Hej.


Jeg skriver ind, fordi jeg har mange tanker der bare skal ud og fordi jeg hele tiden føler der er et eller andet der påvirker mig og gør mig i dårligt humør hele tiden. jeg forstår det ikke rigtigt, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det, for jeg vil ikke rigtig vise det for andre. jeg gider jo ikke være den der altid er i dårligt humør, så jeg gemmer mig lidt bag en facade,
det er som om at der altid er et eller andet, der skal trigger noget i mig. altså fx når folk snakker om hvad og hvor meget/lidt de spiser, så får jeg det virkelig dårligt med mig selv og sådan noget og det påvirker mig meget.
kort sagt føler jeg mig også bare ret jaloux på nogle af mine venner p.ga nogle ting.
udover det er jeg næsten også altid hende der altid er der for mine venner og altid vil lytte og give råd, og det kan være ret hårdt nogle gange, især fordi jeg også har rigtig rigtig meget empati. og fordi jeg ofte føler at jeg ikke rigtig får tilbage hvis du forstår.
der er også et par fra klassen, hvor jeg ikke føler mig særlig tryg omkring dem.
jeg har det bare ikke særlig godt for tiden, og har ikke haft det i lang tid. og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre mere.

(Pige, 16 år)


Hej Pige på 16 år

Det lyder til, at der er en hel masse ting som fylder hos dig lige nu. Det kan være hammersvært, når man ikke har det særlig godt. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker. 

Det er normalt at have en trist periode

Det kan være rigtig svært, når man er i en periode, hvor man føler at det hele bare er lidt øv, og at ens humør hele tiden bliver påvirket og sendt i kulkælderen. Derfor kan jeg også også sagtens forstå, at du ikke har det særligt godt lige nu. For det lyder til, at du går og bøvler med en masse svære tanker. 

Det er sådan med os mennesker, at vores humør og følelser hele tiden ændrer sig og bliver påvirket af mange forskellige ting. Derfor er det også helt almindeligt at have perioder, hvor man måske er lidt mere trist, end man ellers er, også uden at man lige kan sætte fingeren på, hvad det er der er galt. Men heldigvis oplever langt de fleste mennesker at få det godt igen. Sommetider sker det af sig selv, og andre gange har man måske brug for at få lidt hjælp til at få det godt igen. 

Det er alt for tungt at bære rundt på de svære tanker helt alene

Når jeg læser dit brev, synes jeg, at det lyder til, at du holder de svære tanker og følelser rigtig meget for sig selv. Er det mon rigtigt forstået? 

Det kan nemlig være rigtig tungt, at bære rundt på alle de svære tanker og følelser helt alene, og hele tiden skulle lade som om, at man har det rigtig godt. Det er der ingen, som kan holde til, for det slider rigtig meget på ens energi. Derfor tænker jeg også, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Og givet udtryk for, hvad det er du har brug for. Første skridt på vejen mod at få det bedre er ofte at turde åbne op omkring det. Og det at du har skrevet herind er allerede første skridt på vejen – sejt! Nu skal du bare fortsætte. 

Snak med dine venner om det

Jeg tænker også, at det er en rigtig god ide, at du får snakket med dine venner om, hvordan du går og har det. For så kan de også være der for dig, lytte og give dig råd, ligesom du er der for dem. Det er sådan med os mennesker, at vi desværre ikke kan læse tanker, og derfor ved dine venner måske slet ikke, at du ikke føler at du får nok tilbage fra dem. Så hvis du får fortalt dem, at der er nogle ting som er svære lige nu, og at du godt kunne tænke dig, at de var der lidt mere for dig. Så har de også meget bedre mulighed, for at kunne være der. 

Alle mennesker, også dine venner, har perioder hvor de er lidt mere triste. Derfor betyder det heller ikke, at man er den som altid er i dårligt humør bare fordi, man siger at man har det svært. Sommetider kan det også hjælpe at vende den om og prøve at tænke på, hvad man selv ville tænke, hvis en af ens venner kom og sagde, at de havde det lidt svært for tiden. 

De fleste venner vil blive rigtig glade for, at man deler det med dem. Og vil derfor de som regel også rigtig gerne være der, lytte og hjælpe en, så de kan få det bedre igen.

Du kan tage et kig i vores guide til at snakke med venner om svære ting. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan gribe det an. Så måske der er noget i den, som kan hjælpe dig lidt på vej. 

Tag fat i Headspace

Du kan også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe. De er vant til at snakke med unge, som går og bøvler med nogle ting. Derfor er de også rigtig gode til at lytte, og de sørger altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. 

Du kan både skrive til dem og chatte med dem eller få tid til en samtale. Lige nu tilbyder de også videosamtaler, hvis du synes at det er rarere. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Jeg sender en masse varme tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For det er alt for tungt at gå med alle de svære tanker og bekymringer helt alene. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper