Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 16, som går på efterskole. I vinterferien sagde jeg til mine forældre at jeg ikke ville tilbage dertil. Nu tror de der er sket noget, som jeg ikke ville fortælle dem. I sidste uge var jeg i skole og fe troede alt gik fint, men i går begyndte jeg at græde over jeg skulle tilbage. Min mor virkede lidt sur, fordi de ikke forstår hvorfor jeg ville stoppe (Jeg ved det ikke selv) Deres grund for at jeg skal tilbage er pga jeg kan få en skole psykolog i starten af april.
Jeg har det okay på skolen jeg føler bare der sker så meget, så jeg ikke har tid til at græde osv.

(16 år)


Kære Pige på 16 år

Det lyder som om, at du har det svært for tiden. Og at tankerne om at skulle være på efterskolen fylder. Derfor er jeg mega glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Det er normalt

Du skriver, at du ikke ved, hvorfor du ikke har lyst til at skulle tilbage på skolen. Det kan være ret frustrerende, at have det sådan. For når man synes noget er svært, vil man som regel gerne have en forklaring på, hvorfor man har det sådan. Men du skal vide, at det er ret normalt, at man ikke lige kan sætte en finger på, hvad som gør, at man har det, som man har det. Nogle gange handler det om, at der er sket noget. Og andre gange er der måske ikke en specifik grund.

Der sker meget på en efterskole

Når man går på efterskole er man som regel omgivet af en helt masse mennesker. Måske er der en masse aktiviteter dagen lang. Og man deler tit også værelse med en eller flere roomies. Det kan være skønt at der sker så meget, og at man er meget sammen med andre, men sommetider kan det også føles overvældende. For hvis man en dag for eksempel føler sig lidt trist eller nede, ville man måske ønske, at man bare lige et par timer kunne tjekke ud af efterskolelivet, og være for sig selv. Kan du genkende det? Men det er ikke altid, at man lige kan gøre det på en efterskole. Derfor kommer man måske også til at gå og holde nogle svære følelser inde. Og så kan de godt komme til at vokse sig større. Derfor er det også vigtigt, at man får fortalt det til nogen, hvis man går og bøvler med nogle ting.

Snak med en lærer

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med en lærer fra efterskolen om, hvordan du har det? Det kan måske være en af de lærere, som du har i skolen eller en kontaktlærer. Lærerne er der nemlig for at hjælpe. De har helt sikkert prøvet at have en elev før, som synes det var lidt svært at gå på efterskole. Og som egentlig ikke rigtig havde lyst til at skulle tilbage efter en ferie. Måske kan lærerne også hjælpe dig med at finde ud af, om der er noget i sammen kunne gøre for, at det blev nemmere at være på efterskolen. 

Vær sammen med andre

Hvis man har det svært, har man tit allermest lyst til at trække sig og måske være for sig selv, inde på værelset. Har du det mon også sådan? 

Hvis du har det skal du vide, at det er helt naturlig reaktion. Men selvom det kan være svært, så kan det sommetider hjælpe, at prøve at være sammen med andre. For selvom det måske virker lidt bagvendt, så er det tit der, at man kan få et løft og finde noget glæde og energi. Så måske kunne du prøve at lave nogle hyggelige eller sjove ting, med nogle af de andre fra efterskolen? det behøves ikke være noget stort og vildt, men noget du godt kan lide at lave – f. eks se en film, eller gå en tur.

Tal med nogle andre

Det er rigtig godt, at du har talt med dine forældre om, hvordan du har det. Og selvom de ikke helt kan forstå dig, så vil jeg råde dig til, at blive ved med at gøre det. For man skal ikke gå med tunge tanker og følelser alene. Så godt klaret, at du har rakt ud efter hjælp!

Jeg synes også at det lyder rigtig godt, at du snart kan komme til at tale med en skolepsykolog. Måske kan dig og psykologen finde ud af, hvad der skal til, for at du kan begynde at få det bedre. Og psykologen kan måske også sammen med dig undersøge, om det ville være bedst at du bliver året ud på efterskolen, eller om der er noget andet, som ville give bedre mening.

Det kan være rigtig træls, når man ikke har lyst til at skulle tilbage på sin efterskole. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at du snart får det bedre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper