Hej
Jeg er en pige på 18 år, der har haft det ret dårligt igennem en del måneder. Jeg har været til lægen, og har fået en henvisning til en psykolog, fordi jeg virkelig har brug for hjælp til at komme tilbage igen. Siden jeg har været til lægen har jeg gået og ventet på at få tildelt en psykolog, og jeg har tænkt at det kun kunne gå for langsomt. Nu er der endelig fundet en psykolog til mig, men det er en mand. Da jeg lige havde fundet ud af det, tænkte jeg ikke videre over det, men nu kan jeg mærke, at det føles forkert, og at det nok ikke rigtigt var en mandelig psykolog jeg havde forestillet mig skulle hjælpe mig. Jeg har dog allerede fået aftalt en tid, da jeg på den anden side gerne vil have hjælp så hurtigt som muligt. Jeg ved ikke hvorfor at det føles så forkert for mig, og jeg ved heller ikke rigtigt hvad jeg skal gøre ved det, da jeg jo virkelig behøver hjælpen nu. Jeg håber at mit dilemma giver mening.
Hilsen pige på 18 år
(18 år)
Hej Pige på 18 år
Det lyder til, at det med at skulle snakke med en mandlig psykolog er noget, som du har tænkt meget over. Når man går og er nervøs og bekymret, kan det godt komme til at fylde meget. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Først og fremmest vil jeg starte med at rose dig. Det er simpelthen mega godt, at du søger hjælp, når du har haft det dårligt. At række ud og bede om hjælp, er nemlig noget af det allerbedste, man kan gøre, når man det det svært. Så kæmpe skulderklap herfra.
Forventninger
Du skriver, at du nok ikke havde regnet med, at det var en mandelig psykolog, som skulle hjælpe dig. Når man skal have hjælp til det, man bøvler med, kan man godt have nogle tanker og forventninger til, hvordan ens psykolog skal være. Nogle tænker måske, at de helst vil snakke med en som er ung, og andre tænker måske at en, som er lidt ældre bedst kan hjælpe dem. Derfor er det også helt normalt, at have en forestilling om, at man godt kunne tænke sig enten en kvindelig eller mandlig psykolog.
Hvis man ser på fordelingen af mandlige og kvindelige psykologer er der helt klart også langt flere kvindelige psykologer end mandlige. Så på baggrund af det, giver det også god mening, at du regnede med at få en kvindelig psykolog.
Og når man så får at vide at ens psykolog er en mand, og det lige har fået tid til at lande, kan det godt føles som lidt af en omvæltning. Og man kan måske blive nervøs for, hvordan det mon vil være at snakke med en mand. Nerviøsitet kan være en ret ubehagelig følelse. Og når den fylder, kan man godt få lyst til at aflyse ens tid, for at få ubehaget til at forsvinde. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du føler en masse modstriende følelser. For på den ene side, vil man gerne have hjælp hurtigst muligt, men på den anden side fylder nerviøsisten og bekymringerne over at skulle snakke med mandlig psykolog også.
Prøv det af og mærk efter
Men ofte bliver vores bekymringer slet ikke til noget. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være værd at prøve at give det et skud med den mandlige psykolog?
For måske er det faktisk helt okay, når du er der? Tit er det nemlig mere tanken og forventningerne, som spænder ben for os. Og når man så er i det oplever mange, at det faktisk ikke betyder så meget, om ens psykolog er en mand eller kvinde, så længe at man er tryg ved personen.
Noget som også kan hjælpe er at fortælle psykologen, at man er lidt nervøs over, at skulle snakke med en mand. For psykologer er vant til at få feedback fra deres klienter, og tale om, hvordan man har det med at sidde i stolen overfor dem. Derfor tænker jeg også, at psykologen vil tage rigtig fint imod det, hvis du fortæller ham om dine tanker. Og så kan han også tage højde for det, og måske hjælpe med at tage lidt af luften ud af bekymringerne.
Når det er sagt, er det også rigtig vigtigt for mig at understrege, at det også vigtigt at mærke efter. Og hvis du kan mærke, at det ikke føles rigtigt, er det også helt okay at skifte til en anden psykolog. Det er nemlig vigtigt, at man er tryg ved sin psykolog. Og det er kun dig, som kan mærke, hvad der føles rigtig for dig.
Snak med dem omkring dig
Når man går med en masse tanker og bekymringer, kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om dem. For ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre. Og måske den anden også har nogle gode råd og perspektiver, som man ikke selv havde tænkt på. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har nogen omkring dig, som du kan dele dine tanker med? Det kan fx være en forældre, en god veninde eller en helt tredje.
Det kan være en stor mundfuld at skulle omstille sig til, at ens psykolog er en mand fremfor en kvinde. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg hepper i hvert fald på dig, og håber, at du får mærket efter, hvad der føles rigtig for dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper