Jeg har selvmordstanker, og der er nogle stemmer, som styrer mig helt vildt.

Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 17 år som har selvmordstanker og jeg har nogle stemmer der styre mig helt hvad skal jeg gøre ?

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17

Det lyder da helt vildt hårdt, at du oplever selvmordstanker og stemmer, der prøver på at styre dig. Og jeg kan kun forestille mig, hvor enormt ubehageligt, det må være. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Tag det alvorligt

Det er helt vildt ubehageligt at opleve selvmordstanker. Men det er faktisk ikke helt unormalt. Det er der rigtigt mange danskere, der oplever hver eneste dag. Og rigtigt mange søger desværre hjælp alt for sent. For man kan sagtens få det godt igen, selvom det måske ikke føles sådan i øjeblikket. Nogle gange har man bare brug for en hjælpende hånd, og det er også helt okay. Når man oplever selvmordstanker, så er det fordi, at kroppen reagerer på, at man har det dårligt, og måske oplever en masse rigtigt svære ting og følelser i øjeblikket. Så vil kroppen gerne have det til at stoppe, og selvmordstankerne kan godt komme som et resultat af det. Det er virkeligt svært at gå rundt med, især hvis man ikke fortæller det til nogen.

Men når man oplever at høre stemmer, som du beskriver i dit spørgsmål, så skal man tage det virkeligt seriøst. For stemmerne kan godt være et tegn på mere alvorlige psykiske problemer. Derfor er det helt vildt vigtigt, at du fortæller nogen om dine oplevelser og tanker, så du kan kan få den hjælp du har brug for. Og så der kan blive opdaget, hvis der er nogle alvorlige psykiske problemer undervejs.

Snak med nogen om det

Du skriver ikke så meget i dit spørgsmål om, om du har snakket med nogle om dine oplevelser. Uanset hvad, så skal du have kæmpe ros for at have skrevet herind, og talt med os om det. Det er et rigtigt godt og stort skridt mod, at få det bedre. Men nu er det vigtigt, at du får fortalt nogle andre om det også. Det er mit allerbedste råd til, hvad du kan gøre nu. Jeg kommer med lidt forslag her nedenunder til, hvem du kan snakke med. Men det vigtigste er ikke hvem du snakker med, men at du får snakket med nogen om det – hurtigt.

Dine forældre

Hvis du ikke allerede har fortalt dine forældre, hvordan du har det, så kunne det være en god idé. Dine forældre er nemlig i en rigtig god position til at hjælpe og støtte dig med, at få den hjælp du har brug for. Jeg er næsten helt sikker på, at dine forældre rigtigt gerne vil hjælpe dig, og lytte til, hvad der sker med dig i øjeblikket. De kan også være rigtigt gode til, at hjælpe dig med at komme til lægen, og hvad du ellers har brug for. Hvis du synes det er svært, at snakke med dine forældre om, hvordan du har det. Jamen så kan du overveje, at skrive det til dem i stedet. Måske som et brev eller en sms. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere, at få sagt de ting, man har brug for. Også fordi man har god tid til at overveje, hvad man gerne vil sige. Det er bare super vigtigt, at du så også skriver, hvor dine forældre kan få fat i dig henne, så de ikke bliver enormt bange, fordi de ikke kan få fat i dig eller ved hvor du er. Det er ikke så vigtigt, hvordan du fortæller dine forældre det. Det vigtigste er, at de forstår, hvordan du har det i øjeblikket, og at du har brug for hjælp.

Tag til lægen

Når man oplever selvmordstanker og stemmehøring, så er det rigtigt vigtigt, at man tager til lægen, så man kan få den rigtige behandling. Og det er nok mit bedste råd til dig overhovedet. Lægen er nemlig den, som allerbedst kan hjælpe en til den behandling, man har brug for. Og som kan være med til at tjekke, om der er nogle mere alvorlige psykiske problemer undervejs. Det kan godt føles lidt skræmmende at tage til lægen, når man har det svært. Men det er godt at huske på, at lægen er vant til at høre om ALLE slags problemer – både små som store. Og du er helt sikkert ikke den eneste lægen har snakket med, som oplever de ting, som du gør. Lægen er der til at hjælpe dig, og kan henvise dig til de steder, hvor du kan få den bedste hjælp. Det kan dig og lægen gøre sammen. Hvis du synes det er rarest, så kan du jo tage en forældre med.

Ring til Livslinien

Jeg tænker på, om du kender til Livslinien. Livslinien er en organisation, som hjælper folk, der oplever selvmordstanker. De er rigtigt gode at ringe, skrive eller chatte til, når du oplever selvmordstankerne kommer. Men også hvis du har spørgsmål, og vil have rådgivning. De er super søde, og helt vant til at tale med unge med selvmordstanker. Du kan kontakte dem helt anonymt, og du må ALTID ringe/ skrive til dem. Ring hellere en gang for meget, end en gang for lidt. Jeg vil råde dig til at tage fat i dem hurtigt, hvis du oplever selvmordstankerne bliver for meget.

Tag fat i en psykiatrisk skadestue.

Hvis du oplever, at dine selvmordstanker bliver så voldsomme, at du overvejer at gøre alvor af dem, så skal du kontakte psykiatrisk skadestue. Der er der man kan få hjælp, hvis man har akut brug for det. Nu ved jeg jo ikke hvor du er henne i landet, så jeg har lavet en liste over alle skadestuerne. Kontakt dem hellere end gang for meget, end en gang for lidt.

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg: 9764 3700
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: Ring 1818 og tast 3
    Slagelse: Ring 1818 og tast 3
    Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Hvis man oplever stemmehøring og selvmordstanker, så er det en rigtig god idé, at søge hjælp. Det kan blive for meget for en enkelt person at gå rundt med, og derfor er det super vigtigt, at man snakker med nogen om det, og kontakter sin læge. Jeg synes det er super flot, at du søger hjælp herinde. Og du skal vide, at selvom der sker rigtigt mange ubehagelige og svære ting i øjeblikket – jamen så behøver det ikke blive ved sådan. Du kan sagtens få det godt igen, det er der rigtigt mange før dig, som også har.

Jeg håber at mit svar har kunne motivere dig til, at få snakket med nogen om, hvad der sker inde i dig. Og så krydser jeg super meget fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig, og du snart får det godt igen.

De aller-kærligste hilsner fra en Mindhelper