Jeg har været utilfreds med mig selv længe. Og jeg tror, at mit største problem er socialt. For jeg har mange usikkerheder, og det stresser mig at snakke med nye mennesker.

Hej.

Der går så mange tanker igennem mit hoved lige nu, nu hvor jeg skal prøve at beskrive hvordan jeg har det, så jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte.

Siden jeg har været ret ung (er 28 år i dag) har jeg været meget utilfreds med mig selv som person og mit liv, og jeg har mange usikkerheder. Dengang var jeg bevidst om, at jeg var usikker om mange ting, men jeg gjorde hvad jeg kunne, for at ikke konfrontere dem. Jeg var dog måske ikke så bevidst om, hvor usundt det var. Et eksempel er, at jeg altid har været genert og følsom, hvorfor jeg ofte undgik andre mennesker, som så har resulteret i, at jeg i dag har social angst og underudviklede sociale kompetencer.

For omkring et år siden, efter at have læst en selvhjælpsbog, gik det op for mig, at jeg var deprimeret, og jeg blev meget mere bevidst om, at det var alle disse usikkerheder, der gjorde, at jeg var så utilfreds med mit liv. Jeg havde lavt selvværd, og jeg havde få mennesker i mit liv, som jeg følte at kunne relatere til på et dybt og følelsesmæssigt plan, og jeg følte mig stagneret. Jeg havde ingen målsætninger, og jeg brugte det meste af min tid alene og uproduktivt. Jeg havde ikke selvdisciplin, motivation eller vilje til at lave ret meget.
Omkring dette tidspunkt, og på grund af denne ”åbenbaring”, endte jeg også i en identitetskrise. Jeg vidste ikke hvem jeg var, og jeg har stadig svært ved at besvare det spørgsmål.

Nogle af disse ting er forbedret, men jeg føler at jeg stadig har lang vej endnu, og nogle gange føles det altså umuligt. Jeg har brugt meget tid det seneste år på at tænke over, hvordan jeg har det, hvad jeg gør, og hvorfor jeg gør det, som jeg gør. Jeg har skrevet mange af mine tanker ned, og jeg har nu skrevet så meget, at det er overvældende at bare læse det igennem. Mange af spørgsmålene jeg har stillet til mig selv, har jeg også svært ved at besvare. Jeg ved ikke hvad jeg skal starte med at forbedre, og jeg har svært ved at overskue hvordan jeg skal komme videre. Jeg er bange for, at jeg aldrig vil få styr på mig selv, og at mit liv kun vil blive værre. Jeg tænker også nogle gange, at jeg nok aldrig vil blive helt normal, at jeg er permanent skadet i sindet. Jeg håber det er okay, at jeg lige skriver lidt mere i et andet brev, som jeg sender lige efter dette, da der ikke er plads til mere tegn i dette brev.

*Dette brev hænger sammen med brevet, der blev sendt lige før* Jeg tror nok at mit største problem er socialt. En ting er, at fordi jeg har så mange usikkerheder, har jeg igennem årene fuldstændig lukket af for mine følelser. Det er måske en af grundene til, at jeg har svært ved at lære andre mennesker at kende på et dybere plan. Det stresser mig at snakke med nye mennesker, fordi jeg føler at det altid er overfladisk snak, selvom vi snakker i længere tid. Jeg føler også, at mere bevidst jeg er blevet om det, værre bliver det. Jeg føler at jeg glider længere væk fra mennesker i mit liv, som jeg før har følt mig tæt på. Nogle gange har jeg svært ved at holde en samtale med mennesker, jeg før i tiden kunne snakke med i timevis. Det er lidt svært at forklare, men det føles lidt som om, at jeg ikke har den samme personlighed i diverse sociale situationer. Jeg har nogle gange svært ved at overskue, hvilke baner jeg bør tænke i, i forskellige kontekster. Det føles altså lidt som at jeg nogle gange ikke har den samme kontakt med virkeligheden, som de fleste andre mennesker. Netop derfor har jeg også tænkt over her på det sidste, om jeg kan have en psykisk lidelse, som for eksempel neurose eller en form for personlighedsforstyrrelse.

