Hej brevkasse…
Jeg har i flere år tænkt på selvmord og selvskade. Nu jeg kommet så langt ud så jeg snart ikke kan holde det ud mere. Jeg har alt for mange problemer i min hverdag og det overbelaster mig. Mit hoved er som et glas vand der bliver fyldt mere og mere op og er på kanten til at flyde over. Hver gang jeg tænker på selvmord og selvskade bruger jeg en dårlig løsning, som enten at drikke alcohol eller ryge. Jeg er kommet ind i en dårlig routine med hele tiden at ryge tilbage til det sorte hus jeg prøver at komme op fra. Jeg ved ikke hvad jeg snart skal gøre. Jeg føler det bliver for svært for mig at komme med ind i 2024. Jeg ved det vil såre min mor hvis jeg begår selvmord men jeg føler bare jeg snart ikke kan leve i det her mere. Uanset hvad jeg gør for at gøre familien/vennerne glade får jeg altid lort tilbage i hovedet. Nogle gode råd?
(16 år)
Kære Du
Det lyder til, at du har det rigtig svært lige nu. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os. For det skal du bestemt ikke gå med alene.
Det kan blive bedre
Du skriver, at du har tænkt på selvmord og selvskade i flere år. Det lyder rigtig hårdt. Og det kan være tungt og overvældende, når de svære tanker fylder meget hos en. Derfor tænker jeg også, at det giver mening, at det hele føles svært og uoverskueligt lige nu. Og når man går med en følelse af, at ens glas er helt fyldt op og lige ved at flyve over, så kan det være svært at se sig ud af det hele. Og så kan selvmordstankerne godt dukke op som en vej ud. Også uden at man egentlig har lyst til at dø. Men mere fordi der er nogle ting inde i en, som er rigtig svære.
Derfor er det heller ikke unormalt at selvmordstankerne kan dukke op, når man er ramlet ind i en svær periode. Og selvom det ikke føles sådan lige nu, så skal du vide, at det godt kan blive bedre. Rigtig mange unge har kæmpet med selvmordstanker og har fået det godt igen. En af dem er Clara. I dag er Clara sluppet helt fri af selvmordstankerne, og har det godt. Hvis du har lyst, kan du læse Claras historie.
Jeg tænker også, at der måske er noget i vores artikel om selvmordstanker, som kunne være rart for dig at læse?
Du har allerede taget det første skridt
Du skriver, at du enten drikker alkohol eller ryger, når tankerne om selvmord og selvskade dukker frem. Der kan være mange forskellige grunde til, at man bruger alkohol og rygning. For nogle kan det virke som et frirum fra alt det svære, og for andre kan det være en form for indirekte selvskade. For selvom det ikke er det samme, som fx at skære i sig selv. Så kan det godt have lidt den samme effekt at gøre noget, som man ved ikke er godt for en. Giver det mening?
Men uanset, hvad grunden er, så kommer de svære tanker og følelser som regel tilbage igen, når virkningen forsvinder. Og ofte med endnu større kraft. Derfor kan det også være en svær spiral at være fanget i. Men man kan heldigvis godt komme ud af spiralen. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind til os. For ved at gøre det, har du allerede taget et flot og vigtigt første skridt på vejen mod at få det bedre. Så kæmpe skulderklap herfra.
Du er det værd
Du skriver, at uanset hvad du gør for din familie eller venner, så får du lort tilbage i hovedet. Det lyder ikke rart. Og jeg forestiller mig, at det er rigtig hårdt at opleve, når man i forvejen har det svært. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være en ide, at du lige nu retter fokus mere mod dig selv. For du fortjener at få det bedre. Derfor kan det også være en god ide i en periode at fokusere på at gøre sig selv glad, fremfor at gøre sin familie og venner glade. Og så kan det være, at der kommer et tidspunkt, hvor du igen har tid og overskud til også at gøre ting for din familie og venner. Men lige nu er du den der har brug for hjælp og støtte fra dem.
Derfor er mit allerbedste råd til dig også at tale med nogen om, hvordan du har det.
For det kan være rigtig rart og lettende, at dele det med andre. Og sommetider har man brug for en hjælpende hånd til at få det bedre igen. Derfor er det også rigtig vigtigt, at du får fortalt nogen om, hvordan du har det. Det kan fx være dine forældre, en lærer eller en anden voksen, som du er tryg ved.
Hvis du synes, at det er svært at få det sagt, kan du tage et kig på vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nogle gode råd til, hvordan man får taget hul på snakken. Og rådene kan også sagtens bruges, selvom det er en anden voksen, som du skal snakke med.
Tag et smut til lægen
Et rigtig godt sted at starte, når man har det svært er hos lægen. Læger ved nemlig en hel masse om, hvordan vi mennesker fungerer – både udenpå og indeni. Derfor kan lægen også hjælpe med at finde ud af, om der er noget hjælp, som kunne være rart for dig at få. Og læger er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor ved de også godt, at det måske kan være lidt svært at snakke om.
De vil altid gerne lytte hos Livslinien
Du er også altid velkommen på Livsliniens telefon. Der sidder der nemlig en hel masse søde og rare rådgivere klar til at hjælpe og lytte. Rådgiverne ved rigtig meget om, hvordan det er at kæmpe med selvmordstanker. Derfor er de også være rigtig gode at snakke med, når selvmordstankerne fylder. Og du må altid gerne ringe til dem. Både når selvmordstankerne dukker frem, men også hvis du har brug for at snakke om, hvordan du har det. Og hellere en gang for meget end en gang for lidt.
Psykiatrisk skadestue
Kender du til psykiatrisk skadestue? Hvis det hele overmander dig, og du får lyst til at handle på tankerne, så skal du tage fat i dem. For så kan de hjælpe dig. Der findes psykiatriske skadestuer i hele landet. Derfor har jeg lavet en liste til dig herunder, hvor du kan finde den der passer til der, hvor du bor.
- Region Syddanmark
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnumre:
Esbjerg: 9944 6700
Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
- Region Midtjylland
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnummer:
7847 0470
- Region Nordjylland
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnummer:
Aalborg: 9764 3700
- Region Sjælland
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnumre:
Roskilde: Ring 1818 og tast 3
Slagelse: Ring 1818 og tast 3
Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
- Region Hovedstaden
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnumre:
Glostrup: 3864 0671
Amager: 3864 1650
Ballerup: 3864 5003
København: 3864 7360
Nordsjælland: 3864 3200
Bornholm: 3864 4050
Det er hammerhårdt, når ens glas er helt fyldt op, og tankerne om selvmord og selvskade fylder. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker til dig, og håber at du får fortalt nogen, hvordan du har det. For du fortjener at få det bedre.
De bedste hilsner fra en Mindhelper