Hej
Siden et par måneder arbejder jeg i mit første “rigtige” studiejob, og er allerede nu meget udmattet og ked af det. Jeg arbejder i rengøringen, som er fysisk meget hårdt arbejde, især når man er kronisk syg. (Da jeg ikke er dansk statsborger, kan jeg ikke modtage SU eller lignende. Jeg er her pga. uddannelse (går på HF), som jeg ikke kan få i mit hjemland.) Men jeg kan bare ikke finde noget andet og får enten ingen svar eller afslag. Lønnen er heller ikke god nok til at forsørge sig selv, så jeg får en masse og støtte penge af mine forældre. Min kollega, der udfører lige præcist det samme arbejde som mig (faktisk har jeg et meget større område at gøre rent i end ham) på samme tid, får mere i løn end jeg gør. Til jobsamtalen var der tale om en meget højere løn, men da jeg er under 18 år, er det meget mindre. Jeg syntes at der er uretfærdigt, fordi jeg arbejder netop lige så hård som min kollega. Vi har ikke engang nok tid til at nå det hele, og får stadig kritik, som fører hen til at jeg får kvalme inden jeg skal på arbejde. Jeg er alt for bange til at spørge min chef indtil det og forhandle løn, men jeg gider ikke mere at har råd til kun en bolle til 6 kr. pr dag.
Mvh
(17 år)
Hej 17 årig
Det lyder som en frustrerende og svær situation, som du står i. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind og fortalt om det.
En presset situation
Det lyder til, at der er flere ting, som fylder hos dig omkring dit arbejde. Både at det ikke er rart at være der, men også at du ikke får den løn, som du regnede med. Det kan være helt vildt fedt, når man endelig får et studiejob, men samtidig kan det også være en ordentlig mavepuster, når man ikke har det godt på jobbet og får kritik, selvom man gør sit allerbedste. Derfor kan jeg også godt forstå, at du er ked af det og udmattet. Og når man så samtidig står i en situation, hvor man er afhængig af at få løn, kan det godt være en ekstra presser oveni hatten. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du er frusteret over det hele.
Når man er under 18
Du skriver, at du er under 18, og derfor får en lavere løn end der var tale om til samtalen. Det kan godt være ret frustrerende og skuffende, når man havde regnet med at få en løn der var højere, og så ikke får det alligevel. Men reglerne er desværre sådan, at lønnen som regel er lavere, når man er under 18. Men samtidig skal man fx heller ikke betale helt ligeså meget i skat, og der er nogle typer af opgaver, som man heller ikke må løse, når man er under 18.
De regler er lavet for at passe på de unge. Jeg kommer derfor også til at tænke på, om din kollega mon er over 18? For så er det måske derfor, at din kollega får en højere løn.
Bliv ved med at søge job
Det er hammerhårdt at være i et job, som man ikke er glad for. Og i længden kan det være rigtig drænende og påvirke ens humør. Så hvis det bliver ved med at være træls på dit arbejde, og du bliver ved med at have ondt i maven, så kan det måske være en ide for dig at begynde at kigge efter noget nyt?
Det lyder også til, at du allerede har prøvet at søge nogle andre jobs, men desværre har fået afslag eller slet ikke hørt fra dem. Det kan godt være ret hårdt, når man får afslag, og det kan måske godt gøre, at man mister motivation for at blive ved med at søge – for man får alligevel nok bare afslag. Men jeg tænker alligevel, at det ville være rigtig godt, at du blev ved med at søge, for hvem ved, måske er der snart bid? Og du skal også vide, at det er helt normalt at få en del afslag, når man søger nyt arbejde. Det er noget, som langt de fleste unge oplever.
Snak med en studievejleder
Det allerbedste råd, som jeg kan give dig med på vejen er at snakke med en studievejleder på din skole. For det lyder til, at du er i en lidt særlig situation. Og studievejledere ved en hel masse om alt det med uddannelse, SU og trivsel. Derfor tænker jeg også, at studievejlederen måske kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er af muligheder. De fleste HF-steder har en studievejleder tilknyttet, som man kan booke en tid hos.
Snak med dem omkring dig
Når man går og bøvler med nogle svære ting, kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om det. Så alt det svære ikke ligger og ulmer og bobler inde i en. Du skriver, at du får en masse støtte af dine forældre. Det er rigtig godt, og du skal endelig blive ved med at søge støtte hos dem, og snakke med dem om, hvordan du har det.
Jeg kommer også til at tænke på, om du har nogle venner, som du kan snakke med om det? Måske er der også nogle af dem, som har prøvet at have et træls job, og så kan I måske snakke lidt om det. Og uanset om de har eller ej, så vil langt de fleste venner gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at man har det svært.
Headspace
Her til sidst vil jeg også lige nævne Headspace. Headspace er et sted, hvor unge kan komme og snakke om det der fylder – helt gratis og anonymt. Og de frivillige, som arbejder i Headspace er super søde og rare, og de sørger altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på chat.
Det er mega svært, når man ikke har det godt på sit arbejde. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej og krydser fingre for, at der snart kommer lidt mere ro på ift. til jobsituationen
De bedste hilsner fra en Mindhelper