Hej brevkasse.

Jeg føler mig nogen gange anderledes eller forkert og føler jeg mangler glæden i livet. Og døjer også med ocd har ikke fortalt nogen om det. Hvad skal jeg gøre?

(13 år)


Kære Du

Det lyder til, at du går rundt med nogle tunge følelser for tiden. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det. For du ikke gå med det svære alene.

Svære perioder kan komme og gå

Du skriver, at du nogle gange føler dig forkert og at du mangler glæden i livet. Det kan fylde en hel del, når man ikke føler sig glad. Måske virker hverdagen trist, grå eller kedelig. Tingene kører måske lidt på rutinen. Og uden man helt ved hvorfor, så kan de triste tanker og følelser godt liste sig ind. Er det mon noget du kan genkende?

Hvis du kan, så skal du vide at det er helt normalt, at have perioder, hvor man ikke er specielt glad, eller hvor det hele føles lidt trist og tungt. Det prøver de fleste unge en gang imellem. Men nogle gange, når man står lige midt i følelserne, kan det godt virke som om, at man er den eneste, som har det på den måde. Måske kigger man på sine forældre eller venner og tænker – de ser jo ud til at være glade alle sammen. Hvorfor har jeg det ikke sådan? Er der noget galt med mig? 

Men det er naturligt, at ens følelser svinger fra tid til anden. Og som regel går tristheden i sig selv igen efter lidt tid, og så vænner glæden tilbage. Men det kan alligevel være meget rart at have nogle ting, som kan hjælpe i sådan nogle perioder. Derfor har vi her på Mindhelper også en artikel med gode råd til hvad man kan gøre, når man er endt nede i kulkælderen. Så den kan du tjekke ud, hvis du har lyst. 

Man kan få hjælp til OCD

Du skriver også, at du døjer med OCD. Du skriver ikke så meget om, hvad der er for nogle ting som bøvler for dig. Men det kan være hammerhårdt, hvis man er meget styret af tvangshandlinger eller har tvangstanker. 

Hvis du gerne vil læse lidt mere om OCD og råd til, hvad man kan gøre, så kan du kigge på artiklen OCD: typiske tegn og råd til hvad du kan gøre. For man kan nemlig godt få det bedre, så tvangstanker og handlinger ikke fylder nær så meget. Men sommetider har man brug for en hjælpende hånd. Vi mennesker er nemlig slet ikke designet til at klare svære ting alene. Derfor er det også en rigtig god ide, at fortælle nogen om det, når der er noget som bøvler for en.

Tal med en voksen

Derfor er mit bedste råd til dig også, at fortælle en voksen om, hvordan du har det for tiden. For det kan lette at få sagt tingene højt. Lidt ligesom hvis man har gået og båret på en tung taske, og der så kommer en, og tager i den anden hank.

Nogle voksne som kan være gode at snakke med er fx forældre eller en lærer. Men det kan også være en god venindes mor, eller en helt fjerde. De fleste voksne tæt på en vil nemlig gerne hjælpe, hvis man fortæller dem, at man har det svært. Og du har allerede taget det første skridt, ved at skrive herind, og fortælle om det.

Hvis du synes det er svært at skulle tale med en voksen om dine tanker, så kan du tjekke guiden til at snakke med forældre om svære ting, ud. Her er der nogle tips til at tage snakken. Og rådene kan også sagtens bruges til andre end forældre.

I Headspace vil de altid lytte

Hvis du gerne vil tale med en voksen ude fra, så kan jeg varmt anbefale Headspace. Hos Headspace arbejder der nemlig nogle søde og dygtige frivillige, som man kan tale med. Man kan både få samtaler i et af deres centre, eller chatte med dem. Intet problem er for stort eller småt i, og du kan vælge at være anonym, hvis du helt vil det.

Tag et smut til lægen

Hvis man døjer med OCD, kan det også være en god ide, at tage et smut forbi lægen. Lægen kan nemlig hjælpe med at finde ud af, om der er noget hjælp, som ville være rart at få. 

Du kan spørge en voksen, du er tryg ved, om de vil tage med dig derop. Det kan være meget rart at have en med på sidelinjen, når man skal til lægen.

Det er hårdt at være ramt ind i en periode, hvor man mangler glæden i livet. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej, og krydser fingre for, at du snart får det bedre igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper