at det er en ret nem opgave.  

Men måske kan det være rart for dig at vide, at du ikke er alene om at have problemer med det. 

Faktisk er det noget mange med ADD og ADHD oplever. At de føler, at det at komme ud af sengen i sig selv kan være en kamp.  

Det gør det selvfølgelig ikke mindre frustrerende for dig, men det kan måske være rart at vide, at du ikke er alene.  

Fortæl det til nogen 

Du skriver ikke, om du taler med nogen i dit netværk om alt det her.  

Derfor er det noget jeg lige vil sætte ekstra streg under. Det er vigtigt, at du ikke skal gå med det alene.  

For det er svært at ændre noget helt alene. Og her kan det være rigtig godt at have støttende mennesker omkring sig.  

Derfor tænker jeg også på, om du har nogle gode venner, veninder, familie eller andre, som du kan tale med.

Og som også kan hjælpe dig med at få nogle gode rutiner på plads, så hverdagen bliver lidt lettere for dig? 

Og når der sker store ting i vores liv, så kan det også være rigtig lettende og rart at få sagt det højt, til dem vi stoler på.

Derfor håber jeg sådan, at du har overskud til at skrive til en, som du stoler på. 

Du kan fx skrive: “Hey, jeg har det lidt svært for tiden, det ville være mega fedt, hvis du havde tid til at snakke?”.  

Stille og roligt proaktiv 

Den tunge og trætte følelse kan måske også være et tegn på, at din krop har brug for ro og kærlighed, så du kan få energien tilbage.  

Så måske er det også okay, at du sover lidt længere i de her dage, indtil du kan mærke, at du har mere energi igen. 

Psykiatrifonden og ADHD Foreningen har mange gode råd 

Jeg ved ikke om du kender til Psykiatrifonden og ADHD Foreningen, men det er to organisationer, som jeg kom til at tænke på, da jeg læste dit spørgsmål.   

Psykiatrifonden er hammergode til at hjælpe mennesker, som har diagnoser af den ene eller anden slags, og som øver sig i at leve et godt liv med dem.  

Der er både mulighed for at chatte og tale i telefon med deres rådgivning, som har en masse viden om liv med diagnoser.  

ADHD Foreningen tilbyder også rådgivning, og så har de en online ‘mestringsbank’ med mega mange gode tips og tricks til en lettere hverdag.  

Jeg kan virkelig anbefale dig at tjekke dem ud!    

Tillid og tålmodighed  

Lige nu ønsker jeg dig i hvert fald, at du er tålmodig med dig selv.  

Den måde, du har det på nu, kommer ikke til at vare for evigt. Det er der faktisk meget få ting, som gør. 

Sæt små, overkommelige mål for dig selv: ‘I dag ringer jeg til en veninde’, ‘I dag går jeg ud og handler ind’ eller ‘I dag skriver jeg til Psykiatrifonden’.  

Du er sej! Det kræver selvindsigt, vedholdenhed og ikke mindst energi, at gennemgå diagnosticerings-processen.  

Jeg håber sådan, at mit svar kan hjælpe dig på vej.  

De allerbedste hilsner fra Aske

Var svaret nyttigt for dig?