Hej.

Jeg mistede for et 1,5år siden min elskede mor. Her mistede min far også sin kone. Jeg har udover at sørge min mor, brugt meget energi på at tænke over hvordan min far har det, nu hvor han er alene. Jeg er flyttet ud og han bor i det hus min mor og ham sammen har boet i, i 20år. Heldigvis, så prøver han på at komme videre og finder for et år siden også kvinde. Hun flytter ind og min far virker glad. Jeg har prøvet at gøre alt for at vise, at jeg godt kan lide hende. Jeg laver mad, køber kage, handler det hun mangler ind mm. Når jeg besøger dem. I denne weekenden sender hun en besked til min far om at jeg prøver at slå hende ihjel, ignorere hende når han ik er der og kun tænker på mig selv. De begynder at skændtes. Hun ødelægger ting som jeg har arvet fra bl.a min mor og truer min far med kniv og kaster et krus i hovedet på hovedet på ham så han bløder.. jeg har det så skidt og føler jeg er grunden til at min far igen mister og skal være alene. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for af være der for ham så han ik ender helt nede på bunden. Også er jeg virkelig ked af alt det hun har skrevet og sagt om mig, fordi jeg ik kan forstå det

(20 år)


Kære Du

Det lyder som en hammersvær situation, du står i. Det er mega hårdt, når man mister sin mor, og samtidig også bekymrer sig rigtig meget for sin far. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os. For det er bestemt ikke noget, som du skal gå med alene. 

Det gør ondt 

Det gør rigtig ondt at miste sin mor. Man kan måske føle, at man har mistet lidt af sig selv, og så skal man lige finde foldfæste igen, og det er også helt naturligt, at sorgen fylder meget, og det er hårdt i perioden efter. Derfor er jeg også rigtig ked af at høre, at du også skal bøvle med din fars nye kone og passe på din far, når du selv sørger over din mor. For det er rigtig mange svære ting på en gang. 

Det er ikke dit ansvar 

Når jeg læser dit brev får jeg et indtryk af, at du er et rigtig sødt og omsorgsfuldt menneske, og det er meget betænksomt af dig, at du tænker så meget på din far. Men det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er dit ansvar at sørge for, din far ikke bliver alene. Din far vælger selv, hvem han vil være sammen med. Og om han skal være alene.

Heldigvis kan forældre også ofte klare mere end, man tror. Så selvom jeg godt kan forstå, at du kan være nervøs for, at din far får det svært, hvis han skal være alene. Så tænker jeg alligevel, at det ikke er det som er afgørende for, hvordan han har det. Tit er det nemlig ikke en ting, som bestemmer om, man har det godt eller dårligt. Det er som regel om blanding af mange forskellige ting. Og nogle gange er det bedre at være alene end at være i et forhold som ikke er rart og sundt. 

Situationen med din fars kone

Det lyder også til, at du har prøvet at gøre en masse ting for, at det skal være rart for din fars kone at være der. Og så kan det godt være lidt af en mavepuster at finde ud af, at hun har skrevet negative ting om en til ens far. Derfor tænker jeg også, at det giver rigtig god mening, at du er ked af det og forvirret over, at hun har skrevet de ting til din far. 

Og du skal også vide, at de ting som din fars kone gør ikke er i orden. Det er ikke okay at ødelægge ting, som du har arvet efter din mor. Og det at true og kaste ting i hovedet på andre så de bløder er vold – og det er ulovligt. 

Derfor vil jeg også lige nævne Lev Uden Vold. Det er et nationalt tilbud, hvor man som pårørende kan ringe og få rådgivning. Det er helt gratis og anonymt, og de har åbent alle dage 24 timer i døgnet. 

Put iltmasken på dig selv inden du hjælper andre 

Når jeg læser dit brev bliver jeg også lidt bekymret for, om du husker at passe på dig selv i alt det her? For når man gerne vil passe på dem omkring sig, kan man sommertider komme til at glemme at passe på sig selv. Men for at kunne være noget for andre, er det også vigtigt, at man selv har det godt. Derfor tænker jeg også, at det er vigtigt, at du husker at snakke med nogen om, hvordan du har det. Både om din sorg, og om alt det her med din far og hans nye kone. For et helt afladt batteri kan ikke give strøm til andre ting. 

Så måske du har nogle søskende, en moster, god ven eller en helt fjerde, som du kan snakke med? Det vigtigste er nemlig bare, at du ikke går med alt det svære helt alene. Og måske den du snakker med, også kan hjælpe og støtte dig med at få snakket med din far om det hele. 

Snak med din far 

Jeg tænker nemlig også, at det kunne være en god ide, at du snakkede med din far om, hvordan du har det. Både om hele situationen med hans nye kone, men også om, at du er meget bekymret for, at han skal have det godt. For tit kan det at sige sine bekymringer højt og få talt om dem tage lidt af luften ud af dem. 

Headspace 

Jeg kommer også til at tænke på, om du kender Headspace? Headspace er et sted, hvor man kan komme og snakke om lige præcis det, som fylder. Og de frivillige, som arbejder i Headspace er super søde og rare, og gør altid deres bedste for at lytte og hjælpe. Nogle unge, synes også, at det kan være rart at have et frirum, hvor man kan komme og snakke med nogen, som slet ikke kender en. Så hvis du også har det sådan, kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i dem. Det er også helt gratis og anonymt. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også fange dem på chat. 

Det er mega hårdt, når der er problemer med ens fars nye kone og bekymringerne fylder meget. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender i hvert fald en masse varme tanker din vej, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper