Jeg har to brødre, der har diagnoser. Derfor har jeg aldrig rigtigt delt mine tanker med nogen. Men jeg har det svært og kæmper med et svært forhold til mad.

Hej Mindhelper

Jeg har aldrig rigtig delt mine tanker da jeg føler jeg bliver en byrde. Jeg har to storebrødre, begge med forskellige diagnoser som jeg aldrig rigtig har været velvidende om, men har dog altid vidst at der var noget trods jeg var den mindste.

Min mor har altid påsat et slags ansvar på mig, jeg skulle meget hurtigt være den store og meget hurtigt fandt jeg ud af hvad jeg skulle sige for at få visse følelser frem i min mindste storebror. Da jeg var omkring 13 år følte jeg et for stort pres. Jeg blev ikke hørt og påførte mig derfor den smerte at cutte, men da jeg vidste konsekvenserne ville jeg åbne op til mine nærmeste som svor på de ikke ville sige det videre. Så skræmte som de var sagde de det videre til læreren og læreren til min far. Jeg blev kaldt ind til samtale, hvor min lærer gennemgik konsekvenser, hvor jeg meget klart sagde til hende at jeg var velvidende og var stoppet, men der fik jeg ikke lov til at slippe og det skulle heller ikke undre mig at det var svært for de nærmeste at slippe den info om mig. Den dag i dag ved min mor det stadig ikke, fordi jeg ved hvad hendes reaktion ville være og det ville jeg ikke kunne tilgive mig selv for.

Ligeså lang tid, som det har stået på har jeg haft et svært forhold til mad. Jeg kan føle at jeg må kvæle mig selv i mad og derefter haft trang til at kaste det op igen. I flere dage kan jeg gå uden at spise ubevidst og bevidst. Jeg har lange dage, hvor jeg ikke har tid til at spise morgenmad, i stedet tager jeg vitaminpiller som skal dække mine knoglers behov og hæng mig ikke op på det. Jeg fortrækker også at vente til jeg kommer hjem ved aftensmad tid end at bruge penge i kantinen. Jeg har flere gange prøvet at lave en madplan, efter en uge eller to er den gået i vasken og da jeg er vegetar soon to be veganer, er det endnu svære. Jeg er det fordi jeg nemt får det dårligt over mad og ikke for at redde verden.

Jeg ved ikke hvad ønsker, nok nærmere var det her mig der fik mine rigtige tanker ud og jeg kunne sige meget mere om mig og det nedskrevne fordi der foregår alt for meget indeni mig.

(Pige, 17 år)

Kæreste du

Hold da op, hvor det lyder, som om du har en masse at slås med. Så jeg er virkeligt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt, at du ikke går og lukker alle de svære ting inde. Så det er et rigtigt flot første skridt, du har taget ved at skrive herind!

Der er noget, der er vildt svært
Du skriver, at du har haft problemer med mad lige så lang tid, som alt det her har stået på. Og jeg tænker, at det er et tegn på, at der er noget, der er helt vildt svært for dig. Nogle gange når man kæmper med sit forhold til mad, kan det nemlig være fordi, der er nogle svære ting, som man ikke helt kan styre. Det kan både være ting i ens omgivelser og svære følelser inde i en selv. Og så kan det hjælpe at styre, hvad man spiser, fordi det giver en følelse af at have kontrol over noget. Jeg ved ikke, om du kan genkende noget af det?

Uanset hvad er det super vigtigt, at du tager det alvorligt, at du har et svært forhold til mad. Både fordi et svært forhold til mad kan være et af de første tegn på en spiseforstyrrelse. Men mest fordi, det svære forhold til mad ikke er noget, du skal stå helt alene med. Det skal du have noget hjælp til. Og du kan kun få hjælpen, hvis du rækker ud og fortæller, at du har det svært.

Hvem kan du snakke med?
Som jeg lige har skrevet, er det super vigtigt, at du får fortalt nogen om dit svære forhold til mad. Men ikke kun det. Det er også rigtigt vigtigt, at du får delt alle de tanker, du har skrevet i dit brev med nogen. De fylder nemlig meget for dig, og det kan jeg godt forstå. For du kæmper med super mange svære ting. Og de kan hurtigt komme til at fylde meget, hvis man går med dem alene.

Det er helt forståeligt, at det er svært for dig at dele dine tanker med andre. Det er nemlig meget almindeligt, at man kan komme til at føle, at der ikke er plads til ens egne følelser, når man har søskende med diagnoser. Men husk på, at det ikke udelukkende er dit ansvar at gøre dine forældre glade. Til gengæld er det deres ansvar at passe på dig og dine brødre. Så jeg tænker, at det er lige så vigtigt for dem, at du har det godt, som det er for dem, at dine brødre har det godt. Og jeg er næsten sikker på, at de rigtigt gerne vil vide, at du har det svært. Fordi de vil dig det bedste og bekymrer sig om dig.

Du behøver sådan set ikke starte med at snakke med dine forældre. Det vigtigste er bare, at du får snakket med nogen. Jeg har lavet nogle forslag til, hvem du kunne snakke med i en liste nedenunder:

  • Din far: det lyder, som om det er svært for dig at skulle snakke med din mor. Derfor tænker jeg på, om det er nemmere for dig at snakke med din far? Det ville i hvert fald være rigtigt godt at få snakket med ham, fordi han er en voksen, der er tæt på dig. Og så ville han også kunne hjælpe dig med at snakke med din mor. Det er nemlig en rigtigt god ting at have støtte fra sine forældre, når man har det svært. Det er nemlig dem, der har allerbedst mulighed for at hjælpe.
  • LMS: hvis du synes, det er nemmere at starte med at snakke med nogen, du ikke kender, kan du tage fat i LMS. De ved nemlig en hel masse om at have et svært forhold til mad. Du kan være helt anonym hos LMS, og du kan både få en personlig samtale hos dem, men du kan også chatte og ringe til dem. Så dem synes jeg klart, du skal tage fat i. 
  • Din læge: en sidste person, som jeg gerne vil slå et slag for, at du snakker med er din læge. Det kan godt virkeligt skræmmende at skulle tage til lægen, når man har det svært. Men husk på, at din læge er vant til at snakke med folk om rigtigt mange forskellige ting – også psykiske problemer. Og det er lidt vigtigt, at der er nogen, der kan holde øje med, at du får de proteiner og vitaminer, du skal have. Det kan din læge. Og så kan din læge også hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få noget mere hjælp henne, hvis han eller hun mener, at det er nødvendigt.

Et lille bonustip
Til sidst vil jeg gerne give dig et lille bonustip. Jeg fornemmer nemlig, at det hjalp dig lidt bare et skrive det her brev. Derfor tænker jeg også, at det måske kan hjælpe dig at skrive dine tanker ned i en dagbog. På den måde kan du nemlig få alle dine svære tanker og følelser ud af hovedet uden, at du nødvendigvis behøver dele det hele med nogen. Du kan jo prøve at gøre det i en uge eller to og se, om det er noget for dig.

Jeg håber rigtigt meget, at mit svar har hjulpet dig. Og så håber jeg, at hvis du kun tager en ting med dig fra mit svar, så er det, at du skal have snakket med nogen. For det her er ikke noget, du skal gå med alene. Det fortjener du ikke. Du fortjener at have nogen at dele alle dine tanker og følelser med, så du kan få det godt igen.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper