Hej Mindhelper

Jeg har seriøse aggressionsproblemer og jeg er altid deprimeret og sur, jeg kan blive sur over det mindste ting og jeg ved ik hvad jeg skal gøre..

(19 år)


Kære dig,

Det lyder rigtig frustrerende altid at være sur og deprimeret, det kan man blive virkelig træt af, så jeg er rigtig glad for, at du har skrevet ind til os. 

Vrede er helt normalt 

Først og fremmest er det vigtigt for mig at slå fast, at det er helt normalt, og faktisk rigtig godt, at være vred en gang imellem. Vrede kan virke som vores eget indre kompas, som kan hjælpe os med at mærke, hvornår noget ikke er rart eller okay for os. 

Men, det kan blive rigtig frustrerende og hårdt at være i, hvis vreden fylder rigtig meget i vores hverdag. Der kan det være en god ide at finde en måde at håndtere vreden på, så den ikke får lov til at fylde for meget. 

I vores artikel: Bliver du alt for vred? Få 11 råd til at styre dit temperament, kan du læse en masse gode råd til at få mere kontrol over dit temperament. 

Artiklen rummer mange gode råd, men jeg vil lige uddybe lidt af det for dig her. Jeg vælger her at smelte to råd sammen, nemlig at tælle til ti og at huske pyt-knappen. 

Det kan være, du har fået det at vide før, og hvis vrede fylder meget i dig, så kan det nogle gange også virke som et lidt for ‘let’ råd, bare at tælle til ti. Men, det virker faktisk. 

Rådene går ud på, at når du kan mærke vreden inde i dig stige, fx hvis din ven siger noget du synes er træls, så tæl til ti inden du svarer. Imens du tæller til ti, kan du også overveje, om det, din ven siger, virkelig er værd at blive vred over. 

At tælle til ti kan virke lidt for simpelt, men faktisk giver sekunderne dig tiden til at falde lidt til ro og overveje, om det der er sket, er værd at være sur over. 

Nogle gange gør folk virkelig dumme ting, eller der sker noget for os, som bare er mega træls. Her kan det nogle gange føles nemmere blot at ty til vrede, men vrede kræver virkelig meget energi af os, så nogle gange kan det være værd at overveje, om det er noget vi vil bruge den ekstra energi på. 

Alle kender følelsen af at blive virkelig irriteret eller vred, og nogle gange er det nemmere sagt end gjort ikke at ty til vrede. Men med øvelse og tid, kan man faktisk blive bedre til at styre sit temperament, i den proces er tålmodigheden din ven. 

Du er ikke alene 

Nogle gange kan det føles virkelig ensomt at have meget vrede. Vrede er også en følelse vi tit bliver lært som børn, at vi ikke må være. Derfor kan der være rigtig meget ubehag forbundet med vrede. 

Det er derfor vigtigt for mig at understrege over for dig, at der ikke er noget forkert i at være vred. Samtidig er du bestemt ikke den eneste, der har skrevet til os omkring det emne. 

Du kan læse om andre som også har skrevet ind til os med vrede problemer i brevkasse indlægget: Hvordan får jeg styr på min vrede? og Jeg bliver tit irriteret i min hverdag.  

Tal med dine venner 

Jeg kommer til at tænke på, om du har talt med dine venner om, hvordan du har det? En af måderne man også kan mindske sin vrede på, er nemlig at tale højt om det. 

Når vi taler højt om vores følelser, bliver det nemmere at håndtere, og ofte opdager vi også, at vi er langt fra alene om at føle, som vi gør. De fleste mennesker kender det at blive rigtig vred, det kan være dine venner også har oplevet det, og måske også har nogle gode råd?

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og jeg sender dig en masse god energi.

De bedste hilsner fra en Mindhelper