Jeg føler mig virkelig fortabt i livet, og jeg er nervøs, ked af det og fyldt med angst så godt som hver dag. Jeg vil bare så gerne være glad, i kontrol af mine følelser, og leve et godt og meningsfuldt liv med dybe relationer til andre mennesker.
Jeg kunne skrive så meget mere, som måske ville give et mere klart billede af mig, men jeg håber at I kan give mig nogle råd ud fra dette korte opslag.

Tak for forhånd, og tak for det fantastiske arbejde I gør.

(Dreng, 28 år)


Kære du

Det lyder, som om du har kæmpet en hel del igennem dit liv. Og at du har en hel del tanker omkring det. Så jeg er glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er et tegn på, at du søger hjælp. Og det er første skridt på vejen mod at få det bedre.

Til at starte med vil jeg bare lige sige, at jeg har lagt dine to breve sammen. Så kan du nemlig også se hele dit spørgsmål, når du læser mit svar. 

Det er meget normalt
Du skriver, at du havde mange usikkerheder, da du var ung. Og at du ikke rigtigt turde konfrontere dem. Det er en ret normal reaktion på, at der er noget, man føler sig usikker eller utryg ved. Det var nemlig en smart reaktion, da vi stadig boede på savannen. Fordi utryghed jo egentligt er et signal om, at der er fare på færde. Og dengang var det pænt smart at undgå steder, hvor der var fare på færde. Ellers risikerede man at blive slået ihjel.

Men den reaktion har bare ikke helt den samme smarte funktion i dag, hvis man for eksempel mærker utryghed ved sociale situationer, fordi der jo ikke er fare på færde. Det er bare hjernen, der fejlagtigt tror, at der er det. Men jeg ved ikke, om det hjælper dig lidt at vide, at det faktisk er en helt normal reaktion? Og at der ikke er noget unormalt i, at du reagerede ved at undgå situationer, du var usikker på, da du var yngre. 

Snak med din læge
Det er egentligt ikke, fordi jeg ikke vil give dig nogle råd. Og vi har også nogle artikler om, hvad man kan gøre, hvis man slås med lavt selvværd og social angst, som du kan læse, hvis du vil. Men det bedste råd jeg kan give dig er faktisk, at du skal have fortalt nogen om alle de her ting, hvis du ikke allerede har gjort det. For det lyder, som om du har kæmpet med det her virkeligt længe. Og når du har slåsset med de her tanker så længe, så tænker jeg, at du har brug for noget mere hjælp, end den jeg kan give dig.

En af dem jeg synes, du skal prøve at snakke med, er din læge. For din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få den hjælp henne. Og din læge kan også hjælpe dig med at finde ud af, om der måske er noget lidt mere alvorligt galt. Det kan jeg nemlig ikke svare på ud fra dit brev. Det er en professionel, der sidder overfor dig, der skal hjælpe dig med at finde ud af det. Derfor er mit allerbedste råd faktisk, at du tager fat i din læge og fortæller ham eller hende de ting, du har skrevet i dit brev.

Jeg ved godt, det kan være super grænseoverskridende at tage til lægen, når man har det svært. Men husk på, at din læge er vant til at snakke med mange forskellige slags mennesker. Også mennesker, der har det drøn svært.

Du kan godt få det godt igen
Du skriver, at du er bange for, du aldrig kan få det helt normalt igen. Og at du måske er blevet permanent skadet. Og det tænker jeg nu ikke, du er. Du har bare slåsset med de her svære ting alt for længe nu. Så du føler, at du er kørt helt fast. Og når man har det sådan, kan man have brug for noget professionel hjælp for at finde ud af, hvordan man kommer videre. Og det er heldigvis sådan, at langt de fleste mennesker faktisk får det godt igen og kommer til at leve et helt normalt liv, også selvom de virkeligt har kæmpet med en masse ting i rigtigt lang tid.

Når jeg læser din besked, slår du mig også som en person, der kender sig selv rigtigt godt. Du er god til at være opmærksom på, hvordan du har det. Og hvorfor du har det, som du har det. Og det er en rigtigt god forudsætning for at få det godt igen. Så jeg tror på, at du nok skal få det godt igen og komme til at leve et normalt liv. Men jeg tænker, at du måske har brug for noget professionel hjælp for at komme videre.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg virkeligt fingre for, at du for fortalt nogen om det her. Så du kan få noget hjælp til at få det bedre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper