Hejsa

Jeg var til en fest fornyelig hvor mig og min veninde drak os fulde hvor min veninde så går ud for at ryge en smøg jeg går med hende og det ender så med jeg får et par sug af hendes cigaret og ender egentlig med at sidde og ryge med mange af dem fra festen jeg har prøvet at ryge 1 gang før men denne gang fortryder jeg det meget og tør ikke snakke med mine forældre om det.

(14 år)


Kære Du

Øv – det kan være en mega træls følelse at fortryde noget, man gjorde til en fest. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og delt det.

Det er normalt

Du skriver, at du røg til en fest og fortryder det meget nu. Det kan være en ubehagelig følelse at gå med. Det kan sætte sig lidt som en knude i maven. Eller måske slår man sig selv oven i hovedet med tanker som: “Hvorfor gjorde du det, det var mega dumt” eller “Du burde vide bedre!”. Sådan nogle tanker tror jeg, at rigtig mange unge, har prøvet at have. For når man er til en fest og har fået noget at drikke, kan man godt komme til at gøre nogle ting, som man ellers ikke ville. Alkohol påvirker nemlig hjernen. Så når man er fuld bliver man tit lidt mere løssluppen og tænker måske ikke helt så fornuftigt, som man ellers ville. 

Vi mennesker begår også allesammen fejl en gang i mellem. Derfor er det også helt normalt at komme til at gøre noget som fx at ryge til en fest, som man fortryder bagefter.

Til næste gang

Selvom følelsen af fortrydelse er stærkt lige nu, så vil højst sandsynligt gå i sig selv igen. For den slags følelser klinger for det meste af, som tiden går.

Men du kan måske tænke lidt over, om du kan bruge oplevelsen, når du skal til fest næste gang? Så når du kommer i en situation, hvor folk ryger, kan du prøve at tænke tilbage på, hvordan du fik det sidste gang du røg. Og måske kan det hjælpe dig til, ikke at ryge igen og bagefter fortryde det. På den måde kan du bruge den her oplevelse til noget positivt. Giver det mening?

Du kan også tage et kig på artiklen Sådan udfordre du negative tanker om dig selv. Her er der lidt råd til at sætte en stopper for svære tanker. Så jeg tænker måske den også kan hjælpe dig på vej.

Snak med din veninde

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med din veninde, om at du fortryder at du røg til festen? Ellers kan det måske være en god ide at gøre. For det kan være rart, ikke at gå med tankerne selv. Og måske kender din veninde også til det med, at komme til at gøre noget, som man bagefter fortryder. Og så kan i tale lidt om det. 

Det er ikke så vigtigt, præcis hvem du taler med. Så det kan også være at du kender en anden, som du hellere vil tale med – måske en storesøskende, en anden veninde, eller en helt tredje?

Tal med dine forældre?

Du skriver også, at du ikke tør tale med dine forældre, om det. Sådan tror jeg, at mange unge har haft det på et tidspunkt. For måske frygter man, at de vil blive sure på en, hvis man f.eks. har røget. Men nogle synes alligevel det kan være ret lettende, at snakke med deres forældre, hvis de har gjort noget, som de fortryder. For så skal man ikke gå med tankerne selv. Og det være en god hjælp, især hvis man går rundt med dårlig samvittighed. Så hvis du alligevel får mod på at tale med dine forældre, så kan du kigge på den her Guide til at tale med forældre. Den kan måske gøre det lidt lettere.

Der er aldrig fedt at fortryde noget, man har gjort. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Og så krydser jeg fingre for at den trælse følelse snart forsvinder igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper