Jeg har det godt alt i alt. Men nogle gange får jeg perioder med tudeture, og jeg aner ikke hvorfor. Og det går ud over min hverdag, når det står på.

Hej Mindhelper

Jeg er en velfungerende pige på 20 år. Jeg har et godt netværk, og snakker både med min mor fra og kæreste om det problem, der ligger mig på sinde.

Alt i alt har jeg det rigtig godt. Men lige så længe jeg kan huske, har jeg i perioder haft “tude ture” som jeg kalder det. Det er perioder på alt fra få timer til flere dage, hvor jeg græder og græder. Det går ud over min hverdag mens det står på, da jeg ikke kan være nogle steder uden at græde. Men imellem grædeperioderne, er jeg på ingen måde mærket af det.

Det er enormt frustrerende for mig, da jeg ikke ved, hvorfor jeg ind imellem bliver så ked af det. Jeg kan simpelthen ikke mærke, hvad det er, der gør mig ked af det. Og når jeg tænker perioderne igennem bagefter, ser jeg heller ingen mulige årsager. For jeg har der jo godt.

Der er ingen tvivl, når det sker. I det første stykke tid kan jeg holde det tilbage, hvis jeg bare lader værre med at sige noget. Men så varer det ikke længe, før jeg mærker musklerne i halsen spænde. Jeg har efterhånden lært at gå væk fra andre mennesker, når jeg mærker den følelse. Selvom jeg prøver at kontrollere min vejrtrækning, og det da også hjælper et kort stykke tid, ved jeg, at snart er halsmusklerne så spændt, at det forhindre mig i fortsat at trække vejret langsomt og kontrolleret. Så er der ikke andet at gøre end at slappe af, trække vejret normalt, og nu følger tårerne med.
Sådan er det hver gang. Når først jeg er begyndt at græde kan jeg ikke gøre andet end at vente på det stopper. Så er der bare spændende om det er 3 timer eller over en uge.

Jeg har været ved lægen, der igen og igen har givet årsager som “en lidt stresset periode/uvished om fremtiden efter gymnasiet” eller “hormoner fra prævention”. Jeg er fortsat i kontakt med min læge herom, da han ikke længere er overbevist om, det er hormoner(jeg skulle noterer forskellige ting ned i en kalender, menstruation, humør og andet, der skulle give ham et billede af om der var en cyklus for de mentale ting jeg mærker, der kan sammenholdes med eks. menstruation).

Mit spørgsmål er. Hvad gør jeg? Det er hamrende frustrerende, at jeg igen og igen græder, og ikke kan gøre noget ved det, da jeg ikke kender årsagen. Findes der nogle metoder, så jeg kan finde årsagen i mig selv, så jeg har noget at arbejde med?

(Pige, 20 år)


Kære pige på 20 år

At være ked af det er aldrig nogen særligt fed følelse. Og da slet ikke, når det står på i flere dage. Så det giver rigtigt god mening, at du synes, det er utroligt frustrerende, at du bliver vildt ked af det uden en umiddelbar grund. Derfor er jeg virkeligt glad for, at du har valgt at dele dine tanker.

Bliv ved med at snakke med familie og kæreste
Til at starte med vil jeg bare lige fortælle dig, at det er super godt, at du allerede snakker med din familie og dine venner om det. Det er nemlig rigtigt vigtigt, at man ikke går alene med de ting, der fylder. Så bliv endelig ved med at gøre det.

Jeg lægger dog mærke til, at du skriver, at du lader være med at sige det til nogen, når du mærker, at du er ved at blive ked af det. Derfor kommer jeg til at tænke på, om der er en grund til, at du ikke fortæller, at du er ved at blive ked af det? Og om du har prøvet faktisk at fortælle det til nogen, når du kan mærke, at du er ved at blive ked af det? Hvis du ikke har det, synes jeg, du skal prøve at gøre det. Hvis folk omkring dig ved, at du er ved at blive ked af det, vil de kunne støtte dig. Det kan også være, at de kan få øje på nogle mønstre i dine grædeperioder, som du ikke selv kan se. Det bliver nemmere, hvis de ved, hvornår du har de perioder, hvor du er meget ked af det.

Alle menneskers humør svinger
Du skriver, at du alt i alt har det godt. Men at du ind imellem har tudeture, hvor du slet ikke kan stoppe med at græde. At være ked af det i nogle perioder er helt normalt. Alle menneskers humør svinger mellem gode og dårlige perioder. Nogen svinger mere end andre. Og det lyder, som om du er en af dem, hvis humør svinger meget. Samtidigt med, at det også kommer til at fylde meget for dig, fordi det går ud over din hverdag. Så det giver utroligt god mening, at det er frustrerende for dig, at du ikke ved, hvad du kan gøre ved det.

For nogen kan de dårlige perioder komme til at fylde så meget, at de udvikler sig til en depression. Så oplever man, at verden lige pludseligt kommer til at føles meget grå og trist, fordi man går rundt og føler sig ked af det og tom. Og man mister interessen for alle de ting, man tidligere syntes var spændende. Hvis det lyder genkendeligt – og hvis du har lyst – kan du læse mere om depression i den artikel, jeg har linket til. 

Registrer dine følelser
Du spørger, om der findes en metode, så du kan finde ud af, hvad årsagen er. Det kan være svært at vide, fordi det er meget forskelligt, hvad der lige virker. Men en af de ting du måske kan prøve er at registrere dine følelser i en længere periode, og se om du så kan finde et mønster i dine grædeperioder. Jeg ved ikke, om du allerede har fundet et mønster, for det skriver du ikke. Men ellers kan den metode i hvert fald bruges til det. Det er nemlig nemmere at finde mønstre, når man har tingene skrevet ned fysisk. I stedet for, at man skal sidde og tænke tilbage på perioden oppe i hoved efter, den er sket. Og nogen gange kan man komme tættere på en årsag til, at man i perioder er meget ked af det, hvis man kan se et mønster i, hvornår de perioder kommer. Den artikel jeg har linket til er beregnet til depression. Men jeg tænker, at du også sagtens kan bruge den i din situation. Ellers kan du også prøve at læse denne artikel med andre gode råd mod tristhed

Tag fat i Headspace
Noget andet, jeg virkeligt vil opfordre dig til, er at tage fat i Headspace. Der sidder en hel masse kompetente frivillige, som er vant til at snakke med unge med alverdens problemer. Og de ved, hvad de skal spørge ind til. Måske de kan finde ud af, hvad de her grædeperioder kommer af. Det kan være nemmere for dem at se, fordi de står helt uden for din situation. Og på den måde bedre kan se tingene udefra. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du ikke har lyst til at opgive dit navn og din alder. Og hvis du ikke bor i nærheden af et Headspace-center, er der også mulighed for at chatte med dem. Så du kan roligt tage fat i Headspace.

Fortsæt samarbejdet med lægen
Til slut vil jeg opfordre dig til at fortsætte med dit samarbejde med lægen. Jeg tænker, at din læge gør sit allerbedste for at hjælpe dig. Og finde ud af, hvad det er, der er på færde. Og hvis ikke han selv kan finde ud af det, kan han henvise dig videre til nogen, der kan hjælpe dig.

Jeg håber meget, at mit svar har givet dig lidt idéer til, hvad du kan gøre. Og så krydser jeg virkeligt fingre for, at du finder ud af, hvad dine grædeperioder kommer af. Så det ikke skal fylde så meget i din hverdag.

De bedste hilsner fra en Mindhelper