Hej

Jeg har en veninde, hun er min bedste veninde men jeg vil gerne stoppe kontakten med hende.
Jeg føler ikke jeg kan være mig selv i venskabet. Det er ligemeget hvad jeg gør så bliver vi uvenner, hun bliver sur hvis jeg giver hende råd og siger at jeg får hende til at føle at hun ikke kan tage egne beslutninger og hvis jeg siger fra overfor hende bliver hun sur på mig. Når vi bliver uvenner begynder hun at svine mig til og siger at jeg er den der sviner hende til selvom jeg ikke har skrevet noget ondt eller personligt til hende.
Hun snakker kun om sig selv og lytter aldrig til de ting jeg har at sige. Og hun får mig til at føle at jeg aldrig kan måle mig med hende.
Jeg har forsøgt at snakke med hende om alle de her ting og mere til, men det er som om det ryger ind af det ene ører og ud af det andet. Som om hun ikke engang er interesseret. Hun forventer at jeg er der for hende når hun har brug for det, men når jeg har brug for hende er hun der aldrig.
Hvis noget godt sker i mit liv, så i stedet for at spørge ind til det eller være glad på mine vegne, så forsøger hun bare at overgå det og fortælle mig om alle mulige ting der sker for hende.
Hun har altid travlt med at fortælle mig hvor lækker hun er og hvor flot hun er. Jeg er en overvægtig pige så for mig er det trælst at hører og hvis jeg får opmærksomhed fra en dreng har hun travlt med at finde en måde at ødelægge det på. Og når vi går rundt sammen i byen siger hun altid ”ej så du lige hvordan han stirrede på mig” som om jeg ikke er der og ikke er værd at bemærke.
Jeg tror blandt andet det handler om noget jalousi, fordi hun har haft et liv med dårlige vilkår, hendes mor har været fraværende og hendes far har kun kunnet give hende tøj fra Føtex og Bilka og genbrugsbutikker osv. Hvor jeg har forældre som har kunnet give mig mærkevarer og har været på rejser i udlandet og jeg tænker at det kan handle om at hun er frustreret over at jeg har haft sådan en opvækst. Min mor siger at det kan handle om at hun vil finde en måde at være lige med mig.
Men jeg ved ikke noget om det, jeg føler det her er et venskab der hører til folkeskolen.
Jeg føler mig undertrykket og jeg føler at jeg bliver kvalt

Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, da jeg er sårbar i forvejen ift. at jeg har meget få venner og hun er min eneste veninde.

Hvad skal jeg gøre når det ikke hjælper at snakke med hende om det?

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Det er rigtigt hårdt, når et venskab lige pludseligt holder op med at være rart at være i. Så jeg kan godt forstå, du ikke helt ved, hvad du skal gøre. Og jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er okay at gå

Det lyder som en virkeligt svær situation, du står i. For på den ene side lyder det ikke som om, du har det særligt godt i dit venskab med din veninde. Men på den anden side er det også rigtigt hårdt at droppe kontakten med et menneske, som det lyder som om, du har været venner med længe. Og som jeg tænker, du også har en masse gode minder med, selvom jeres venskab ikke fungerer mere. Jeg kan til gengæld godt forstå, at du faktisk ikke rigtigt har lyst til at være venner med din veninde mere. For det lyder ikke som om, hun behandler dig særligt godt. Og lige meget hvad hun måtte have af grunde, så er den måde hun behandler dig på ikke okay. Når man ikke bliver behandlet ordentligt i et venskab, så er det altid okay at gå fra det. For man skal kun være i et venskab, hvis man bliver behandlet ordentligt og selv synes, at det er et rart venskab.

Tag en alvorlig snak med hende

Når jeg læser dit brev, så lyder det som om, du allerede har gjort rigtigt mange af de rigtige ting. Du har forsøgt at snakke med hende om det, og du har faktisk også forsøgt at sætte grænser overfor hende, når hun ikke har behandlet dig ordentligt. Så det lyder som om, du virkeligt har forsøgt at få jeres venskab til at fungere. Derfor tænker jeg også, at det ville give mening at tage en sidste alvorlig snak med din veninde, hvor du fortæller hende om de ting, du har skrevet til mig. Og siger, at hvis hun bliver ved med at opføre sig på den måde, så har du ikke lyst til at blive ved med at være venner med hende, fordi du ikke føler dig tilpas i jeres venskab mere. Så har din veninde fået en sidste chance for at begynde at opføre sig ordentligt. Og hun har også fået en advarsel, så det ikke bare kommer ud af det blå, hvis du dropper kontakten med hende.

Kan du lære nogle nye mennesker at kende

Jeg kan godt forstå, at det er ekstra svært for dig at skulle droppe kontakten til din veninde, hvis du i forvejen ikke har så mange andre veninder end hende. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon kan lære nogle nye mennesker at kende, som du måske kan blive veninder med? For jeg synes, du har fortjent nogle veninder, der behandler dig ordentligt. Så jeg tænker på, om du mon har nogle fritidsinteresser? Eller bare noget du altid godt har kunnet tænke dig at prøve af. Det kunne være svømning, at spille et musikinstrument eller noget helt tredje.

Hvis der er noget, så kan du jo undersøge, om der er et sted i nærheden, hvor du kan komme til at prøve det af. Fritidsklubber er nemlig et rigtigt godt sted at møde nye mennesker. For så laver man noget, som man er fælles om. Og hvis man har svært ved at finde noget at snakke om, så kan man altid bruge den fælles interesse som et samtaleemne. Du kan også kigge i vores artikel om at lære nye mennesker at kende. Det kan være, der er nogle flere gode råd i den, du kan bruge.

Bliv ved med at snakke med din mor

Det lyder som om, du allerede har snakket lidt med din mor om det her. Og det skal du have et klap på skulderen for. For det er så vigtigt ikke at gå alene med det, når der er noget, der fylder meget i ens tanker. Så kan det nemlig bygge sig op og komme til at fylde endnu mere. Derfor skal du også endelig bare blive ved med at snakke med din mor om det, hvis der er noget, du har brug for at snakke om. For det hjælper at have nogen at dele sine tanker med. Og som også kan komme med nogle råd, hvis man ikke helt ved, hvad man skal gøre.

Du kan også tage fat i Ventilen

Jeg kommer til at tænke på, om du kender Ventilen? Ventilen er et sted, hvor man kan komme som ung, hvis man ikke har så mange venner eller føler sig ensom. Så kan man møde andre unge, som har det lidt ligesom en selv. Hos Ventilen er der nogle super søde frivillige, der nok skal sørge for, at der ikke er nogen, der er udenfor fællesskabet. Så hvis du har lyst til det og mod på det, kan Ventilen også være et sted, hvor du kan møde nogle nye mennesker.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. For du har fortjent at have nogle veninder, der behandler dig ordentligt.

De bedste hilsner fra en Mindhelper