Hej Mindhelper
Jeg er en pige på 15 jeg har lavet selvskade on and off i 2 til 3 år nu er jeg begyndt at ryge min far er alkoholiker og jeg har ik kontakt til ham det har været on and off hele mit liv men nu har jeg valgt ik at have kontakt med ham for lidt over et år fik han en blodprop i hjernen og var tæt på at dø og før ca et halvt år siden sprang hans tyktarm og han fik afvide hvis han ik stopper med at drikke og ryge kan det ske igen min mor og bonusfar er lige blivet skilt og jeg ser ham som min rigtige far jeg går på efterskole og lærerne er ligeglad med at man har det svært og de hører ik på hvad man siger jeg er også blivet mobbet nærmest hele mit folkeskole år så jeg var tit op at slås og min lillesøster har det også svært og jeg er bange for at jeg ik kan være der for hende nu når jeg går på efterskole jeg kan godt lige at drikke til fester men nu vil jeg ik drik for jeg er bange for at ende ligesom min far og jeg bliver hurtig stresset over små ting og jeg har ikke noget overskud til noget.
(15 år)
Kære dig,
Det lyder som om, at der er rigtig mange ting som fylder lige nu. Det kan jeg godt forstå er svært.
Jeg vil gerne lige starte med at rose dig for at skrive herind. Det kan være rigtig svært at række ud efter hjælp, når man har det svært. Derfor er det mega sejt, at du har fået skrevet ind til os. Det er nemlig også et tegn på, at du gerne vil have det bedre.
Når mange ting fylder
Lige nu lyder det til, at der er rigtig meget i dit liv som fylder. Både at din far drikker, at din mor og papfar er blevet skilt og at du er bange for ikke at kunne være der for din søster.
Det er allesammen ret store ting. Derfor synes jeg også det giver rigtig god mening, at du synes det hele er ret svært lige nu. Sådan tror jeg, de fleste ville have det, hvis de stod i samme situation.
Men netop fordi der sker mange store og svære ting i dit liv lige nu, er det også vigtigt, at du ikke går med dem alene.
Selvskade kan være en flugt med konsekvenser
Du skriver blandt andet til os, at du har selvskadet on/off i to til tre år.
Der kan være rigtig mange grunde til, at folk selvskader. Men fælles for de fleste er, at de går igennem nogle svære ting i deres liv.
Derfor synes jeg også, at det giver mening, at du selvskader. For jeg kan godt forstå, hvis det du går igennem føles meget overvældende. Og for nogle kan selvskade være en flugt fra de svære følelser.
Men selvom det måske giver mening lige nu, så er selvskade ikke en god ide på den lange bane. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvorfor man selvskader. For på den måde kan man få hjælp.
Jeg vil anbefale dig at kontakte Foreningen for spiseforstyrrelser og selvskades rådgivning. De ved nemlig rigtig meget om selvskade, og de taler hver dag med mennesker som har det svært.
Du kan både skrive til dem, ringe til dem og så tilbyder de også personlig rådgivning. Så der er rig mulighed for at tale med nogen som kan hjælpe dig.
Det er vigtigt at få sagt det højt
Når der sker store ting i ens liv, så er det helt normalt at det påvirker én. Derfor giver det også rigtig god mening, at du føler dig stresset og at dit overskud er lavt. For det kræver rigtig meget energi at være i svære ting.
Men noget der kan hjælpe meget, når man går med svære tanker og følelser, er at få sagt det højt.
Derfor tænker jeg, at det er vigtigt, at du får talt med nogen om, hvordan du har det.
Jeg kommer til at tænke på, om der er en voksen i dit liv, som du kan tale med. Det kan være en i din familie, nogle venner af familien eller en helt tredje. Det vigtigste er, at det er en, du stoler på.
For det første er det rigtig rart at få sagt sine følelser højt. Så er de nemlig lettere at være med. Derudover kan det være dejligt at tale med en voksen om det, fordi de ofte ved mere om, hvad du kan gøre, for at få det bedre.
Uanset hvad, er det vigtigste at du får talt med nogen.
Tal med dine venner
Jeg kommer også til at tænke på, om du har fortalt dine venner, om alle de ting der fylder i dig for tiden? Det kan være rigtig rart at fortælle sine venner, når man har det skidt, for så kan de hjælpe og støtte én.
Dine venner kender dig, og det kan være de har nogle gode råd til, hvad du kan gøre?
Det kan også være rart at fortælle sine venner, hvordan man har det, fordi man ofte vil opleve, at de faktisk kan genkende noget af det, man fortæller.
De fleste mennesker kender det med at have det svært eller være ked af det. Og det kan være rigtig rart at vide, at man ikke er alene.
Headspace vil altid lytte
Hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale Headspace.
Hos Headspace kan man tale om det der fylder med nogle rigtig søde rådgivere. Og så kan du være helt anonym, hvis du har brug for det.
De har afdelinger i de fleste store byer i landet, og ellers kan du også få rådgivning på deres hjemmeside.
Det kan være rigtig svært, når der er meget som fylder i ens liv. Her er det rigtig vigtigt at få talt med nogen om det. For det kan være rigtig hårdt at gå med alene. Derfor håber jeg at mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse positiv energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper